Nogle gange kan det være sin sag at rejse med børn uanset om de er små eller store. Hver alder kræver noget forskelligt, så ofte handler det om at være opfindsom og nytænkende, når man skal afsted. Især med de lidt større børn. Hvor er de nu, hvad kan de være med til, have lyst til, interesserer sig for? Og gerne noget hvor hele familien kan hygge sig, slappe af og opleve noget.
Vi var så heldige, at vi kom i Antalya i en del år inden vi fik børn. Så vi fik oplevet det hele på vores betingelser og kendte byen nok til at vi var helt trygge, da vi så skulle til at rejse med vores børn (vores datter var 3 måneder, da hun var afsted 1. gang). Det gjorde det også en smule lettere fremadrettet, at vi havde været der så meget, fordi vi havde og nok stadig har lidt lettere ved hele tiden at finde på nye spændende ting at se eller lave eller “fiske en gammel kending” op af hatten. Så vi keder os aldrig selvom vi har kommet der i så uendelig mange år efterhånden.
Men det er egentlig ret sjovt at rejse med børn. Hver alder har sine udfordringer og charme og det er ret så forunderligt at opleve, hvordan perspektiverne ændrer sig al efter børnenes alder og funktionsniveau. At rejse med større børn (mine er pt 11 og snart 13 år) er noget helt andet end for bare 3 år siden, hvor aktiviteterne skulle være nogle andre.
Så jeg har samlet en lille guide til, hvad du kan/skal opleve på ferien til Antalya, hvis du rejser med større børn. Tidligere har jeg lavet en lignende guide, bare med de lidt mindre børn. Min erfaring siger mig, at jo ældre børnene bliver jo mere krævende bliver de også – på nogle områder (andre bliver selvfølgelig noget lettere). Tiden går ikke helt så let bare med at sidde i vandkanten som tidligere, så der skal ligesom nogle andre boller på suppen.
Så kig med her – måske kan du få et par ideer eller tre 🙂
Akvariet – det store nye akvarium, der blev bygget for nogle år siden tæt på Konyaalti stranden er stadig lige aktuel uanset alder. Det er et rigtig fint sted med store flotte akvarier, mange spændende fisk og flere sjove opgaver og udfordringer for børnene (opgaverne er dog mere for de mindste børn). Og som noget ekstra er der en reptil samling og en stor haj-tunnel, så man kan få sig et lille gys.
Der er ikke mange børn – små som større, der ikke bryder sig om vandland. Kombinationen af vand, varme og rutchebaner er bare altid godt. Og i Antalya er der flere vandlande at gøre godt med. Der er et stort vandland nede ved Konyaalti stranden (lige overfor akvariet stort set), et ved Lara stranden og et nyt stort og fint et lidt længere ude af byen (forbi lufthavnen nær bydelen Belek). Land of Legends som stedet hedder er et kæmpe foretagende med bølgebassiner, springvand, infinity pool, rafting, rutchebaner, hajudstilling, muligheder for at dykke og svømme med delfiner, underholdning og meget, meget mere. Men advaret det er ret dyrt i fht de andre vandlande !
Og nu vi er ved det der vand… Rafting ved Köprülü Canyon er sjovt, rigtig sjovt. Som i virkelig sjovt (også selvom man er en bangebuks som mig). Man kan slet ikke undgå at grine – også selvom man ellers er den sureste teenager. For det er sjovt at hoppe rundt på bølgerne og mærke det iskolde vand, når nu luften om sommeren er ca 25-30 grader varmere end vandet. Mon jeg tænker at børnene skal som minimum kunne svømme og måske lige være et par år ældre end mine ( på 11 og 13). Man får behørig hjelm og redningsvest på. Det er nogle år siden jeg sidst har været der, så jeg kan ikke forsyne dig med de store personlige oplysninger. Men kig evt. på denne her hjemmeside, så kan du se mere. Köprülü canyon ligger ca 95 km nord-øst for Antalya (dvs ca. 1,5 times kørsel).
Og når du er på disse kanter ligger Manavgat – det store fine “flade” vandfald inden for rækkevidde. Det er et utrolig smukt sted, selvom det er en del turistet efterhånden. Men smukt og svalende på en varm sommerdag.
Aspendos – det store fine antikke teater – ligger også i denne ende af “byen”. Dette store smukke teater, der har næsten 2000 år på bagen, kan man slet ikke undgå at blive (vildt) imponeret af. For det er ganske overvældende at stå inden i og høre, hvor god akustikken er og se hvor velbevaret stedet er. Hvis du og dine børn er til det, kan man også tage på kortere eller længere vandreture i området. Om sommeren især er der ofte forestillinger med opera og dans af international kvalitet på stedet. Mon ikke at det er interessant for de større børn at opleve en aften med ild, dans og musik i historiske rammer? Mine ville i hvert fald være vilde med det. Du kan læse mere om Aspendos her.
Bådturene fra havnen er som regel også et hit. Du kan selv vælge om det skal være en kortere, længere eller mellemlang tur (somregel 2, 4 eller 6 timer). Og det er en skøn måde at tilbringe dagen på, se byen fra en anden vinkel og i det hele taget opleve noget nyt. Du finder bådene nede i Kaleici Marina – den gamle havn i den gamle bydel.
