Noget af det aller mest charmerende og spændende ved at rejse er at finde nye gode steder at spise. For mig gælder det også, selvom det er en by eller et land, hvor jeg har været utallige gange. For der er altid noget, der ændrer sig. Hvad er kommet til, hvad er lukket og hvad har udviklet sig siden, man var der sidst.

Sådan har jeg det heldigvis stadigvæk, når vi er i Antalya. Og på min sidste tur, hvor jeg var alene, havde jeg et par steder, som jeg var nysgerrig på og rigtig gerne ville prøve af. Flere af stederne havde jeg fået anbefalet af andre, der bor i byen. Og især ét sted gik igen – Vanilla Lounge Restaurant inde midt i den gamle bydel, Kaleici. Fra alle sider hørte jeg, at det var stedet at spise, hvis det skulle være en smule fint, hyggeligt og lækkert. Jeg vidste, at restauranten har eksisteret i en hel del år, så nu måtte det altså være tid til at prøve den.

Restaurant med storby-vibe:

Og det var da også mere end svært at ignorere og gå uden om, da jeg kom forbi, for hold da op et sted. Det var bare SÅ hyggeligt, afslappet og autentisk, at jeg ikke har set magen i Antalya i alle de år, jeg er kommet der. På en gang dekadent, smagfuldt og elegant med bløde fløjlsstole og smukke marmorborde, men samtidig så afslappet og originalt med de eksotiske jerngitre på væggen og små fine, velovervejede detaljer overalt. JA, jeg er en sucker for indretning og det her gik altså lige ind (jeg spurgte sågar om, hvordan jeg kunne få det store, runde marmorbord med hjem 😀 ). Jeg fik en følelse af rigtig storby-vibe, som Barcelona møder Izmir og København. Noget jeg virkelig har savnet i Antalya, for det er jo en storby, men har hidtil manglet noget af den der eksklusivitet og lækkerhed, hvis man lige ville noget ekstra.

Men det er da vist bare et spørgsmål om at få øjnene op.

Ren forkælelse:

Vanilla Lounge Restaurant er ikke et stort sted, men det er kun rigtig dejligt synes jeg. Inde i det lille lokale er der plads til ca 28, men de har også en lille pavillon udenfor, hvor der var plads til flere. Til gengæld er de fuldt booket de fleste dage (især torsdag-søndag), så det er en god ide at bestille bord, hvis man gerne vil spise her. Jeg havde på forhånd lavet en aftale med dem og det fortrød jeg virkelig ikke. Det var sindsygt lækker mad, sød og vedkommende betjening, skøn tyrkisk vin (for ja – tyrkisk vin sparker r.. for tiden og er noget man virkelig skal prioritere) og god international loungemusik i højtalerne, så der var dømt ren forkælelse og afslapning.

Som de fleste af jer ved, er jeg rigtig fjollet med tyrkisk mad. Jeg kan i særdeleshed rigtig godt lide, når retterne er de samme klassiske, som man kan få mange steder, men alligevel er forskellige. Det vil sige, når der liiige er gjort lidt ekstra for at sætte sit eget præg. Det kan man slet ikke sige om restaurant Vanilla Lounge, for her var ALT 100 % deres eget. Det var mad og fusionskøkken på rigtig højt plan med så sindsygt mange detaljer, at det gik hen og blev en ægte oplevelse. Eksempelvis fik jeg små søde bourgonvilla-blomster til hovedretten sammen med lammeskanken – opvokset og dyrket i Kaleici (lammet dog i bjergene udenfor Antalya), syltede ingefær (som i sushi) til forrettens røgede laksetartar (den kom ind i en stor kuppel med røg) og og citronskum og kiwi-gele til den rødvinskogte pære.

“Yeeeks” … tænker du måske, “det var underligt”. Men ved du hvad – man opdager det ikke. Kun hvis man begynder at nærstudere og spørge ind til, hvad det er for farve- og smagsekslosioner, man bliver præsenteret for på sin tallerken. Det hele faldt bare så naturligt og smagte helt igennem fantastisk.

