Selvom mange turister igen tør rejse til Tyrkiet, og man oplever øget efterspørgsel på fly og hoteller, holder langt de fleste sig mest til at rejse i sommermånederne. Juni, juli og august er de absolutte mest populære måneder. Men heldigvis får flere og flere øjnene op for “yder-månederne” som april og maj, samt september, oktober og november, hvor vejret stadig er rigtig dejligt sammenlignet med vores nordlige breddegrader og der er mulighed for at bade og se flere ting end om sommeren.
Jeg bliver tit spurgt om, hvilke måneder jeg anbefaler, at man rejser derned. Og det er egentlig lidt svært at sige, for det kommer jo an på hvad ens forventninger er. Jeg synes jo at hele året kan være dejligt dernede og alle tidspunkter har deres helt egen charme.
Oplevelser i Antalya:
Så her kommer nogle foreslag til, hvad du skal rejse efter i de forskellige måneder. Jeg har tidligere lavet artikler om hvad du skal se i Antalya, om museer, attraktioner og hvad du skal køre efter, hvis du skal en tur ud af byen. Så her kommer en oversigt over de forskellige måneder og hvad der sker af specielle ting inde i byen – hvis nu du skulle overveje at tage derned for at se eksempelvis kunst og kultur festivalen, film festivalen, tour de Tyrkiet, Maraton osv.. Eller bare rigtig gerne vil smage en helt friskpresset granatæble juice, spise de specielle grønne mandler, se forårsblomsterne blomstre eller hvad det nu kan være.
Listen med begivenhederne er ikke fyldestgørende, men mange finder sted på nogenlunde samme tidspunkt hvert år. Så min liste er mere ment som inspiration og en guideline til aktiviteter og oplevelser, og hvad der sker af større events i byen (sammen med vigtige helligdage som eks. Bayram – fastemåneden).
Årskalender:
Januar, februar og marts: Disse måneder er nok dér på hele året, hvor der sker aller mindst i Antalya. Vejret er kan være ganske udmærket, men skiftende, så udendørsaktiviteter er altid lidt af et sats. Det mest oplagte i disse måneder er helt klar at tage på skiferie til Saklikent (eller til et af de andre store resorts i landet) og nyde den fine sne og det smukke landskab.
I vintermånederne kan du få flere specielle varme drikke som Salep og Boza, helt friskpresset appelsin eller granatæble juice eller bare nyde frugterne friske fra træet. Det er slet ikke så tosset.
Det er samtidig i starten af marts, at der er det store maraton løb Runatolia i Antalya. Det har været der siden 2005 og vokser sig større og større for hvert år med pt. ca. 10000 løbere årligt. Der er også flere andre løb i løbet som eks. børneløb, stiletløb, halv-maraton og 10 km løb. Selvom man ikke løber tror jeg, at det kunne være super sjovt at være dernede og bare opleve stemningen og de mange arrangementer. Du kan læse mere om det her.
Forår:
April er der hvor alt begynder at tage fat. Forårsblomsterne pipler op (nogle allerede i slut februar/marts) og fylder luften med duft og farver, cykelløbet Tour of Turkey slår som regel et smut forbi Antalya – i år fra 16.-21. april. De første svømmeture i havet bliver muligt ( i hvert fald hvis man er kuldeskær som jeg), vejret svinger stadig men plejer at byde på mange varme dage over 25 grader. De populære grønne blommer (erik) og mandler (bardem) kommer frem og nydes i stor stil (men nok mest af de lokale).
April er også måneden at kigge på fugle i Tyrkiet, da mange forskellige fugle er på træk mellem Afrika og Europa og gør holdt her. Trekking og hiking i Taurus- bjergene eller ad den ur gamle Lykia vej langs kysten er også populært. Antalya byder på kor festival fra d. 11-15 og d. 23. april er børnenes dag og bliver fejret i hele Tyrkiet med koncerter, dans og leg i gaderne.
Maj og juni er månederne, hvor varmen endnu ikke har maksimalt fat. Så det er her at man med fordel kan udforske bjergene, skovene, de arkæologiske udgravninger eller bare nyde strandene, der endnu ikke er helt overbefolket. De klistrede is (med tilhørende show), som man kan købe på gaden og den kolde drik Ayran kommer frem igen og udelivet nydes i fulde drag. Thermal badene i Pamukkale kan anbefales på denne årstid.
D. 19 maj er det dagen for unge og sport er bliver fejret med begivenheder overalt. I år er Bayram/ Ramadanen fra d. 5 maj til d. 4 juni og det er her at en hel del tyrker faster (og restauranterne er fyldte om aftenen). De sidste 3 dage i Ramadanen slutter med Sukkerfesten (fra d. 1-3. juni), hvor børnene får slik og gaver. I maj måned holder Antalya også Sunsplash festivalen på Hillside Su hotel med dj’s og alle musik-arter lige fra jazz til elektro til klassisk.
Sommer i Antalya:
Juli, august og september er de store rejsemåneder, hvor der er mange turister, både indenrigs- og udenrigs. Der kan være ulidelig varmt i Antalya med årlige skrovbrande til følge. Vandet er det varmest på året – ofte omkring 27 grader. Fra juni til september er der opera og ballet festival i Aspendos – det antikke teater en smule udenfor byen. Jeg har desværre aldrig oplevet det, men hører fra alle, at det er et must – så hermed er rådet givet videre. Jazz festivalen er samme sted i hele juli. I Side er der for 11. gang kultur og kunst festival fra 23 juli til 17. sept.
I slutningen af august (d. 30.) fejrens slutningen på Uafhængighedskrigen (1919-23), igen med festivitas i gaderne. Kurban Bayrami, offerfesten ligger i år fra d. 11 -14 august. Det er her at man ofrer et lam og giver det til de fattige i nærmiljøet. Friske figner og tørrede frugter har deres højsæson her og der dufter tit fra tagterrasserne, hvor forrådet til eget forbrug tørres. Så der er masser af oplevelser i sommermånederne.
Efterår og vinter:
I Oktober og November begynder varmen at blive tålelig igen. Paragliding og Kiteboarding er populært fra april til oktober, Trekking er igen populært. Den store Golden Orange Film Festival løber af stablen i Antalya og bliver mere og mere populær også internationalt. Antalya’s Statsopera og ballet åbner for sæsonen frem til juni, Republikkens dag, Cumhürriyet Bayrami, fejres i stor stil fra d. 28-29 oktober.
Vindruerne høstes og de første vinsmagning begynder (læs om mit besøg hos Lykia Wine her).
Ski-sæsonen starter igen i December måned, ligesom du kan se de hvirvlende Dervisher i Konya frem til d. 17. og fejre julemanden i Myrra (selvom begge dele er lidt vel langt fra Antalya). Den internationale folk musik og danse-festival for amatører og professionelle finder sted fra august til januar. De fantastiske appelsiner, som Antalya er stor-producent af (læs mere om Antalya og appelsinerne her) begynder at komme frem. Oplevelser og arrangementer er der ikke helt så mange af. Men hvis du er heldig, kan du sikkert finde et vaskeægte julemarked et sted. Jeg har dog ikke været dernede i mange år i Dec., så lige her kan jeg ikke rigtig komme med tips.