Kender du det der med at man vågner, vejret er godt og man har bare lyst til en gåtur?? Sådan en god, lang hyggelig en, hvor vejret er dejligt, solen varmer lidt og man alligevel oplever en del ting undervejs.
Sådan har jeg det ret tid. Især når jeg er nede hos farfar (min svigerfar). Han bor lige udenfor Antalya – i en lille landsby, der hedder Duaci. Eller …. lille og lille er snart så meget sagt, for den vokser en del for hver gang vi kommer der. Men den forbliver stadig hyggelig at gå rundt i. Heldigvis.
Duaci Köyü er en lille landsby med nogle tusinde indbyggere (helt præcist 2318 i følge sidste optælling) og ligger ca 5 minutters kørsel fra udkanten af Antalya by (eller godt 12 minutter fra stranden og 20 fra indre by). Så det er den perfekte afstand/blanding mellem lille hyggelig landsby og kæmpe storby.
Da min svigerfar flyttede dertil for snart 15 år siden, var det en rigtig lille landsby, men siden da er der kommet både et fint supermarked, en skole, en bager, en masse nye kvarterer til osv.
Google Maps og bageren:
Og netop min faste gåtur til bageren elsker jeg bare, når jeg besøger ham (og min svigerfar simpelthen elsker godt bagerbrød. og hvad gør man ikke for at gøre sin svigerfar glad??).
Det er altid so so med at finde vej. For der er altid liige bygget noget nyt eller udvidet i en ny retning. Så det er lidt på lykke og fromme at jeg går. Og Google maps. For selv Google har også med årene fundet denne lille landsby (bare ikke de små stier, der ender blindt – og dem er der mange af). Sidst satte min svigerfar en større redningsaktion i gang, for jeg havde været væk i over 1½ time! For hvem går frivilligt i mere end 1 time i Tyrkiet? Stort set ingen (indfødte) kan jeg sige. Kun os turister. “For hvorfor gå, når man kan tage bilen” er noget alle tyrkere lærer fra barnsben – ikke mindst min mand 😀
Herhjemme går jeg tit med min hund – og meget gerne om morgenen. Og selvom jeg nyder det nok så meget og har en hel skov og marker til rådighed, så er det bare ik helt det samme.
Jeg synes jo selvfølgelig, at der er en masse anderledes ting at opleve, når jeg går rundt dernede. Måske fordi det ikke er hverdag og fordi jeg trods alt kommer så sjældent derned.
Og så noget med havelåger i Duaci:
Eksempelvis møder jeg tit et ældre ægtepar på mine gåture, der hver især hyrder deres får rundt i byen. Dem hilser jeg altid på og de stiller mere eller mindre beredvilligt op til billeder hver gang (og synes vist at jeg er en smule underlig, at jeg sådan går og tager billeder af dem og smiler stort imens).
Bageren er vist heller ikke meget anderledes. De griner også hver gang jeg kommer med mit kamera og inviterer mig gerne helt ind i bageriet, så jeg kan se den store ovn, hvor melet kommer ind henne, hvordan de bager, dufte til de skønne brød osv. De stiller mange spørgsmål og jeg forsøger at svare, så godt jeg nu kan. Men vi ender altid med at grine lidt af hinanden 🙂
Og så har jeg tilsyneladende en eller anden hemmelig passion for de tyrkiske metal-havelåger. Lidt ligesom de der plakater fra 90’erne med irske døre. Kan du huske dem?? Jeg tager altid utrolig mange billeder af havelågerne i alle mulige farver og former. Og i Duaci er der åbenbart høj status i at have en fin havelåge. For jeg har mange billeder af de forskellige. Mange.
Men det er også alle de mange blomster, de løsgående høns og kalkuner, der render rundt allevegne og kagler og slås. De store flotte figentræer, der har verdens mest saftige figner flere gange om året. De store imponerende bourgonvillaer i kradse cerise farver. Den sagte ringlen af fårenes klokker, når de i lange rækker går til markerne eller i skoven. Og ikke mindst fuglefløjtene og solen, der varmer så dejligt.
Alt det er med til at give dagen en god rolig start. Og så ikke mindst folks venlige hilsen og tempoet i byen. Stille og roligt og vi ser hvad dagen bringer.
Kan man få en bedre start på dagen?? God dag til alle
