Man kunne måske tro, at tyrkerne mest er til kaffe. Det er i hvert fald, hvad jeg ofte hører, og også selv troede, indtil jeg kom derned, og så, hvor udbredt the-kulturen er. Kaffe er bestemt også populært, men ikke i en grad som en god kop te, der nydes ved ethvert påskud.

Te, eller çay som det hedder på tyrkisk, bliver nærmest betegnet som en national-drik (ud over Raki, som bestemt også er populært) og bliver nydt af unge som gamle. Har du været i Tyrkiet, kan du ikke undgå at lægge mærke til de mange thehuse (çay evleri) og the-haver (çay bahcesi), der primært henvender sig til henholdsvis mænd og kvinder, selvom det langt fra er så skarpt opdelt mere. Te-stederne er meget populære og bruges som sociale mødesteder lig med “cafe-kulturen” herhjemme. Her foregår snakken, aftalerne og den nyeste sladder, mens man sidder og nyder den varme, søde the ofte sammen med nødder, solsikkefrø eller kage.

Fra tyrkisk kaffe til tyrkisk te

Tyrkerne har ikke altid været så flittige te-drikkere, som de er nu (man anslår faktisk, at hver tyrker drikker, hvad der svarer til 2,5 kg te hvert år !!). Som så meget andet skyldtes ændringen fra kaffe til the en stigning i prisen på kaffe efter 1. Verdenskrig, hvor det Osmanniske imperie gik i opløsning og mistede vigtige – kaffe-producerende – områder syd på. Derfor opfordrede især Atatürk til, at man drak te i stedet for kaffe, da Tyrkiet allerede den gang selv var begyndt at producere te.

I 1965 producerede man så meget the, at man kunne begynde at eksportere. I dag producerer Tyrkiet svimlende 210.000 tons te, hvoraf de selv drikker ca. 120.000 tons. Det betyder, at Tyrkiet er i top 5 over the-producerende lande og at man drikker mere the her end i selv England. Ja, hvem havde troet det??

At drikke te er en kultur

Jeg må indrømme, at jeg absolut elsker the – især når jeg er i Tyrkiet. Og man kan næsten ikke undgå det. Du har sikkert også prøvet at få stukket et glas rygende varm te i hånden, når du har været på ferie i Tyrkiet. Men det smager bare anderledes (måske fordi jeg aldrig drikker sort te herhjemme, og måske fordi der helt obligatorisk skal sukker i teen dernede 😉 ). At teen også så godt som altid bliver serveret rygende varm i smukke tulipanformede te-glas, med den sødeste lille ske og underkop til, bidrager bestemt positivt til fornøjelsen. 

Og mon ikke du også på et eller andet tidspunkt har forelsket dig i de søde the-glas med den karakteristiske tulipanform? Formen på glassene menes at stamme helt tilbage fra osmanner-tiden, hvor tulipaner var på højeste mode og løgene blev handlet i dyre domme. Så det må siges at være meget tyrkisk. Jeg skulle da også som noget af det første have the-glas med hjem, da vi flyttede sammen i vores 1. lille lejlighed. Komplet tosset ifølge min mand, men sådan var det! Jeg har dem forøvrigt stadig her 16 år efter og værner meget om dem med deres smukke guld kant. De kommer frem hver gang der bliver sat en kande tyrkisk te over.

Vidste du forresten, at der hvert år sælges over 400 mio the-glas? Det svarer til ca 6 til hver tyrker årligt. Mon ikke der er en del turister, der køber med hjem??

Man kunne måske tro, at tyrkisk og japansk the-kultur kunne minde en del om hinanden, med deres søde små huse og haver. Men på ingen måder. Mens det i Japan er så fredfyldt og stille og rolig en oplevelse som muligt, er det i Tyrkiet en mulighed for at samles og snakke og grine. Ofte mødes man i parkerne til en kop the om formiddagen, efter skole eller arbejde, eller kommer herhen med familien efter aftensmaden og nyder underholdningen, optræden eller musik, mens børnene leger.

Turist-the = æble-the

?

Byen Rize er den store eksponent for produktionen af the. Men i virkeligheden bliver teen dyrket på en stor strækning på bjergskråningerne ved Sortehavskysten. Her er klimaet ideelt til dyrkning, om man regner med, at ca. hver anden voksen person i området er involveret i the-fabrikationen på en eller anden måde.

Mens tyrkerne drikker den ægte sorte te og selv fortynder den efter behag eller kommer masser af sukker i, så er turisterne på en eller anden måde gladere for æble-the. Det kunne tyrkerne aldrig drømme om selv at drikke, da den intet har med the at gøre. Det er dybest set bare sukker og en masse aromastoffer sat sammen til et pulver, der røres op i varmt vand. Men indrømmet – den smager faktisk ret godt. Jeg kan især godt lide den lidt sure variant (normalt kan man vælge imellem den lidt sure, den søde eller granatæble-teen, der er midt imellem). Men æbleteen er en rigtig “turist-te”, der bliver tilbudt alle turister, hvis man eks. er hos guldmanden eller på de mere kommercielle bazaarer og handle lidt større ind. Der er altid en dreng, der løber rundt med en bakke med the indenfor fløjte afstand.

Man kan også få et utal af frugt-the med mere eller mindre heldige smags sammensætninger. Det er især rosen, hyben, blomme, kirsebær, kamille, salvie og appelsin-the, der er populær blandt tyrkerne. Meget af det kan købes i supermarkederne eller som mere eller mindre frisk løsvægt på bazaren (som du eks. kan finde her).

Çaydanlik, samovar eller bare the-kande

Måske har du bemærket, at teen bliver lavet i en lidt speciel todelt te-kande. Det er faktisk ikke så kompliceret at lave. Der fyldes vand i den nederste del af kanden, samt vand og ca 2 spsk the i den øverste del. Det skal herefter koges op i ca. 10-15 minutter og teen er klar til at blive serveret. Fordelen ved dette er helt klart, at man selv kan bestemme styrken på teen ud fra, hvor meget vand man blander i. Jeg har mere end én gang fået the, der var så stærk, at jeg simpelthen blev fysisk dårlig af den. Så ingen tyrkisk te og tom mave til mig. Fyld koppen op med ca 1/3 del sort the og resten vand, så er der ingen ugler i mosen (derfor er de smukke glas endnu en fordel, så du kan nyde den flotte rav/mahogni farve og lettere kan kontrollere, hvor stærk den er). Står teen for længe i kanden, bliver den bitter. Du ved det, når du smager det.

Teen serveres altid med 2 stykker sukker (aldrig mælk)  og nødder, solsikkefrø eller en lille kage til.

Hvis du er interesseret i at høre foredrag eller læse mere om te, kan du evt begynde på siden http://www.teainturkey.com.