Fænomenalt menukort:

Faktisk var hele menukortet ret så fænomenalt og det var virkelg svært at vælge, hvad jeg skulle have. Det lød og så så lækkert ud det hele. Så der er helt sikkert grobund for at komme tilbage og prøve noget mere. Jeg ærgrede mig over, at jeg ikke havde tid til at komme tilbage til frokost dagen efter, for jeg ville så gerne have prøvet deres store rejer, pasta med aubergine eller den overdådige mørke chokolade mousse. Der er også en enkelt burger og flere forskellige pizzaer på menukortet, men lur mig, om ikke de også er lige så ekstravagante som resten af maden.

Vanilla lounge restaurant er ikke en billig restaurant, men den hører heller ikke til de aller dyreste. Til gengæld får man en udsøgt fornøjelse og en mulighed for ren forkælelse. Af den grund vil jeg heller ikke sige, at det er en restaurant, hvor jeg ville tage (mindre) børn med. Måske i pavillonen udenfor eller til frokost. Men har man mulighed er det her et sted, hvor man skal tage hen og nyde hinanden, vinen, maden og de skønne omgivelser.

Nr. 1 i Antalya:

Jeg fik en chance for at sætte mig ned og snakke med det søde par Emel og Wayne – et tyrkisk/engelsk par, der mødte hinanden i England og rejste til Tyrkiet for at åbne restaurant. Det skete i 2007 og siden har Vanilla Lounge været en realitet. De har gjort det så godt, at restauranten ligger nr. 1 på Tripadvisor over de bedste restauranter i Antalya ud af 944 !! Folk står i kø med superlativer over stedet og maden. Det er altså ret godt gået i en by, hvor der er hundredvis af restauranter og måske 1000 spisesteder.

Men det var også nogle uhyre flinke mennesker, jeg fik et glimt af. De driver restauranten sammen og deles om opgaverne – Emel som værtinde med overblikket over restauranten og Wayne som chefkok, der tryller i køkkenet. Den der venlighed og imødekommenhed, smitter tydeligt af på personalet og stemningen i restauranten.

Det betaler sig at eksperimentere:

Så det er ikke en tilfældighed at Vanilla Lounge Restaurant er kommet dertil, hvor den er nu – som nr. 1 i Antalya. Der ligger meget hårdt arbejde bag, men også mange innovative tanker, hvilket jeg synes er uhyre vigtigt. Eks. har de en lille have inde i Kaleici, meget tæt på restauranten, hvor de dyrker nogle af grøntsagerne og deres egne urter (og bourgonville-blomster) til at bruge i maden og går meget op i økologi og råvarer fra egnen og bjergene omkring Antalya. Den her form for nytænkning og skillen sig ud kan jeg rigtig godt lide. Og det er med til at gøre dem og restauranten anderledes end de fleste andre i Antalya.

Det var faktisk rigtig sjovt at møde Emel og Wayne, for på mange måder mindede de mig om mig egen historie. Vi havde rigtig mange fælles punkter, hvor vi kunne relatere til hinanden. Jeg sad i hvert fald tit og trak lidt på smilebåndet, og vi kom da også forbavsende hurtigt til at snakke om familie, hvor hårdt det er at have små børn tæt på hinanden, at være et blandet par med rødder i flere lande (jeg har også familie i England), starte firmaer og have interesse for mad. De var så hyggelige og åbne, så det var næsten som om man havde kendt hinanden i flere år.

Så jeg har lovet at kigge forbi næste gang, vi er i byen – denne gang MED mand og børn.

Hvis du undrer dig så JA, så er det her indlæg sponseret af Vanilla Lounge Restaurant. Men det er på eget initiativ, at jeg tog kontakt til dem og spurgte, om de havde lyst til at være med. Det havde de heldigvis – og sikken en oplevelse. Jeg håber oprigtigt, at andre har lyst til at besøge og opleve restauranten, for det har virkelig været en øjenåbner for mig, hvad man kan med vilje og innovative tanker og hvad madscenen i Antalya også kan præstere og tilbyde foruden det traditionelle lokale mad.

Du kan finde Vanilla Lounge Restaurant ‘ s hjemmeside her.