Tænk sig – for en uge siden ved denne tid sad jeg i fred og ro nede hos Farfar og nød hvert minut i fulde drag. Ja, faktisk for kun 5 dage siden var vi dernede. Det er altid så surrealistisk, når man kommer hjem fra en ferie, at man for ikke så lang tid siden var i en helt anden verden. Sådan har jeg det i hvert fald. Som om man lige skal blinke med øjnene to gange for at finde ud af, hvor man egentlig er …

Så de første dage vi er i Tyrkiet, bruger jeg rigtig meget tid på at blinke med øjnene – so to speak 😉 For endelig, endelig, endelig er vi her. Nogle gange har turen været planlagt i halve år, andre gange kun i nogle måneder. Denne gang vidste vi det kun i 14 dage inden, så det var lidt en impulstur ovenpå en virkelig dårlig sommer herhjemme, meget arbejde osv osv.

Om at savne

Og frem for alt så savner vi virkelig at komme derned. Også selvom vi nogle gange (og sådan var det i år), siger til os selv at “… i år skal vi altså ikke derned. Vi skal ud og se verdenen, se nogle andre lande, vi skal blive derhjemme og nyde den danske sommer, lave noget på huset…” osv., osv.  Helt naturligt savner vi jo selvfølgelig farfar – det er aldrig sjovt at undvære en så central del af ens familie. Slet ikke for børnebørnene. Men vi savner også oplevelserne, at kunne gå ud og spise hver dag, hvis vi har lyst til det, solen og varmen ikke mindst, at kunne bade hver dag og vælge om det i dag skal være i havet eller i poolen og så meget, meget mere. Men mest af alt, så savner vi nok lydene, duftene og smagen af Tyrkiet.

Ja, det lyder nok lidt tosset, men det er altså sådan jeg bedst kan beskrive det. Men kender I ikke det der med, at der er noget, der bare er helt særegent for et eller andet sted? At der dufter på en speciel måde, at man falder ned i et andet tempo, når man er der?

DNA ?

Måske er det kun sådan, når man er kommet et sted igennem mange år. Når det ligesom kravler under huden på en og bliver til en del af ens DNA. Jeg nyder i hvert fald duften af solen, jorden, havet og varmen på en anden måde, når vi er i Tyrkiet. Duften af varm storby (som så ikke altid er den rareste duft afhængig af om byen og dens indbyggere har kogt i 45 grader om sommeren eller fyret med koks, når der kun er 15º om vinteren). Og på en eller anden måde, så generer alle de gøende hunde, der efterhånden er kommet oppe i landsbyen hos farfar , mig heller ikke lige så meget, som de vil gøre herhjemme. Eller de dyttende biler (som af en eller anden grund nærmest er stoppet med at dytte i år ???).

Farfar bor i en lille landsby, der hedder Duaci ca. 15. minutters kørsel inde fra Antalya by. Landsbyen ligger for foden af bjergene på et plateau lige ovenover millionbyen Antaya. Så her er ret så fredeligt, selvom landsbyen arbejder sig en lille smule større og større for hver gang vi er der.

Størrelsen har betydning

Jeg er ikke helt klar over, hvor mange indbyggere der lige pt er i Duaci köyu , men i hvert fald ganske få i forhold til de godt 1,8 mio, der ved sidste optælling befandt sig i Antalya by. Holy Moly det er mange!! Så vi nyder roen og freden ved at være i en lille moderne landsby tæt på storbyen. Noget som svigerfars to vindfangere virkelig er med til at understrege. Har du nogensinde opdaget, hvordan pulsen og åndedrættet går ned, når man lige så stille sidder i fred og ro i den varme brise og hører sådan to instrumenter (ja, hvad skal man kalde dem?) klimte lige så fint i vinden? Meget mere afslappende bliver det ikke (i byen ville lydene i hvert fald drukne i dyt og båt og råb).

Min svigerfars hus ligger direkte op og ned af en fredet skov. Er man heldig kan man her støde på både løse hunde, slanger, skorpioner og vildsvin (lyder spændende ik?). Min svigerfar har bidraget med høns til samlingen (de går lige uden for hans mur og finder ting og sager og bidrager med et æg i ny og næ). Om morgenen kan man høre hyrden føre gederne igennem skoven og ud til græsningsarealerne ikke langt derfra. Det er bare den hyggeligste lyd at høre dem vandre afsted med deres enkelte bræg og deres klokker. Så ved man ligesom, at man er i en anden verden langt hjemmefra.

Bare fred og ro:

Så noget af det jeg nyder allermest er at stå tidligt op og gå mig en tur helt alene i fred og ro – nogle gange tidligt nok til at se bjergene blive farvet helt lyserøde af solopgangen. Der er det somregel Yalla-manden, der vækker mig (aka muessinen der kalder til bøn). Det sker altid omkring kl 5 om morgenen, så ham kan man stole på. Det er dog ikke altid, at jeg hører ham, for at der bliver kaldt til bøn 5 gange om dagen, lægger jeg slet ikke mærke til længere. Det er ligesom gået ind på en hylde på harddisken, hvor der står …. lyde fra Tyrkiet…. . Og det er helt ok. Nu er de skrattende højtalere, bønnen og det gennemtrængende “BIIIP” bagefter, bare en del af det at være i mit andet hjemland.

Der er mange fordele ved at bo privat. En af dem er helt åbenlyst, at man oplever en anden fred og ro og rytme end man gør i et hektisk miljø på et hotel, hvor alle virker forhippet på at få den bedste liggestol, det mest friske mad fra de bugnende fade ved buffeten og i det hele taget den bedste ferie for de surt optjente penge.

Oppe hos farfar indgår man ligesom i hverdagen. Ja, han er pensionist, så der sker ikke så meget. Men så kan man følge lidt med i naboernes hverdag, når de irettesætter ungerne, når det skramler en smule fra køkkenet osv.

Og så kan man gå sig en tur. Gerne til den lokale bager om morgenen. I fred og ro. Helt alene.

Da jeg var alene afsted i foråret, gjorde jeg det et par gange. Og min svigerfar satte en større eftersøgning i gang for NU var jeg blevet væk. Slet ikke. Jeg nød bare turen og ligesom denne gang, skulle der tages billeder af de bugnende figentræer, de altid smukke oliventræer, når lyset filtrerer igennem deres støvede blade, slåskamp mellem de fritgående kalkuner, den gamle mand der sad med sin kone og vogtede ved deres to får, det altid forandrende landskab og de smukke bjerge, de mange kreative havelåger og ikke mindst af al aktiviteten ved byens travle bager.

Netop bageren er noget af det sjoveste at besøge. Jeg tror, at de efterhånden har vænnet sig til, at jeg lige pludselig dukker op med halve års mellemrum og tager billeder af dem. Jeg kan ikke just påstå, at vi for alvor kan gøre os forståelige med hinanden. Mit tyrkiske er simpelthen ikke godt nok. Men det går an. Og man kan jo altid smile og grine. De stiller sig altid beredvilligt op, jeg får taget mine billeder og det meste af landsbyen har noget af grine af frem til mit næste besøg, hvor pauseklovnen kommer og tager de samme mystiske billeder.

Ja, er der noget at sige til, at man kan savne at komme til Tyrkiet lidt oftere? Og nyde freden og roen?