bazaar 2Måske er du en af de heldige, der gennem hele dit liv har rejst meget, set meget og prøvet meget. Det er jeg desværre ikke. Eller det vil sige – det var jeg ikke frem til jeg mødte min mand for snart mange år siden. Jeg rejste sjældent i min barndom og var “kun” på køre-ferie rundt om i Danmark og Europa. Selvom jeg sætter virkelig stor pris på dette, var det at tage et fly og komme laaaangt væk til en helt anden kultur en kæmpe stor drøm for mig. Man må sige at jeg kom til at udleve den drøm, da jeg mødte min mand Dennis. Godt nok har vi primært rejst i Tyrkiet, men jeg klager ikke – vi har været der så tit at det er vores andet hjemland og vi vil ikke kunne undvære det.antalya-bazaar

Jeg var formodentlig super nem at imponere, da ALT nærmest per definition er nyt og anderledes, når man kommer til Tyrkiet for 1. gang – lyde, dufte, smage, indtryk. Men jeg glemmer aldrig 1. gang jeg så et marked – en af de rigtige bazaar langs vejen inde i byen. Du kender dem sikkert som et af de der markeder, hvor der primært bliver solgt frugt og grønt, men også alt fra dej (ja du læste rigtigt) til krydderier, til fisk, til legetøjsbiler, tøj, rengøringsartikler og køkkenredskaber og meget, meget mere. Sikken en festbombe der eksplodere lige der midt på gaden – et leben af handlende med deres trækvogne og indkøbsposer, børn der løber og leger og plager forældrene om nyt legetøj, tvære mænd og teenagere, der tvinges med for at agere pakæsler, kvinder der vender og drejer hver enkelt varer og kigger kritisk på ugens indkøb, turister der kigger med store øjne og tager billeder af alle de flotte opstillinger af frugter, nødder og krydderier og sælgerne der råbende gør opmærksom på netop deres fine varer og gode priser og som venligt tilbyder lækre smagsprøver, hvis du virker bare den mindste smule interesseret.Liman-Pazar-21 apartment turkey

Som du måske kan fornemme, virker det ganske overvældende og er på nippet til at tage pusten fra en. Det gjorde det i hvert fald for mig. Jeg havde aldrig oplevet noget lignende. Senere har jeg oplevet madmarkeder mange steder – både i ind og udland, men jeg har stadig ikke oplevet et sted, der slår de tyrkiske bazarer.bazaar 5

Det første marked jeg oplevede, var lige ud for det hotel vi boede på midt i byen. Aftenen før var der stille og fredeligt i gaden og morgenen efter vågnede man tidligt af dyttende horn, skramlende kasser og den sagte summen fra arbejdende mennesker. Flere gader i bymidten var inddraget og der var boder på begge sider af den smalle vej, behørigt inddelt i temaer, så man “næsten” kunne pejle sig ind på de steder man skulle hen, hvis ikke man som os bare var turist og måbende gik rundt på må og få. Jeg har også været på nogle af de små landsby-bazaarer i bjergene, hvor udvalget af gammeldags pludder-bukser og tørklæder var stort, hvor alle kender alle og kigger lidt efter dig, fordi de ikke kender dig.

bazaar muratpasaJeg ved ikke, om netop dén bazaar  i Antalya bymidte stadig er der. I de sidste mange år er vi kommet fast i en stor overdækket bazaar i den anden ende af byen, hvor vi oftest lejer en lejlighed. Bazaren hedder Liman Pazar Yeri og ligger mellem den store strand Konyaalti og den store industrihavn. Det er en af de største bazarer i Antalya og der er et kæmpe udbud af varer. Selvom jeg er kommet der tit, bliver jeg stadig ganske overvældet af mængderne, farverne og alle menneskene. På denne bazaar vil jeg vove den påstand, at man kan få alt, og vi handler der tit, når vi er på ferie i lejligheden. De har åbent hver mandag året rundt. Selvom det ikke er det oplagte turistmål, vil jeg klart anbefale dig at tage i en bazaar, hvis der er en i nærheden. Nogle bazaarer er permanente (og de har mere indtryk af at være til for turisterne end for den almene befolkning). Det er ikke sådan en jeg taler om, men en af dem der popper op den ene dag og er væk samme aften. Dé er rigtig spændende og vil vise dig en bid af det rigtige Tyrkiet. Nogle af dem er langs gaderne og nogle i store åbne, men overdækkede haller, der i ugens øvrige dage fungerer som parkeringspladser. Spørg evt på hotellet, hvor og hvornår der kommer et i nærheden af dig (men spørg efter dem, der flytter, for ellers henviser de dig måske bare til en af de permanente, som de samarbejder med). Eller bare følg lyden … du skal nok finde det.

Ikke alle bazaarer er ens og det afhænger meget af, i hvilken egn du handler i, og om det er i byen, på landet eller i bjergene. Selvfølgelig er der en hel del varer til fælles, men på nogle bazaarer kan du også købe dyr, blomster, tæpper og div. redskaber. Generelt har de åbent fra kl 06 til omkring kl 18 eller til solen går ned og det er små mere eller mindre private sælgere, der kører ind fra oplandet, for at sælge deres friske varer. Varerne bliver billigere oppe af dagen i takt med, at de bliver mindre diske (selvom det på ingen måde kan kaldes dyrt, så kom gerne først på dagen, hvor der heller ikke er så varmt). Hvis du er så heldig at have lejet en lejlighed dernede,vil jeg anbefale dig at handle ind sådan et sted. Du skal ikke regne med at de kan engelsk, men priserne står på skiltene ud for varerne, så det er rimelig nemt at finde ud af og desuden er tyrkerne fænomenale til at lave fagter og gøre sig forståelige. Så I skal nok finde ud af det. Bare husk, at det meste regnes i kilopris (men du kan selvfølgelig få mindre). Vi handler som regel ind til til morgenmad og frokost her to gange om ugen, og selvfølgelig alt hvad der hedder frugt og grønt (aftensmad gider jeg som regel ikke at lave, da det er meget sjovere at gå ud og spise og ikke koster alverden). Selvom du kun mangler lidt frugt på hotelværelset, til strandturen eller picnicen, så und dig selv at handle her – det er en ret sjov oplevelse og et herligt afbræk også for børnene. Mine børn har dog efterhånden lært, at legetøjet man kan købe her, ligner det rigtige, men er af Kina-kvalitet (dvs ikke så holdbart) – bare så de ikke bliver skuffet over den nye yndlings-helikopter, der kun holder så langt som ferien.Liman-Pazar-7 apartment turkey

Et par af billederne har jeg med tilladelse lånt fra Apartment-turkey.com.

Gå evt ind på Google Maps og indtast “Liman Mahallesi Kapali Pazar ve spor alani”, så finder du den store bazaar. Eller tryk evt her.