Kebab med tomatsauce og youghurt

Som du sikkert allerede ved, så er köfte, tyrkiske frikadeller, noget af det bedste tyrkiske mad, du kan få. Hvis du kan lide kød altså.

Jeg tror aldrig, at jeg har mødt nogen, der ikke kan lide de helt traditionelle köfte, men selvfølgelig kommer de i et utal af variationer: med og uden diverse krydderier, med bagepulver (som i Tekirdağ köftesi), i fad, med linser og mange flere.

Denne her gang har jeg taget hul på en ny opskrift med köfte, nemlig med brød, tomatsauce, smør og yoghurt. Lidt ligesom Iskender kebab, som du givet vis kender og som jo smager ganske fænomenalt forrygende. Intet mindre. Det er ubestridt min tyrkiske yndlingsret. Fed, juicy, lækker og fuld af smag. Så jeg var lidt ekstra spændt på denne variant, da jeg ikke tidligere har smagt den. Og den skuffer ikke – hvis du lader være med at eksperimentere for meget, som jeg gjorde.

Köfte, brød, tomatsauce, smør og yoghurt:

Yoğurtlu köfte kebabi , köfte med tomatsauce og yoghurt, er stort set lige som Iskender kebab (men ikke heelt så god i min bog). Men mega, mega lækker. Og virkelig god, hvis man lige står hjemme i eks. kolde Danmark og savner Tyrkiet. For kombinationen af kød, brød, tomatsauce, smør og yoghurt er meget typisk tyrkisk og kendetegnet for en del af deres rigtig gode retter. Efter min mening i hvert fald.

Kebab med tomatsauce og youghurt

Normalt hvis du får den serveret på en rigtig god restaurant, kommer den i en af de fine runde kobberfade med spidst låg. En reminiscens fra det osmanniske rige og et ganske festligt indslag synes jeg. Men sådan en har jeg desværre ikke, så du må nøjes med lidt mere “ydmyge” billeder.

Jeg har aldrig selv lavet Yoğurtlu köfte kebabi før. Så dette er den første gang. Men resultatet blev så tilpas godt, at jeg blev nødsaget til at dele med jer. Det blev faktisk rigtig godt. Men … Jeg eksperimenterede lidt vel meget med brødet, fordi jeg ville lave det mere groft. Og det blev altså ikke helt så godt som den almindelige opskrift, som du finder her. Og så var der lige vel meget fut på grillen, så nogle af köftene blev lidt vel tørre, fordi de er så små og tynde. Så hvis du er opmærksom på det, så går alt fint.

En lidt billigere version:

Jeg vil næsten gå så langt som til at sige, at köfte med tomatsauce og youghurt næsten kan erstatte Iskender kebab i et svagt øjeblik. Men også kun næsten, for der er altså forskel, om du bruger ren, godt lammekød i stykker, eller laver en blanding af hakket kød som eks. okse og lam. Selvfølgelig er der det. Jeg lavede blandingen, men jeg vil anbefale dig at lave köftene af ren lam. Det bliver altså bedst og fedtet giver meget mere smag.

Det er bare det, at lammekød er så rasende dyrt i Danmark – noget af det dyreste du kan spise. Så det sætter som regel sin naturlige begrænsning i, hvor tit man kan spise det (som i Iskender kebab). Selvom maven måske fortæller dig noget andet :/

Og netop derfor er köfte versionen rigtig god. Selvom jeg absolut vil anbefale, at du bruger hel lammekød, så kan du blandet det med mere eller mindre kalvekød eller oksekød. Og det hjælper lidt på det (læs: pengepungen).

Ikke helt efter bogen, men sådan synes min mand, at den skulle være

Så hvis du en dag skal hygge dig lidt eller imponere dine gæster, så hop ud i at lave denne ret. Det er ret nemt. Og hvis du er rigtig flink …. så bager du også dit eget brød. Ja det tager tid, men hey – er det ikke det der (også) er det sjove ved at have gæster? At gå og sysle og pusle om maden? Du kan selvfølgelig også vælge at købe nogle rigtig gode pitabrød, hvis bageren har dem. Altså de gode hjemmelavede af slagsen. Ikke dem der mest af alt minder om pap og ligger færdigpakket i stakkevis nede ved brødet og kan holde sig i månedsvis. De er altså ikke noget værd i denne sammenhæng (eller overhovedet?).