Vidste du, at en af verdens største – og bedste samlinger af romerske statuer og artefakter findes lige midt i Antalya?? Nej vel? Men det er måske fordi du ikke har været en tur på Antalya Müzesi – det arkæologiske museum i Antalya. For hvis du havde, havde du helt sikkert luret det – her er en enorm samling af div. skulpturer, statuer, artefakter (altså ting skabt af mennesker – jep, måtte lige slå den op for at være sikker), knogler, fossiler og meget mere. Selvom museet muligvis ser ganske lille og undseeligt ud, når man ankommer til det, huser det adskillige udstillingshaller (både indendørs og udendørs) – hele 13 af slagsen samt konferencelokaler, værksteder hvor der bliver forsket på livet løs, lagerrum, fotorum, laboratorier, kontorer, en enkelt cafe og boliger for museets ansatte. Plads skal der da også til, for at vise alle de utrolig mange ting og velbevarede fund. For det er virkelig en imponerende samling over skatte fundet i datidens Pamfylien og området omkring Middelhavet .
Hvorfor Antalya Museum?
Måske kan et arkæologisk museum lyde lidt vel kedeligt og støvet i dine ører. Og der skal da også noget til før at flere 1000 år game statuer bliver spændende, og noget man prioriterer på sin ferie. Hvis man slet ikke interesserer sig for historie eller kan se det skønne og smukke i de gamle statuer og sarkofager, så ja, så bliver det nok lidt tungt, Men hvis du interesserer dig bare en lille bitte smule, så er her altså en helt unik mulighed for at lære lidt om det område, som du holder ferie i. Tilmed med en af verdens bedste samlinger. Dét er en mulighed, som du ikke finder mange andre steder i verdenen, så måske er det med at gribe den?
Sjovt nok har over 1000 anmeldelser inde på Tripadvisor vurderet Antalya Museum til at være Nr.1 seværdighed, du skal se, mens du er i Antalya. Så der må være et eller andet om det, tænker jeg. Det er godt nok en del år siden jeg har været der, men jeg kan stadig huske, hvor imponeret jeg var, da jeg gik måbende rundt i gallerierne (min mand Dennis er lidt sværere at imponere, for for ham er museet lig med uendelige dyrebare barndoms-timer, brugt på historie-undervisning på stedet. Og det var åbenbart lidt tørt ). Vi brugte nogle timer derinde og gik fra det ene mere overvældende rum til det andet. Der er hele 13 sale på stedet, spændende lige fra den naturhistoriske sal med betydningsfulde sten, fossiler og knogler fra de allerførste bebyggelser, til hvad vi vil kalde jernalderen og bronzealderen, til den klassiske græske og romerske sal, hvor du finder figurer, vin-karafler og statuen af Apollo. Så er der flere rum med statuer af de græske guder, af kejserer, erobrere som eks. Hadrian (læs om hans by-port her) – langt de fleste fundet i det antikke Perge, Aspendos, Side eller en af de andre vigtige udgravninger tæt på byen.
Kan man finde julemanden her?
