Når vi nærmer os slutningen af året er længslen efter Antalya altid størst. Det hænger måske sammen med kulden, regnen, sneen og blæsten her i landet, der får en til at længes efter forår, sol, hygge på terrassen, duften af varme osv. Vi har altid lyst til at tage derned og gør det gerne nogle gange om året, men sommeren er favoritten og vigtigst at få i hus. Vi er desværre ikke i den heldige situation, at vi så tidligt ved, hvornår vi har sommerferie, så nogle gange er det lidt af et sats. For de billigste flybilletter skal du købe tidligt – ret så tidligt, hvis du vil have den bedste pris til sommerferien. Hvis du skal afsted på eks. efterårsferie er det bedst at købe om foråret. April/maj er gode måneder, hvor der ofte er gode tilbud. Skal du afsted i løbet af vinteren/tidligt forår, kan det næsten bedst betale sig at bestille fra uge til uge. Udbuddet af flyselskaber er ikke helt så stort, men billetterne er tit ikke så dyre, da der ikke er så mange der rejser. Ramler du ind i nogle af de store afrejsedage i forbindelse med ramadanen kan du opleve uhørt dyre billetter. Tyrkiet er et transitland til Mellemøsten, så virkelig mange af pilgrims-rejserne og turen hjem går gennem her. Det skaber ekstra pres på billetterne.
Vi rejser som regel på sommerferie en god uges tid inden skolernes sommerferie starter. På dét tidspunkt er billetterne en del billigere end hvis du rejser eks. midt i ferien og ungerne er som regel rent mentalt “gået på ferie” der. Vi skal have 4 billetter, og fordi børnene er så store (9 og 10 år) skal vi som oftest af med en billetpris, svarende til en voksenbillet (med rutefly kan vi dog være heldig at spare nogle hundrede kroner på børnenes billetter). Hvis vi rejser midt i juli (hvor man jo også skal huske på, at der kan være virkelig varmt i Antalya (se mere her )), skal vi som oftest af med ml 10-16000 kr alene for flybilletter!! Det synes vi er en hel del, for oveni kommer jo hotel/lejlighed, mad, billeje og lommepenge. Så det kan hurtigt blive en dyr ferie.
I stedet forsøger vi at komme tidligt afsted, og her har vi erfaret, at jo tidligere man bestiller billetten, jo billigere kommer vi afsted. Det er ikke usædvanligt, at vi bestiller billetter allerede slut december for her er der oftest rigtig gode tilbud fra flyselskaberne (og så er det rigtigt hyggeligt at sidde i juledagene og kigge og drømme om ferie). Men jeg ved per erfaring, at fra medio februar, begynder billetterne at stige og det fortsætter som regel frem til du skal afsted. Lige præcis i år kan du måske være heldig at finde billige billetter senere, for mange russere har trukket sig fra Tyrkiet grundet den diplomatiske krise og det betyder, at der formodentlig mangler et par mio turister til sommer. Det tænker jeg, at tyrkerne gerne vil have hentet ind og det kan måske give gode tilbud og billigere billetter til dig.
Vi har aldrig købt en færdigpakke derned med et charterselskab af den simple årsag, at vi simpelthen ikke bryder os om denne type ferie. Vi kan bedst lide at holde os væk fra de store turiststeder og selv styre, hvor og hvornår. Og denne frihed får vi ved selv at bestille og styre det hele. Hvis vi er heldige er ud og hjemrejsen fra samme flyselskab, men resten bliver bestilt separat. Det er i hvert fald ikke så svært hvis man har gjort sig lidt undersøgelser først.
Vi kommer som regel af med 6-8000 for flybilletter, men har et år været heldige at komme af med 4400 for os alle fire. Det var selvfølgelig også et helt unikt tilbud fra AirBerlin, der skulle promovere nye ruter, og så måtte der files lidt på flytider, mellemlandinger etc. Vi havde en mellemlanding i Düsseldorf på 6 timer derud og 2 timer i Berlin hjem. Umiddelbart lang tid, og nok en af grundene til at billetterne var så billige, men det var nu ret så hyggeligt, da det var om dagen og vi måtte komme ud af lufthavnen. Det betød, at vi lige præcis havde tid nok til at tage ind til byen og ned til Rhinen og spiste en god frokost der. Så er sommerferien ligesom startet. En herlig tur som børnene stadig snakker om her flere år efter, for de nåede TO lande på den ferie 😀 Så det er ikke altid skidt at have lang tid i transit og bestemt ikke sidste gang, at vi laver det nummer. Så lang transittid er ofte lig med billigere billetter.
Men bliv klar over, hvor lang tid du gider og orker at bruge på sene/tidlige afgange, transittider ved mellemlandinger og ikke mindst, hvilket selskab du har tillid til. Vi fløj eks. aldrig med Tyrkieteksperten, dengang de fandtes, simpelthen fordi vi ikke havde tillid til dem hverken hvad angik service eller vedligeholdelse af fly. Du flyver jo hverken rundt i Asien, Rusland eller Nepal uden at have overvejet flyselskabets trust. Helt så slemt er det selvfølgelig ikke i Tyrkiet, men nogle flyselskaber er bare rare og tingene forløber uden problemer – også hvis uheldet skulle være ude. Vi er særligt glad for Turkish Airlines, da vi udelukkende har haft gode oplevelser og deres fly er dejligt rummelige og vedligeholdte. De har bare desværre sjældent gode tilbud, men du kan selvfølgelig være heldig.
Om du vil tidlig eller sent afsted er velsagtens et temperament-spørgsmål. Vi kan sagtens gå lidt på kompromis med nogle sene/tidlige flytider, hvis billetterne er det billigere. Og humøret er jo højt, når man skal afsted på ferie, så kan man klare det hele (det er værre, når man skal hjem igen 😉 ) . Vi har nogle gange arrangeret det sådan, at vi tager afsted en hverdag efter arbejde – det fungerer rigtig godt og arbejdsdagen er den bedste på hele året. Dér kan vi tale om at have en kæmpe stor ja-hat på. Det med at pakke kan planlægges og vores unger er efterhånden så store, at det heller ikke volder noget problem. Men da de var mindre prioriterede vi anderledes – simpelthen for at få en god start på ferien og uden at slå for meget døgnrytme i stykker. Men igen – jo tidligere og senere du kan flyve, jo billigere billetter får du.
Desværre er det på det nærmeste umuligt at finde direkte fly efterhånden og hvis man kan, er de somregel blevet omdirigeret til Gazipasa-lufthavnen i Alanya. Så får man alligevel en lang køretur på nogle timer og her vil vi hellere foretrække nogle timer i transit – evt kombineret med en lille udflugt. Men bestiller du fra charterselskaberne er du ofte heldigere stillet med direkte fly. Jeg kan dog være bekymret for, om dette ændrer sig i fremtiden, da 98% af alle danske rejser går til Alanya og ikke Antalya (så hvorfor blive ved med at lande i Antalya). Men vi får se …
I år bestilte vi i december og skulle af med 5800 kr for 4. Det er bestemt rimeligt og en rigtig god pris!! Som ofte før fandt vi frem til, at hvis vi bestilte enkeltbilletter, så var der en del at spare, ligesom vi i år har valgt en mindre rundrejse. Ud til Izmir og hjem fra Antalya. Vi har familie i Izmir og det er et virkelig dejligt område, så vi er heldige at få set lidt forskelligt. Men en god måde at se noget mere af landet på …
Vil du finde en direkte guide til at finde billige flybilletter skal du kigge med under “Flybilletter til Antalya part 2”, der udkommer i morgen 😉