Den 1. januar er ubestridt min yndlingsdag på hele året. Det er ligesom her at man starter på en frisk – at alt er nyt og grønt og skal til at begynde (bare ikke udenfor vinduet altså :/ ). Ja, det lyder pænt fjollet, det er jeg klar over, men jeg tror ikke at jeg er den eneste, der har det sådan.

Spring privilege

Sådan et nyt år lægger virkelig op til nye overvejelser i min verden. Der er plads til at tænke lidt over det sidste år, hvordan er det gået, hvad er der sket, er der noget der skal ændres osv. Og først og fremmest tanker om, hvad man ønsker sig af det næste år. Hvad skal der til for at det kommende år bliver endnu bedre, fyldt med endnu flere spændende, sjove, udfordrende ting end året før?

Tingene bliver eller går sjældent, som man har planlagt. Men ønsker og ideer er gode at have. Også når det kommer til bloggen og Loveantalya 2019. Og den har jeg trods alt mange tanker om.

Inspiration og motivation:

Det er vist ingen hemmelighed, at der i sommers var en længere pause med at skrive. Jeg havde simpelthen brug for en pause til at nyde sommeren med familien. Og så gik der også lidt rod i den, da min computer i foråret endegyldigt måtte lade livet. Der gik nogle måneder før jeg havde mulighed for at købe en ny i samme kvalitet som den sidste (man skal jo ikke gå ned på udstyr vel?). Såå … alt i alt tog det lidt tid.

Men lysten er der stadig – især når man hører fra alle jer skønne læsere, og et par af jer endda er så “flinke” at give mig et tiltrængt spark om, at nu er det tid til at komme i gang igen. Juhu for jer, for det giver bare så meget motivation. Så et kæmpe tak 🙂

Hvad skal der ske?

Men hvad skal der så ske på bloggen i det næste år. Ja, det må tiden jo vise, men først om fremmest skal jeg have styr på kategorierne – altså der hvor du kan klikke ind helt ude i højre side af bloggen.

Kategorierne er ét stort rod og har egentlig været det fra starten. Jeg har simpelthen aldrig fået organiseret dem ordenligt, både fordi bloggen (og ideerne) voksede hurtigere end hvad jeg lige havde regnet med. Men også fordi det simpelthen er piv besværligt sådan rent teknisk at rokere rundt på dem, og jeg har aldrig rigtig for alvor sat mig ind i det. Så nu skal det være…

I det hele taget skal der gerne lidt forårsrengøring til, så der skal ryddes op, ryddes ud og ordnes. Ikke kun i kategorier, men også i tags (dem du kan bruge som søgeord) og i det hele taget bare lave flere genveje og gøre siden nemmere at navigere rundt på. Har du nogle ideer, så kom gerne med dem. Du har sikkert stødt på flere ting, der kan være irriterende, så skriv gerne til mig 🙂

Opskrifter og bedre billeder:

Opskrifterne er noget af det, som jeg ved, bliver brugt rigtig meget. Og de er da helt ærligt heller ikke sørlig b´nemme at finde rundt i. Så det skal laves om og deles op. Hvordan ved jeg ikke lige, men det kommer nok til mig. Efter type, ingredienser eller …. tjaa..

Loveantalya 2019

Og så er bedre billeder og fotoudstyr et stort ønske på listen. Jeg havde ønsket mig en del til jul, men uden held i den retning. Så det er godt at jeg har fødselsdag allerede i februar, så kunne der måske være en mulighed der… Så bedre madbilleder, lys osv er et meget stort ønske for 2019.

fyldte mini auberginer

Og endelig så går jeg og overvejer lidt at lave en ny kategori med rejser udenfor Antalya. Det er noget jeg egentlig har tænkt over i flere år, da vi jo ofte rejser andre steder i Tyrkiet end Antalya-provinsen – især til vestkysten. Denne sommer gik turen også til Grækenland og det var virkelig inspirerende. Ikke mindst fordi vi næsten altid lever en smule primitivt og prøver enten at finde små listige steder uden for mange turister, eller store fine smarte steder, der kan det hele. Så måske kunne det også have interesse for jer, der også godt kan lide at rejse i Tyrkiet (eller Europa for den sags skyld, for her er der også mange ideer til de byer, vi rejser til. ALT bliver jo undersøgt ganske grundigt i forvejen).

Loveantalya 2019:

Overvejelserne går også i en helt anden retning, men det er stadig kun på tanke basis, så det må jeg hellere vente med at afsløre, til jeg bliver helt enig med mig selv om, hvad der skal ske… men det er noget der stadig har med Tyrkiet og Antalya at gøre…

Har du flere ideer til mig, som du savner, ikke bryder dig om, er besværlige at finde rundt i, så skriv gerne til mig … bloggen kan kun blive bedre … og gerne i fællesskab.

Loveantalya 2019

Du kan se denne artikel på engelsk / Read this article in English here