Man skulle tro at alle sarkofager – gamle stenkister, er de samme, eller i det mindste ser rimelig ens ud. Og selvom du muligvis har set en del af disse rundt omkring ved div. udgravninger (eks. ved den antikke by Olympos), så kan jeg næsten garantere dig, at de flotteste kister findes her – og at de er meget forskellige. Som du nok kan fornemme, så bevæger man sig langsomt op gennem tiden og skal også igennem den byzantinske periode efterfugt af den osmanniske periode, hvorfra du kan se de smukkeste mosaikker, tæpper,inskriptioner, bøger, lamper, beklædningsdele osv. osv. Der er eks. en hel etnografisk afdeling til tøj og våben, hvor du også kan se et typisk nomadetelt efter anatolsk stil. Møntsamlingen og den religiøse samling er også ret spændende med guld, sølv og kobber fra alle perioderne og de smukke islamiske kalligrafi inskriptioner. I den religiøse afdeling er der flere træ-relieffer med Jesus Kristus på og det er også her at du finder en af områdets virkelige skatte – et skrin med et par af Sct. Nicholaus knogler!! Ja hvem er han tænker du måske? Jaa, Sct. Nicholaus er JULEMANDEN – selveste julemanden, der levede i det 4. århundrede i Myra, en lille by i Antalya-distriktet. Det kan godt være, at du ikke tror på mig (jeg troede i hvert fald ikke på min mand, da han fortalte mig det – tænkte at det nærmere var en af de der tyrkiske fantast historier, som de er så gode til), men den er altså god nok, hvis du slår op i Lademanns leksikon. Julemanden kommer fra Tyrkiet! Så overvej lige om du skal igennem denne sal, hvis du har børn med. Risikoen for at de ikke længere tror på julemanden eller bliver traumatiseret for livet ved at se på julemandens knogler er til stede…. 😉
Hiv i stedet straks børnene med hen i børneafdelingen, hvor der er mulighed for selv at nørkle med simple skulpturer, tegninger osv, og hvor de kan se en ganske fin samling af tyrkisk legetøj og sparegrise. Afdelingen er den første af sin slags i Tyrkiet og det er et godt sted at lære lidt historie.
Som du nok kan fornemme, så er det et ret unikt sted, som har stor betydning for egnen. Om det er lidt støvet og nørdet – ja – helt ærligt, det er et museum, hvor tingene er i glasmontre eller er indrammet på anden vis og man går rundt med andægtig kender-mine og siger “ih” og “åh”. Men alligevel …. Det tager sig fint ud med god skiltning på tyrkisk og engelsk med relevante informationer om det du kigger på, der er rent og pænt, super belysning, polerede granitgulve der er med til at det hele shiner lidt mere og en ret usædvanligt udendørsudstilling, der ligesom sætter det hele lidt mere i relief. Museet kan desværre ikke prale af de store interaktive installationer, som du måske kender fra andre store museer verden over – det ville ellers klæde stedet en del og gør det mere spændende. Men der er forlydender om, at museet skal flytte til nyere og mere passende bygninger indenfor de nærmeste år. Museet her har været der siden 1972, hvor det blev flyttet fra Yivli Minare inde fra bymidten (her havde det været siden Sultanen oprettede museet i 1922, som et modsvar på de italienske arkæologers deportation af landets historiske skatte) .
Hvordan kommer man hen til museet?
Det er faktisk super nemt at komme derhen. Du kan enten vælge at gå (der er et par kilometer) fra den gamle bydel Kaleici ad en virkelig flot vej, gennem parker og med udsigt over den smukke Antalya bugt. Eller du kan vælge at gå den modsatte -men mindst ligeså smukke vej, hvis du kommer nede fra Konyaalti – stranden. Hvis du ikke rigtig orker det der med at gå og nyde udsigten, så kan du også tage sporvognen inde fra klokketårnet i bymidten, der har endestation ved museet. Nemt og bekvemt.
Museet har åbent fra 9-19.30 hver dag fra april til oktober måned og lukket hver mandag i vinter-halvåret og her åbent fra 8:30 til 17. Det koster ca 20 TL at komme ind, gratis hvis du har et Müzekart. Hvis du spenderer yderligere 15 TL får du en audio-guide med, og den skulle være pengene værd og en god hjælp i de store sale, så lad vær med at snyde dig selv for dette.
Du skal nok regne med at bruge et par timer derinde, men de går hurtigt. Der er også en lille cafe, hvor du kan sidde ned og få forfriskninger. Og så kan du hoppe videre ud på stranden. Den ligger i hvert fald lige nedenfor klipperne ved museet. Gå i det mindste hen og nyd udsigten – den er ganske formidabel og tænkt på, at andre har nydt den samme udsigt i årtusinder før dig.
Adressen er: Antalya Müzesi Konyaaltı Cad. No:88-07050 ANTALYA