Den knækkede minaret i Antalya er en del af byens underlige charmerende blanding af nyt og gammelt, der ligger side om side med hinanden. I den gamle bydel Kaleici findes der utrolig mange gamle bygninger og tegn på andre tider under græsk, romersk, seldjuk og osmannisk styre. Korkut camii, som den knækkede minaret oprindelig hedder, er ingen undtagelse og stedet repræsenterer om noget, Antalya’s omtumlede tilværelse.
Det er ikke alle turister, der lige kommer forbi eller kender historien og betydningen af den knækkede minaret. Men det er egentlig lidt synd for få steder i byen, har haft en mere omskiftelig tilværelse end stedet her. Den gamle moske ligger tilmed godt gemt inde midt i den gamle bydel og dukker pludselig op, når man drejer rundt om hjørnet.
Selvom jeg er kommet meget i byen, gik der en del tid, før jeg opdagede moskeen og den knækkede minaret. Og den er forholdsvis hurtig lige at hoppe forbi, hvis ikke man drejer af de rigtige snørklede gader.
En amputeret, knækket minaret
Det er begrænset, hvad man kan komme til at se, da hele bygningen er spærret af med et stort hegn. Og det er måske også endda lidt vel flot at skrive “bygningen”, for basalt set, så består bygningen af en hel masse ruiner i rigtig dårlig stand. Og med den knækkede minaret troligt stående ved siden.
Når man er vant til at se på minaretter, så er det lidt spøjst at se at toppen eller “hatten” om du vil mangler. Den ser en smule amputeret ud.
Bygningerne kan du sagtens se igennem hegnet – og få et indtryk af de engang fine bygninger. Og i disse år kan du endda være heldig og følge med i restaureringen. Selvom man gjorde et halvhjertet forsøg i 1975, har man aldrig rigtig udgravet eller restaureret disse bygninger. Men man gik i gang i sommers, så hvis du kommer til Antalya, kan du følge med i det frem til år 2020, hvorefter stedet efter planen gerne skulle åbne op for offentligheden, så man kan komme ind og se det rigtigt. Det glæder jeg mig til, må jeg sige.
Tempel, kirke og moske i én
Antalya og omegn har som nævnt haft en meget omtumlet tilværelse og det gælder også moskeen, som også tidligere har været kirke og tempel af flere omgange. Oprindeligt blev bygningen opført som et tempel i det 2. årh e. kr. viet til underverdenens gud Sarapis.
I det 7. århundrede blev stedet ombygget til en byzantinsk kirke (og blev her kaldt Panaglia kirken) til ære for jomfru Maria, men den blev kort efter ødelagt under den arabiske invasion. Først i det 9. århundrede blev kirken restaureret og ombygget. Minaretten kom til i det tidlige13. årh., da seldjukkerne overtog og omkonverteret kirken til en moske.
Igen i 1361 skiftede moskeen igen hænder og blev endnu engang til en kirke, da den cypriotiske konge Peter d.1. erobrede Antalya. I år 1423 tilsluttede Antalya sig det osmanniske rige. Det betød, at da sultan Beyazit d. 2.’s søn, Sehzade Korkut, blev guvernør over Antalya, blev kirken igen til en moske og er siden da blevet kaldt for Korkut Camii.
Brug et kort
I 1896 opstod der en stor brand i hovedbygningen, der desværre ødelagde det meste af bygningen også den øverste del af minaretten, der var bygget af træ. Siden da har moskeen fået lov til at gå i forfald, men bliver altså nu restaureret i de næste 2 år.
Hvis du vil finde moskeen, er det nemmest at slå op på et kort, da gaderne er meget snørklede og svære at finde rundt i (og det skal absolut foregå til fods, da meget af den gamle by er lukket for trafik). Hvis du eks. står ved Hadrians port , er du kun ca 400 meter fra den knækkede minaret. Du skal nærmest gå lige ud ad Hesapci Sokak ved porten, så ender du ved minaretten.
Der er flere ok spisesteder lige rundt om hjørnet, hvis hele oplevelsen har gjort dig sulten.
Du kan se denne artikel på engelsk / Read this article in English here