Uuh, nu gør jeg noget, som jeg ikke rigtigt har gjort før. Kommer med en opskrift på bloggen, der ikke rigtig er tyrkisk, men alligevel …. Dvs falafel er bestemt noget man spiser i Tyrkiet og ofte kan finde rundt omkring på de forskellige restauranter. Især som street-food på gaden. Men falafel har ikke tyrkisk oprindelse og hører derfor som sådan ikke rigtig med til det tyrkiske køkken. Dog er kikærter meget populære og et billigt alternativ til eks. kød, så derfor har falafler gennem tiden fundet indpas og er blevet både populære og elsket i landet. Men for mange udefrakommende, hører de her kikærte-frikadeller sammen med Tyrkiet. Og derfor får du nu en opskrift på dem.
Jeg tror, at falafel er sådan en ting, som man enten elsker eller hader. Jeg har ihvertfald ikke mødt så mange, der ligger lige midt imellem. Jeg hører til en af dem, der virkelig elsker dem. De her små, saftige, smagfulde, stegte kikærteboller (ja, hvad skal man kalde dem) er virkelig skønne efter min mening og kan bruges til flere forskellige ting.
Det mest klassiske er selvfølgelig som fyld i pitabrød sammen med salat, agurkeskiver og cremefraiche dressing. Men de er også ret så gode i eks. en burger, som kødboller sammen med pasta, sammen med en god salat, på en rugbrødsmad, bare som en hånd-frikadelle osv. osv. Vi spiser dem primært derhjemme som aftensmad. Til gengæld sørger jeg altid for at lave tilstrækkelig mange, så der er nok til frokost til i hvert fald dagen efter. Om de er varme eller kolde gør mig ikke alverden (selvom de selvfølgelig er bedst helt nystegte og sprøde).
Falafel og Tyrkiet:
Jeg har tit oplevet, at folk mente, at jeg måtte da have en rigtig god opskrift på falafel, når nu min mand er fra Tyrkiet. Nej må jeg så sige (eller i hvert fald indtil nu), for det er ikke rigtig tyrkisk. Det er nærmere i Nordafrika og i Mellemøsten, at man støder på dem. I Israel er det nærmest en slags national-spise og diskussionen går højt, når snakken falder på, hvor falafel stammer fra. Det gamle Egypten siger de fleste dog.
Men falafel er under alle omstændigheder vældig populært og har efterhånden spredt sig til det meste af verden. Og det er da også en super nem, god og praktisk street-food, man lige kan have med på farten. Og så er de sunde, billige og rige på mættende proteiner. Det adder lidt til populariteten både hos vegetarer og alle andre, der gerne vil spare lidt på kødet af forskellige årsager, eller bare variere deres kost en smule. Det er dog ikke alle steder, at man får cremefraiche-dressing som i Danmark. I Mellemøsten og Nordafrika (og Tyrkiet) bruger man forskellige versioner af tahin-dressing, så der kommer en mere rund og nødde-agtig smag til. Jeg kan nu ret godt lide sådan en lidt salt og syrlig dressing med en anelse hvidløg i, så jeg laver den ofte selv af eks. youghurt, mælk, hvidløg og mynte.
Nystegte falafler:
Desværre er det ikke så mange steder, at man får dem helt nystegte og hjemmelavede. Og det kan jeg egentlig godt forstå. For indrømmet – jeg har altid syntes, at det er en smule besværligt at lave falafel. I hvert fald indtil jeg fandt den rigtige opskrift. Men det har taget mange, mange forsøg at nå dertil. For øv hvor er det bare irriterende, når man lige tror at man har en fin og god fars, og den så falder fra hinanden nede i gryden. Der er sjældent noget der kan gøre mig mere irriteret end det.
Men når man først har den rigtige opskrift er det slet ikke svært overhovedet. Tværtimod. Det er super let lige at røre sammen. Så bliver det mest besværlige nærmest, hvad man skal gøre af olien efterfølgende, som man brugte til at stege i. Nogle vælger selvfølgelig at stege falaflerne i ovnen, men i min verden går noget af charmen altså af. De bliver ikke helt så gode, som når de friture steges. Men ja, falaflerne optager en hel del fedt, når de bliver friture stegt og igen, så har man jo selvfølgelig ikke olien efterfølgende, som man skal bortskaffe.
