Er du til små søde hoteller og pensionater lige midt i byen, skal du holde fast og se med her. For jeg har fundet nogle stykker – ret mange faktisk, der bare er rigtig fine, unikke, private, skønne, smukke og hvad jeg ellers kan finde af positive superlativer. Jeg starter bare med nogle af dem (for ellers bliver dette et vældigt langt og ret så kedsommeligt indlæg med opremsning af 27 forskellige hoteller).
Stor forskel på hotellerne:
Der er stor forskel på de små hoteller – de varierer lige fra yderst spartanske billige rønner med mere eller mindre service til deluxe boutique hoteller, der er istandsat og kælet for efter alle kunstens regler. Flere af de lidt større hoteller har pris-belønnede køkkenchefer ansat og fænomenale restauranter tilknyttet. Så alene dét kan være en oplevelse. Prisen på ophold varierer fra 150 kr til 1000 kr om dagen – cirka. Selvfølgelig er der høj- og lav-sæson og perioder for alle hotellerne, så det kan betale sig at kigge sig lidt omkring. Da jeg lige hurtigt lavede en søgning på ledige hoteller sidst i marts var forskellen ikke så stor. 550 kr for 3 overnatninger og morgenmad på et – efter min mening lousy hotel og 750 kr for tilsvarende på et fantastisk hotel. Ja tak til at betale 200 kr mere og så få noget der er virkelig godt. Det er dét prisleje vi snakker om, så de fleste kan være med.
Alle hotellerne og pensionaterne ligger lige midt i Antalya’s gamle bydel, Kaleici (læs mere om Kaleici her). Dvs de ligger så centralt som muligt, hvad det indebærer af kort afstand til museer, butikker, seværdigheder og spisesteder. Men for nogle steders vedkommende, betyder det også, at der kan være mere eller mindre støj fra gaden. Men det er som regel noget man er klar over og måske en okay pris at betale, for i stedet at være tæt på alle de andre ting. Man kan dog være heldig at nogle af stederne ligger på en relativt ubefærdet sidegade, så der nærmest ikke er noget larm.
Hoteller i den gamle bydel Kaleici:
De her steder i Kaleici by er mest populære udenfor sommerferie-perioden (da der simpelthen er for varmt inde i byen på den årstid). Det vil sige, at de er ideelle i (vores) forårs-måneder som slut marts, april, maj og start juni, og igen fra slut september til oktober og november (december kan også være ok, men der er dog mere koldt). Hvis du vil læse mere om de små søde hoteller og pensionater kontra de store, kan du med fordel læse i en af mine tidligere artikler “Hvor skal vi bo? Autensitet vs anonymitet” , hvor jeg netop skriver om fordele og ulemper ved at vælge det ene frem for det andet.
Og hvorfor kigger jeg så på de her små hoteller lige nu ?? Det er simpelthen fordi jeg langt om længe skal på en lille smuttur til Antalya -helt alene, for mig selv og uden min familie. Meget, meget underligt. Anledningen er noget så simpelt som afslapning og opsamling af materiale og billeder til bloggen (og det er mine unger helt ærligt ved at være lidt trætte af…).I den anledning skal jeg jo finde et sted at bo (i hvert fald i de dage, hvor jeg er nede i byen og ikke skal bo hos svigerfar tæt på bjergene). Og intet er mere nærliggende end at bo nede i Kaleici’s små gader og stræder, når min mand hellere end gerne vil undgå det, og jeg nu skal alene afsted.
Det er heldigvis også her i Kaleici at alle de hyggeligste hoteller er. Og når nu det nærmest er forår dernede i denne tid (og dermed ikke for varmt til at bo så tæt), så er det jo oplagt, at jeg skal finde noget der.
Hotellerne var af en noget tvivlsom herkomst, indtil de langsomt blev istandsat og opgraderet for 10-12 år siden. Og juhu for det, for nej hvor er der bare mange fine steder nu. Bare se med her…
6 bud på små søde hoteller:
Alp Pasa har altid hørt til en af mine favoritter. Selvom jeg aldrig har boet der, kan man tydelig fornemme stedets elegance og seriøsitet. Og Så har hotellet eksisteret i denne form i årevis – og dét siger ikke så lidt i et sted som Tyrkiet, hvor der er uhyggelig stor udskiftning i hoteller, ejere og kvalitet. Men kvalitet er ikke altid billigt og det gælder også for dette hotel (men man kan være heldig) …
Hotel 1207 er bestemt et af de hoteller, som jeg overvejer at bo på. Jeg har gået forbi det et utal af gange og kigger altid lige en ekstra gang. Så jeg tror at nu skal det være – nu skal jeg kigge helt indenfor. Hotellet ligger ret godt inde i Kaleici og samtidig tæt på den store vej Atatürk Caddesi, hvor alle forretningerne med tasker, tøj etc. ligger.
Char Me er hotellet med det kitchede navn (Charme … get it – for det var jeg tilsyneladende lidt om). Der ser også ret fint ud, selvom værelserne har nogle kraftige farver (jeg er allergisk overfor stærke farver). Til gengæld har de en hyggelig patio og gårdhave, som er helt uundværlige i Antalya.
Et andet sted jeg også overvejer er Villa Perla. Dét sted er jeg ret fjollet med. Kan jo godt lide, når tingene i det mindste virker autentiske. Og det synes jeg at det gør på Villa Perla. Og så ser der for mig ret så hyggeligt ud. Især med de mange citron- og oliventræer i gården – dém bliver jeg aldrig rigtig træt af.
Tuvana hotel er nok et af de ældste hoteller inde i byen og ligger ikke så langt fra havnen. Det er samtidig ret berømt for deres fænomenale mad. Tuvana hotel er jeg helt dårlig med, men desværre er prisen ikke lige efter min pung. Det har også ligget der i så mange år, så de nærmest burde have en medalje for det.
Og så vil jeg præsentere Minyon hotel – min lille darling. Her boede vi i en uges tid, da min datter var på sin 1. tur til Tyrkiet. Det var virkelig bare et skønt sted, stille og roligt og bare fredfyldt (selvom værelserne ikke kan anbefales sammen med en babyseng – så bliver det ret småt). At de så havde den bedste morgenmad gjorde ikke stedet dårligere. Jeg har åbenbart en eller anden fetich med sten-gulve – især i Tyrkiet. Og det her gulv … to die for. Jeg har simpelthen aldrig kunne glemme det (men ok, jeg står heller ikke for rengøringen).
Jeg håber, også at du kan få lyst til at tage derned – evt bare på en smuttur. Der kan være ret så dejligt inde i Kaleici … især på de charmerende små hoteller.
Min tyrkiske veninde de anbefaler Alp pasa
Det ser også simpelthen så fint og gennemført ud det sted. Kan godt lide at de også har flere restauranter tilknyttet.