Det er ret sjovt med tyrkisk mad, som nu den her bønneret Barbunya. Selvom det er så moderne og meget oppe i tiden, at man skal have politisk korrekte kødfrie dage og at det nærmest er en smule hipt at forsøge sig med det veganske køkken, så har det faktisk fungeret i Tyrkiet i årevis. Ja nærmest i århundreder har der været tradition for at bruge mange grøntsager og kun lidt kød i madlavningen. Så der er egentlig ikke så meget nyt, trendy og hokus-pokus der.
Måske er det også derfor, at de fleste retter faktisk fungerer rigtig godt. Der bliver ikke brugt mange krydderier eller underlige ingredienser for at det skal smage af noget. Smage rigtigt. Nærmest modsat. Og helst så få, simple og friske ingredienser som muligt. Og så er det retter man kender. Retter der har udviklet sig igennem de sidste århundreder (mange tyrkiske retter stammer jo fra det osmanniske køkken, der rundt regnet er ca 500 år gammelt).
Så det er ting der er prøvet, gennemtestet og fint justeret, så smagene står så klart og enkelt frem i al sin helhed. Og meget af det helt uden brug af kød.
Vegetarisk og vegansk mad og ingen kød:
Men tyrkerne lever ikke nærmest vegetarisk ud fra et holistisk sundhedsperspektiv, men primært ud fra ren og skær økonomi. Kød er rasende dyrt i Tyrkiet. Som i virkelig dyrt, hvis man sammenligner med lønningerne og danske priser. Så naturligvis må man finde erstatninger, der mætter og tilfører lige så mange næringsstoffer, som kødet. Og det er her at bønner og linser kommer ind i stor stil. (Men stik en tyrker en stor bøf og de vil som regel elske det ik svigerfar 😉 ).
Barbunya er en af de retter, som jeg er helt pjattet med – faktisk er alle herhjemme rimelig glad for denne bønneret (selv min søn der generelt ikke er pjattet med bønner). Den er ganske simpelt og består af ganske få ingredienser: bønner, tomater, gulerødder, løg og hvidløg. Pænt nemt ik?
Som du sikkert allerede har luret, så elsker jeg retter, der kan laves i god tid, holde et par dage og bruges til det meste. Og netop sådan er den her Barbunya. Den passer lige fint om du spiser bøf eller fisk til den eller om du bruger den som en mættende frokost. Men det gør sig egentlig gældende for mange af de retter, som man bruger til den tyrkiske Meze. De er gode selvstændigt og sammen med alt muligt.
Baked beans og Tyrkiet:
Når jeg tænker på Barbunya, så tænker jeg lidt på det, som det tyrkiske svar på de engelske “baked beans”. Altså bønner der er “bagte” (eller kogte) i en lidt sød tomatsovs. Det tror jeg beskriver det meget godt, for de fleste kender til baked beans.
Man bruger nogle lidt specielle bønner til retten her. På tyrkisk hedder de bare “barbunya”, men andre steder bliver de kaldt borlotti-bønner. De skal være enten spættede eller lidt brune i det, men eks. pinto, kidneybønner og kikærter kan også bruges.
Jeg koger dem altid selv, for sådan synes jeg, at de får den bedste smag. Men du kan også vælge at bruge dem fra dåse. De skal bare først i, i de sidste 5 minutter, mens retten simrer, for ikke at koge helt til mos.
Start en dag eller to før:
Barbunya er egentlig bedst, hvis du laver den en dag eller to før du skal bruge den. På den måde kan smagen nå at trække og du får klart det bedste resultat. Men andet kan altså også gøre det, så fortvil ikke, hvis du er kommet lidt sent i gang.
Opskriften her er min måde at lave den på. Du vil helt sikkert opleve mange andre varianter i Tyrkiet afhængig af region og hvor du rejser. Men i bund og grund er de ret ens. Nogle bruger hvidløg, andre ikke. Nogle drysser en smule citronsaft over til sidst, som jeg, andre gør det ikke.
Men prøv dig frem – det er slet ikke så tosset.
Du kan se denne artikel på engelsk / Read this article in English here
Barbunya - tyrkisk bønneret som baked beans
Ingredienser
- 350 gram Barbunyabønner eller Borlotti
- 1 stort løg, finthakket
- 2 mellem gulerødder, skåret i små tern
- 1-2 fed hvidløg, skåret i fine tern
- 1 dåse hakkede tomater, eller 400 gram bøftomater skåret i tern
- 2 tsk sukker
- 5 spsk olivenolie
- 5 dl vand
- 1 citron
- evt- 1 stor kartoffel skåret i passende tern
- evt lidt finthakket persille
- salt og peber
Sådan gør du
- 1: Udblød bønnerne i vand natten over (eller mindst i 8 timer)2: hæld vandet fra, kom nyt i og kog bønnerne møre på mellemste blus (men med bid i) i ca 25-30 minutter. Kom et et laurbærblad i vandet mens det koger. Hæld vandet fra3: Varm olien og sauter løgene i 2-3 minutter4: kom gulerødderne og hvidløg (og evt kartofler i) og og lad det stege i yderligere et par minutter5: Kom nu tomat, sukker, salt og peber ved og bland det godt sammen6: Kom bønnerne i sammen med vandet og kog kort op. Læg låget på klem og skru derefter ned på laveste blus. Det skal små-koge i ca 30 minutter (bruger du bønner fra dåse skal retten kun lige koge i ca 5 minutter)7: Lad retten køle af ved stuetemperatur og sæt i køleskabet, hvis den skal bruges senere. Den skal stå og trække i min. 3-4 timer inden brug.8: Kom lidt citronsaft over eller bare lidt skiver ved siden af. Drys evt. lidt hakket persille over.9: Server enten koldt eller ved stuetemperatur til meze og frokost. Kan også serveres varmt, hvis du bruger barbunya som hovedret sammen med ris.