Jeg er kommet her siden 99, hvor jeg var på ferie dernede med min dengang kommende mand Dennis. Ja, jeg vidste selvfølgelig ikke dengang, at vi skulle ende med at blive gift, få børn, villa og vovse, men han og byen fik charmet mig i en sådan grad, at jeg nu betragter Antalya som min hjemby og Tyrkiet som mit andet land. Jeg taler ikke tyrkisk på konversations niveau, men kan nogenlunde gøre mig forståelig på bazaaren osv og også forstå en del af sproget.

 Vi bor i Danmark sammen med vores 2 dejlige børn (en pige og en dreng), der nu er teenagere. Vi har flere gange overvejet at flytte derned og startede en gang et firma dernede også. Så kan man snakke om seriøs pendleri !!!Men desværre er det aldrig rigtig blevet til noget, hverken med firmaet eller med at flytte. Så lige pt nøjes vi med at rejse et par gange om året.

Svigerfamilien er i både Danmark og Tyrkiet og sikken en gave det er at få lov til at lære en anden kultur at kende så intenst, selvom man ikke er opvokset i den. For det er jo en helt ny verden, der åbner sig for en. Det gør selvfølgelig også at jeg interesserer mig rigtig meget for tyrkisk politik, kultur, klima, mad og i det hele taget alt omkring Tyrkiet.

Rundrejse i Tyrkiet

Vi har ikke kun rejst til Antalya og hele sydkysten, men vi har ofte taget på lange ture rundt omkring i landet. Især området omkring Cesme, Izmir og Dikili kommer vi en del, da vi stadig har en rimelig stor del af vores familie der. Ankara, Konya, Marmaris og Istanbul har vi også rejst rundt i. Og så er der alle vejene og byerne ind imellem som vi også kender ret godt efterhånden. For vi elsker at køre og komme rundt og opleve noget nyt, når vi er dernede. Det er ikke ualmindeligt, at vi får kørt 2000 km + , når vi er dernede i 14 dage. Områderne nordpå langs med Sortehavet og østpå har vi stadig til gode, men de står meget højt på vores ønskeliste.

Og så er der selvfølgelig alle de andre lande, vi nogle gange er heldige at kunne besøge ind imellem familiebesøgende i Tyrkiet. Vi elsker at rejse og opleve nye ting på egen hånd.

Hvorfor starter jeg så denne blog??

Jeg har igennem årene simpelthen fået SÅ mange spørgsmål fra venner og familie omkring gode råd til ferie i Tyrkiet, omkring tyrkiske opskrifter, hvordan er vejret dernede osv osv. Svarene forsøger jeg med tiden at samle i denne blog.

Og så kan jeg simpelthen ikke lade være med at skrive. Jeg elsker det virkelig (måske endda mere end at lave mad og det siger ikke så lidt). I mange år havde jeg en interiør forretning og havde en blog der til. Men denne her blog har ligget og luret i baghovedet igennem alle årene.

Så du vil finde en blog, der nok er ret alsidig og hvor du kan finde en masse praktiske oplysninger, en del historie og baggrunde for forskellige seværdigheder, oplevelser mm og flere opskrifter med original tyrkisk mad. Det kan være opskrifter fra min familie eller opskrifter, jeg får lokket ud af restauranter, hoteller og hvem jeg nu lige er heldige at falde i snak med.

Men det er ikke en personlig blog på sammen led, som du måske er stødt på tidligere. Hvor man skriver om sin egen livsstil, sin hverdag, sine meninger mm. Og alligevel. For her vil du nærmere møde små personlige historier om det ene og det andet, jeg lige skriver om og ting jeg har oplevet. Og helst iblandet en hel del humor.

Forhåbentlig bliver du nysgerrig og inspireret til at lære landet rigtigt at kende og får lyst til at rejse derned på egen hånd, uden altid at tage til Alanya, Side osv,  uden at tage all-inclusive ophold, med rejsebureau osv osv …

Jeg håber, at du på den led kan opleve det ægte, varme, virkelige, spændende og gæstfrie Tyrkiet. Hvad venter du på – der åbner sig en kæmpe stor, meget anderledes og spændende verden, hvis du gør et forsøg ….. Prøv 😉

God fornøjelse 🙂