Kender du det, at nogle gange rammer virkeligheden bare – og lykken, når man sådan lige når at stoppe op og registrere det? Sådan har jeg haft det i de sidste mange dage. Jeg har været så priviligeret, at jeg i 4 dage har fået lov til at gå rundt i min egen bobbel og – dybest set – passet mig selv. Bare mig helt alene, gøre hvad jeg ville, gå den vej jeg ville og i det hele taget kun tage hensyn til mig selv – i hvert fald det meste af tiden.

Det er der nogle gange rigtig meget brug for, når man er en travl børnefamilie med gang i rigtig mange ting. Sådan er det vist for langt de fleste – min familie er ingen undtagelse. Så når min kære mand tilbyder mig at tage lidt væk – have lidt tid for mig selv, rejse ned til svigerfar og blive forkælet i nogle dage – så er det bare med at tage imod det og sige ja tak.

Så det gjorde jeg. Og det var her at jeg egentlig kom til at tænke på, hvor priviligerede vi er – at have en familie og et ben i hvert land, at det hele lige kunne klappe og gå op, så der var mulighed for at tage afsted en tur. Primært for at slappe af, men i dén grad for også at få en masse nye oplevelser og indput og få taget nogle af alle de billeder til bloggen, som jeg har gået og sukket efter i de sidste par år.

Og det må man sige er lykkes. Jeg tror at jeg har fået taget over 1000 billeder på min 4 dages tur !! Det er en pæn sjat (og ja, selv mine drømme ser jeg også gennem en kamera-linse i disse dage). Nu venter bare det kæmpe store arbejde at redigere og sortere i billederne. Men der er kommet materiale og ideer til mange, mange artikler.

Det har mildest talt været nogle travle dage med mange ture, udflugter og indtryk. Så hurra for at slappe af og komme ned i gear (i det mindste har det bare været på mine præmisser). Men hvor har dagene været skønne og er bare fløjet afsted.

Min tur har vekslet rigtig godt mellem det søde byliv nede i Kaleici, hvor jeg har udforsket restauranter, hoteller og små sjove butikker. En enkelt bådtur blev det også til – netop fordi min mand ikke var med (han mente bestemt, at jeg måtte være den eneste, der var ombord på båden, men nej – der var en masse tyrkere med og det var SKØNT at se byen lidt ude fra). En hel dag med regnvejr satte lidt en stopper for det hele, men så må man jo bare finde på noget andet i stedet. Dét er “charmen” ved at rejse tidligt på sæsonen, hvor vejret er noget mere ustabilt end om sommeren. Men hvor er det bare fænomenalt at rejse på denne årstid og opleve det hele spire og blomstre -i modsætning til sommeren, der bare er varm, fugtig og brændende. Foråret er lige 1½ måned længere fremme end hjemme i Danmark – og det er tiltrængt, når batterierne skal lades op.

Hos farfar i landsbyen, står tiden mere stille. I morges gik jeg en lang tur for mig selv – sammen med mit kamera, for at tage billeder og bare se hvad der skete. Og igen her slog det mig, hvor priviligeret jeg er og hvor mange oplevelser , man kan få lov til at opleve, hvis bare man har øjnene med sig. Jeg fik de skønneste billeder af en masse hverdags ting, snakkede med flere søde mennesker og blev endda beriget med et helt nybagt brød hos bageren – lige kommet fra ovnen. Og de grinte og grinte over, at sådan en som mig stod der og gad at tage billeder af deres hverdag. Og jeg grinte også – af ren lykke 🙂

Og endelig bestod turen også af et møde med Tea fra teatougaard.dk og Sanne fra danskityrkiet.dk – begge bloggere fra Alanya, som jeg havde lokket til at komme til mig i Antalya og tage med på tur til Termessos (og en afstikker til den nærliggende Karain-grotte). Hvor var det bare sjovt og hyggeligt at møde 2 mennesker, som man kun har “set” og snakket med gennem Facebook og så bare klikke og snakke om en masse forskellige ting. Selvfølgelig blev der nørdet en del omkring blog og billeder, men snakken faldt også hurtigt på helt almindelige hverdagsting. Vi fik travet en hel del og taget helt utrolig mange billeder. Dét bliver forhåbentlig ikke sidste gang at vi ses – jeg har lovet dem at vove pelsen og komme til Alanya næste gang. Jeg har heldigvis 2 private guider til at vise mig rundt 🙂 

Men i morgen er det hele slut – lige som det virkelig var i gang. Det bliver nu også skønt at komme hjem til familien og hverdagen igen. Og til at komme hjem og skrive om alle oplevelserne og huske på, hvor priviligeret jeg er.