Hører du til en af dem, der kun rejser i Europa i højsæsonen, dvs i sommerhalvåret fra medio april til start oktober, hvor du er sikret mere eller mindre sol og godt vejr? Så vil det måske være interessant for dig at læse med her. Hvis du derimod hører til en af dem, der ofte rejser til Tyrkiet, måske endda har lejlighed dernede og kommer på alle årstider, så vil du måske kunne nikke genkendende til en del af det jeg skriver. Ja, du vil sikkert kunne give mig et par gode råd eller to, som jeg vil modtage med kyshånd. Bare skriv en kommentar.
Mest fordele og ikke så mange ulemper
Der er unægtelig visse fordele ved at rejse udenfor sæsonen. En hel del faktisk, hvis man sådan lige tænker over det.
- Der er roligere
- der er billigere
- der er køligere
- der er mere afslappende
- der er perfekt hvis du drømmer om aktiv ferie
- det er den bedste måde at opleve den rigtige tyrkiske kultur
Sommeren er som regel skøn i Danmark – især hvis vejret holder. Det gør det bare sjældent i min verden. Jeg vil helst have garanteret varme, uden spekulationer over muligheder for regn, blæst og hvad man skal pakke med. Dét er du sikker på, når du rejser til Tyrkiet om sommeren. Men i ydersæsonen er det ikke helt så simpelt – fordelene opvejer dog ulemperne for mig. I eks. februar og Marts måned er der mulighed for sol, mulighed for temperaturer over 20 grader osv osv. Og det er grund nok for mig. Ja, selv i Januar er der dejligt. Jeg snakkede lige med min svigerfar foeleden og han berettede om 20 grader, mens han gik og klippede vindruerne til. Ja, der blev jeg altså misundelig.
Men hvad er det, der er så fedt ved at rejse om vinteren (eller udenfor højsæsonen)?
Ja, det er jo meget, meget individuelt, men mon ikke de fleste kan skrive under på, det kan være skønt med en pause og et skift midt i de grå måneder herhjemme? Og hvis det er i en periode, hvor både fly, ophold og oplevelser er noget billigere end i højsæsonen, så er det bare endnu en fjer i hatten.
Der er jo selvfølgelig ingen garantier, men det med priser giver lidt sig selv. Det er et spørgsmål om udbud og efterspørgsel. I og med at efterspørgslen ikke er så stor (endnu) til Tyrkiet om vinteren/udenfor sæsonen, er billetterne også dét billigere. Men udvalget er ikke helt så forfærdelig stort (i hvert fald ikke sammenlignet med om sommeren). Og når der ikke er så mange turister udenfor sæsonen, lægger det som regel også lidt en dæmper på priserne på eks. hoteller, museer og udflugter. Jeg har hørt om besparelser fra 20-80% ifht “normalen”. Eks har jeg lige kigget på et rigtig fint og moderne hotel inde i byen, til en lille tur i midt april . 500 kr endte jeg med for 2 personer i 2 dage ! Kan det gøres billigere?
Men den helt store gevinst er – set med mine øjne, at det er klart uden for sæsonen, at du for alvor lærer den rigtige tyrkiske kultur at kende. Der er ligesom lidt mere tid og plads blandt lokalbefolkningen, da der ikke er turister, der “fylder” i billedet. Og presset på byen ikke er ligeså stort som i højsæsonen. Kulturen bliver ligesom mere synlig, når det ikke er blandet med alt mulig hurlumhej og krumspring for og fra turisterne. Folk har mere tid, viser de små vaner og rutiner, som livet også består af. Og det er noget vi travle europæere kan lære en hel del af – at komme ned i tempo. Selv byen kommer mærkbart ned i et andet tempo, og det er virkelig, virkelig rart. Ja nærmest helt befriende. Jeg elsker absolut at komme til Tyrkiet i eks. marts/april og oktober/november. Så mine varmeste anbefalinger til en hurtig smuttur eller et lidt længere ophold.
Når vejret er med
Hvis du er til aktiv ferie er det oplagt at lægge ferien udenfor højsæsonen. Temperaturerne er dét lavere, så man kan bedre holde ud at lave noget (især i Antalya og på resten af Sydkysten, hvor sommeren ofte er al for varm). Men selv i Istanbul kan det også være meget rart. Der er bare lidt bedre plads til eks. hiking, bjergbestigning, kigge på nogle af de mange gamle ruiner (som eks. Termessos, hvilket jeg ikke kan anbefale at besøge midt i den varme sommerperiode), cykelferie, yogaferie osv.
Hvis du er til ski foregår det jo naturligvis også udenfor højsæsonen. For ja, det er muligt at stå på ski i Tyrkiet. Og endda på ret så fine steder. Faktisk findes der ca 21. skisportssteder rundt om i Tyrkiet. Der er eks. et fint sted ved Uludag – tæt på Istanbul eller Saklikent, tæt på Antalya. Hvor mange steder er der måske mulighed for at stå på ski den ene dag og shoppe i en af verdens største byer eller bade ved stranden den næste dag? Joo, alle prognoser siger, at vintersport i Tyrkiet kun er i sin spæde start.
Oplevelser udenfor højsæsonen
Man skulle ikke tro det, men selv maden og drikkevarerne ændrer sig også en smule med årstiderne – ganske som vi kender det herhjemmefra. Om vinteren har du eks. mulighed for at smage på nogle af de varme drikke som eks. Salep – som jeg har skrevet om her eller den populære dessert Asure, der mest af alt minder om budding.
Og endelig er der alle de tyrkiske bade – hamam – som landet er så kendt for. Det er virkelig en oplevelse i sig selv. Jeg tror, at jeg havde rejst til Tyrkiet 20-25 gange før jeg endelig prøvede et ægte tyrkisk hamam. Jeg havde en ide om, at det skulle være i et af de ældste hamam i Istanbul, hvis det skulle være. Og sådan blev det. Så jeg har aldrig været i hamam i Antalya, men det er på to-do listen på min næste tur udenfor højsæsonen. (På en eller anden måde er det bare ikke lige så fedt at blive skrubbet og skuret, når man enten prøver at få farve eller har en krop, der har ristet lidt i solen. Så sommeren er udelukket for mit vedkommende). Men det er en oplagt ting at prøve, hvis man har mulighed for det.
Så ja, her er nogle af alle mine bud på, hvorfor du bare skal se at komme afsted og jo før jo bedre. Vejret er ret sikkert med dig og det er bare om at nå det inden alle de andre turister opdager, hvor fedt der er på andre tider af året end sommeren. Jeg har endda hørt at julen skulle være ganske speciel på disse breddegrader.