cevizli biber - turkish walnut dip
Cevizli biber - tyrkisk valnødde-dip
Tilb. tid
20 min
Samlet tid
20 min
 

En lidt krydret dip fyldt med god smag fra valnødder, pebre og hvidløg. Den er selvskrevet til et tyrkisk meze-bord, men passer også virkelig fint til mange andre ting.

Ret: Forret, Meze, Tilbehør
Køkken: Middelhavet, Tyrkisk
Ingredienser
  • 2-3 skiver daggammelt brød
  • 1/3 lille gult løg
  • ca. 250 gram ristede valnødder
  • evt 2 røde pebre, ikke snackpebre
  • 2 spsk peberpasta, helst den stærke variation
  • ½ spsk tomatpasta
  • ½-1 tsk spidskommen
  • 1 lille fed hvidløg
  • 4 spsk olivenolie
  • 1 spsk vand
  • salt og peber
Sådan gør du
  1. 1: Rist pebrene på grillen eller bag dem i ovnen til skindet bobler. Tag dem ud og kom dem i en plasticpose i 10 minutter, så du nemmere kan hive skindet af.

    2: Rist imens valnødderne, så de tager lidt farve og begynder at dufte

    3: Befri brødskiverne fra skorpen

    4: Blend alle ingredienserne sammen til du har en ensartet masse. Hvor grov eller fin du ønsker den, bestemmer du selv. Den kan serveres begge veje.

    5: Dæk til og sæt i køleskabet i en times tid. Husk at tage den ud en god halv time, før du skal bruge den, så valnødde-dippen når at få stue-temperatur. Pynt evt med en skefuld olivenolie hældt over sammen med lidt knækkede valnødder.

Opskriftsnoter

Det her er en nem dip, der kan serveres lige så grov eller fin, krydret, stærk eller mild som du har lyst til. Den originale version er fra Hatay/ Antakya - og der er tingene generelt en smule stærke.

Jeg kommer to små grillede pebre i . Det er vist ikke helt traditionelt - oftest serveres cevizli uden. Men jeg synes at det gør noget godt for både smagen og konsistensen, så jeg kommer det i. Pastaen/ dippen bliver lidt mindre kompakt, hvis du kommer pebre i.

Der er mange forskellige opskrifter på den her ret. Den helt originale indeholder kun brød, peberpasta, valnødder, salt og lidt løg. Men der er mange varianter, hvor du også kan tilsætte tahin, citron, granatæblesirup, mere spidskommen, løg eller hvidløg, ristede hasselnødder og en smule kanel eller mynte. Så ja, der er rimelig frit spil og det er bare med at prøve sig frem, hvad man nu kan lide.