Når du laver falafler er det virkelig vigtigt, at kikærterne ikke koges inden brug, da det får dem til at falde fra hinanden, når du skal stege dem. Du må derfor heller ikke bruge kikærter fra dåse (da de er kogte). Tilsæt evt 1 spsk bagepulver til vandet, når du udbløder kikærterne natten over. Det ændrer overfladen på dem og får dem til at hænge bedre sammen (et gammelt råd jeg fik af en ven, hvis palæstinensiske mor altid gjorde dette).
Falafel - sprøde kikærte-frikadeller
Ingredienser
- 400 gram tørrede kikærter, udblødt i vand natten over eller i mindst 8 timer. HUSK de må IKKE være fra dåse eller koges
- 1 bundt bredbladet persille
- 2 fed hvidløg
- 1 mellemstort løg
- 2-3 hele æg
- 3 tsk salt
- 4 tsk koriander
- 3-4 tsk spidskommen
- 1-2 tsk chili flager, "Pul biber"
- 3 spsk citronsaft
- 4 spsk rasp
- - evt havregryn eller loppefrøskaller
- ½ liter solsikkeolie eller anden smagsneutral olie
Til dressing:
- ca. 1 dl youghurt
- mælk, til konsistensen er passende flydende
- ca ½ tsk tørret pebermynte
- 1/4 tsk spidskommen
- ½ fed hvidløg, finthakket
- salt og peber
Sådan gør du
- Lav dressingen:1: Bland alle ingredienserne sammen og juster konsistensen med mælk. Dressingen skal være meget mild, cremet og saltet uden en voldsom smag af hvidløg.2: sæt i køleskabet indtil du skal bruge dressingen, så den holder sig kold
Falafel
- 1: Udblød kikærterne i vand natten over eller i mindst 8 timer. Hæld derefter vandet fra og skyl dem. De må IKKE koges! 2: Blend alle ingredienserne sammen i en foodprocessor eller lign. (ikke olien). Sørg for en ensartet masse.3: Form farsen til små runde kugler eller til lidt mere flade runde boller.4: Opvarm olien og tjek at temperaturen er rigtig med en lille tændstik eller lign. Olien er varm nok når der kommer små bobler op langs med pinden.5: Steg frikadellerne lidt ad gangen til de er gyldenbrune - det tager ca. et minut afhængig af oliens temperatur og mængden af falafler. Vend dem forsigtigt undervejs.6: Lad dem dryppe af på fedtsugende papir7: Server dem evt sammen med ristet pita-brød, salat, agurker, løg og den gode dressing.
Noter
- tilsæt evt lidt havregryn eller loppefrøskaller (hvis du har det), hvis farsen bliver for våd. Er den for våd kan du ikke forme og stege bollerne og de vil falde fulstændig fra hinanden.
- husk igen - det er VIGTIGT at kikærterne ikke bliver kogt (eller er fra dåse). Det vil ødelægge farsen fuldstændig, så den ikke kan hænge sammen, når du steget dem. Kikærterne skal bare blødes ud i vand og blendes.
- Nogle påstår at have god gavn af at tilsætte bagepulver sammen med kikærterne, når de skal udblødes i vand. Det skulle gøre sådan, at kikærterne får en anden overflade og bedre hænger sammen. Det er dog ikke altid jeg gør det og de bliver gode og sammenhængende alligevel.
Den bedste opskrift jeg har prøvet er denne her https://7opskrifter.dk/opskrift/original-falafel-opskrift/
Men vil prøve jeres version i dag og se hvilken jeg bedst kan lide 🙂
Det bliver spændende … den anden opskrift ser også virkelig god ud og en meget omhyggelig gennemgang af “falaflens historie”. Spændende …
Jeg håber selvfølgelig, at du synes godt om mine også 🙂 Jeg ved at mange andre er glade for dem og endelig har fået slået “hul” på mysteriet med smuldrende falafler 🙂