Og endelig er der et af de utallige shoppingcentre i byen, som helt sikkert kan vække interesse hos mange lidt større børn. Muligheden for at få noget nyt – som kammeraterne ikke har, få mærkevaretøj eller bare have en dag indendørs med hygge, indkøb og cafebesøg kan være en rar afveksling fra sol og vand. Der er flere store centre at vælge imellem, men jeg kan især anbefale Migros ved Konyalti eller Terra City ude ved Lara i den anden ende af byen. Mine børn (ok især min datter på 13) elsker dem.
En god oplevelse kunne måske også være en tur på cafeen, der ligger ved “Varyant” for enden af den historiske sporvognslinie. Hvordan kan et cafe-besøg være en oplevelse tænker du måske. Og ja, det kan der være noget om. Det fascinerende ved stedet her er helt klart udsigten ud over vandet og stranden samt den skarpe kant ved klipperne og direkte ned i havet. Der er langt ned skal jeg hilse og sige (bare rolig der er et solidt hegn). Bonussen er, at der man kan holde øje med de sjove “banan-både” på havet, som mange af turisterne får ture i, der er også frit udsyn til de flotte paraglidere, der svæver over stranden og endelig er maden virkelig god. Ikke så tosset måde at bruge et par timer på.
Der skal nok være nogle, der siger nej tak til en tur i svævebanen, men det er virkelig en skam. For det er noget af det smukkeste jeg kan tænke mig. Udsigten fås ikke bedre og det er en FED oplevelse. Ungerne vil helt sikkert elske det og huske tilbage på det som en spændende oplevelse i ferien. Du kan læse mere om svævebanen og se billeder her.
Det flammende bjerg Yanartas er helt sikkert også noget man ikke oplever mange andre steder. Men det kræver dog en lille køretur udenfor byen (ca 1½ times kørsel). Og man skal forberede sig på, at turen op af bjerget er hård og kræver både pauser og vand. Men så bliver du også belønnet af en fantastisk udsigt og talrige flammer der stiger op direkte fra bjerget (og en legende du helt sikkert har hørt om i skolen. Min søn fortalte gladeligt om det i skolen). Tag evt. afsted tidlig morgen eller sent på eftermiddagen (og husk skummefiduserne til at riste over ilden).
Drypstenshulen er også ret spændende og et anderledes syn. Jeg har endnu ikke skrevet om den her på bloggen (men det skal nok komme … I promise). Men søg på den på Google, så skal du nok finde lidt flere oplysninger om vej etc. Besøget tager ca et par timer og er ret hyggeligt (og så ligger det kun et stenkast fra Termessos – den antikke by i bjergene). Men om du får lokket dine børn med på en klatretur i bjergene bagefter – det lader jeg op til dig at bedømme…. Men drypstenshulen er et klart JA – også fra mine to unger derhjemme.
Men mon ikke at du får lokket dine børn med til Hiderlik tårnet inde i den gamle bydel Kaleici – det kræver ikke alverden og er hurtigt overstået. Og så ligge det midt i byen med den gamle bydel på den ene side og på den anden Karaalioglu parken. I parken sker der altid et eller andet – nogle spiller måske musik, opfører teater eller hvad det nu kan være. Og så ligger der flere cafeer i nærheden samt den forbløffende Hadrians Port, hvor du stadig kan se de flere tusinde år gamle hjulspor.
Jeg kunne blive ved og ved og ved med at foreslå jeep-safari, klatreture, skønne strande, det arkæologiske museum, rideture, det lille tivoli ved Migros eller den lille adventurepark oppe i bjergene, men det må blive en anden gang..Og ellers er du velkommen til at skrive til mig og spørge.
Hej. Som altid en oplevelse at høre fra dig. Har været på en del af de ture du beskriver. Har dog stadig nogle tilgode. Er hernede nu og nyder de 23 grader.
Tror du det er ok at rafte, når man for 18 år siden blev opereret for discos.er det Meget bumper.
Hej Thomas
Nu er jeg jo ikke læge (kun sygeplejerske 😀 ) så jeg vil jo nødig lægge hovedet på blokken. Men jo mon ikke at det går? Jeg tænker 18 år siden og man må formode, at du er tilstrækkelig genoptrænet, ikke har gener osv.
Der er jo også det smarte ved det, at du ved hvor varmt og tørt der er i Antalya om sommeren. Det betyder selvfølgelig også en hel del for vandbestanden (Köprülü Canyon er jo smeltevand og kilder fra bjergene). Jeg prøvede det en gang sidst i Juli og der er det selvfølgelig ikke så vildt som det er om foråret, hvor der er væsentlig mere vand.
Så hvis du måske prøver det hen under efteråret, hvor det har været tørt længe, er floden måske ikke helt så brusende (og hoppende) som den kan være. Men jo, det hopper noget, men slet ikke konstant. Jeg har også ryggener og de blev ikke værre efter den tur (og der var det 2 år siden en akut rygskade).
Så .. overvej det for det er en virkelig fed oplevelse.