Måske har du læst med i det første indlæg om vores bloggertur til Termessos part 1? Her fik du vores historie om vores bloggermøde, turen op til bjerget og de lidt mere praktiske informationer omkring Termessos og National parken med åbningstider, priser osv.
Allerede på vej op mod Termessos fornemmer man, at det er noget helt særligt. Dels grundet de imponerende bjerge og det ufremkommelige terræn, og dels fordi der er rester af flere antikke bygninger langs med den 9 km. lange vej op ad bjerget. Ved den store p-plads bliver man mødt af porten på det første tempel – opført til ære for Artemis (græsk gudinde) og Hadrian (ham der også byggede de 3 porte ind til Antalya’s gamle bydel). Det er kun porten der stadig står – resten af bygningen ligger desværre i fuldstændig ruiner. Det ligner nærmest at en kæmpe har kastet rundt med stenene (og det er måske ikke helt af vejen – de 2 store jordskælv, der officielt ødelagde byen, taget i betragtning). Rundt omkring kan man se rester af gravkamre og vandcisterner – også langt oppe ad klipperne.
God kondi:
Lad det være sagt med det samme. En tur til Termessos kræver virkelig godt fodtøj, vand, tålmodighed og frem for alt en ok kondi. Det går OP AD – virkelig meget. Vi havde også ret stor glæde af lige at få fyldt sukkerdepoterne (dvs chokolade) , da vi nåede op til toppen. Bare som en slags undskyldning.
Vi kom i hvert fald på lidt af en prøve og fik klaret dagens træning op ad bjergsiden. Iflg GPS’en svarede det til, at vi havde gået op til 28. sal !! Stien er snoet og ujævn og fyldt med sten. Heldigvis havde vi kun et mindre uheld, men man skal være lidt varsom.
Heldigvis er der placeret flere små bænke, meget strategisk på vej der op. Alle med en skøn udsigt.
Termessos by:
Hele bebyggelsen rummer mange forskellige bygninger, der er spredt ud over et kæmpe areal. Lige fra de første ydre bymure og Hadrian-templet nede ved parkeringspladsen til utallige gravkamre, yderligere 5 templer, kæmpe store vand-cisterner, akvadukter, et gymnasie, en handelsplads, de indre bymure, et stort imponerende hamam/bade-anstalt og et endnu mere imponerende teater længere oppe ad bjerget.
Gravkamrene var kun for byens vigtigste mænd – andre indbyggere var forvist til mindre pompøse steder. Vi var desværre ikke rundt på hele pladsen, da vejret truede med at sende regnbyger ned over os. Men noget af det, der imponerede mig aller mest, var nok den store hamam-bygning, der lå som en kæmpe majestætisk mastodont midt i det hele. Selvom den på ingen måde er udgravet og på det nærmeste er overgroet med krat og buskads, kunne man tydelig fornemme, hvor stor den var og hvor smuk den engang må have været. Vi klatrede lidt rundt på ruinerne og kunne se, at der under bygningen også have været en lige så stor under-etage. Ret så imponerende, at man kunne bygge sådan noget dengang – og endda så højt oppe i bjergene.
Teorien er, at der allerede dengang var slaver til at bygge og slæbe de store marmor og travertin sten fra de nærliggende stenbrud,. Noget de senere Romere, der herskede i omegnen, var så berygtede for.
Zeus og teatret:
Får man endelig kæmpet sig vej op til det store smukke teater, kan man ikke undgå at blive imponeret – både over sig selv og sin præstation som bjergged og ikke mindst over den betagende panorama-udsigt over bjergene, der simpelthen tager vejret fra en. På en god dag (og det havde vi) kan man se de ca. 35 km ned til Antalya, se byen og Middelhavet mellem to bjerge. Dét var ret vild.
Om dét var Zeus, der hørte os ved jeg ikke (men det tror jeg, for vi spurgte ham på vej op). Selvom regnvejret havde truet på hele turen fra Antalya, brød solen frem netop som vi kom op til teatret. Kan man føle sig mere heldig? De oprindelige beboere kaldte sig “Solymi” efter den antikke gud Solymeus – også identificeret som Zeus (der er fundet flere mønter på stedet med billeder af Zeus). Så det var ikke helt forkert, at han måske havde en finger med i spillet hos vejr-guderne.
Selve teatret er et af de bedst bevarede antikke teatre i verden (ligesom Aspendos der ligger på den anden side af Antalya). Her var plads til ca. 4200 tilskuere, der formentlig kunne se på dyrekampe og høre recitering af digte og genfortællinger af den græske mytologi (det var forøvrigt helten Bellophon, der iflg Iliaden besejrede Termessos, ved at ride på den bevingede hest Pegasus hen over byen og kastede store klippesten ned, indtil indbyggerne overgav sig). Men teatret er noget så imponerende og storartet, så det skal man virkelig prioritere at se. Tror godt at vi kunne have fået lang tid til at gå med bare at udforske stedet her og gå op og ned af de velbevarede trapper. Bygningerne bag ved teatret er gået til, så hvis man kigger ud af scene-vinduet, kigger man direkte ned i afgrunden. Ret så skræmmende.
Husk madpakken:
Hvis man har madpakke med, er teatret stedet at sidde og nyde den. Dét ærgrede vi os en smule over (men chokolade gjorde det næsten lige så godt). Her kunne man altså godt lige bruge en time til at sidde og suge landskabet og den friske luft til sig. Mindfulness er der vist nogen der kalder det.
Bag ved teatret ligger den store markedsplads – der er ikke så meget at se andet end et stort grønt areal, hvor der har været boder, optrædende osv. Hvor må det have været et betagende syn.
Indianer Jonas:
På turen rundt på terrænet kom vi også til nogle store vand-reservoir, der heldigvis var overdækket med et solidt jerngitter. Det ene sted var der 5 “huller” i jorden,, hvor der nedenunder var bygget kæmpestore hulrum med murstens-vægge og med tværgående bjælker som afstivning (eller måske har der siddet en form for hjul til at trække vandet op var vores teori). Det var lidt uhyggeligt at kigge ned i dem, men man kunne ikke undgå at være nysgerrig og føle sig lidt Indiana Jones-agtig, når man sådan var på udforskning.
Behøver jeg at sige, at turen ned gik noget nemmere end turen op (bortset fra et enkelt fald-stunt). Vi var noget trætte, da vi endelig nåede vores bil. Dog ikke mere trætte end at vi – når nu vi alligevel var på vej, besluttede os for at besøge den nærliggende Karain grotte, som egentlig er en drypstenshule. Dén skal jeg nok skrive nærmere om en anden gang.
