Findes der noget mere passende at skrive om, her 4. søndag i advent, end julemanden? Nej vel? Også selvom han har mange navne (måske er det herfra at ordsproget “kært barn har mange navne” stammer fra?). Det er i hvert fald oplagt, for med navne som Sankt Nikolas, Sankt Nikolaus, Sankt Nicolai, Santa Claus, Sinterklaas, Nikolaos af Myra og mange, mange flere, kan der hurtigt herske forvirring. Men alle sammen dækker over den samme mand – ham som vi i dag kalder Julemanden.
Det er ganske vidst ikke den tykke, hvid-skæggede ældre herre iført rødt tøj med hvide pelskanter og tykt sort læderbælte, som jeg tænker på. Han kom først til med Coca Cola reklamerne i 1930’erne. Den rigtige Sankt Nikolas var en noget mere asketisk mand, der var kendt i lokalbefolkningen og senere videre omkring for sit gode hjerte og mange mirakler.
Men vidste du, at julemanden kommer fra Tyrkiet?? Nej vel? Første gang min mand Dennis fortalte mig om det, tænkte jeg også, at det var det perfekte billede på tyrkernes til tider storhedsvanvid og jeg-kan-alt holdning og vel egentlig passede ind i det hyper kommercielle billede, jeg dengang havde af flere tyrkiske turist-byer. Hvorfor ikke også Julemanden?? Jeg slog op i Gyldendals leksikon (dengang var Google ikke opfundet – ja tænk engang) og der stod ganske rigtigt, at Sankt Nicolaus var fra Tyrkiet !!!!!!! Det lavede ligesom om på hele mit verdensbillede, for jeg havde jo altid lært at han var fra Grønland – Nordpolen om ikke andet (selvom Nordmændene siger at han er fra Norge og finnerne at han er fra Lapland). Hvor var sne, rensdyr, kane, juletræ og julegaver?? Det blev ikke meget bedre af at besøge hans kirke i Demre – det var der altså ikke meget jul ved. Men jeg blev alligevel lidt nysgerrig – hvem var han så, denne Sankt Nicolaus??
Hvem var Sankt Nikolaus?
Sankt Nikolaos af Myra var en græsk biskop, der levede i Myra (nuværende Demre) i Tyrkiet i det 4. århundrede. Den gang hørte denne del af Tyrkiet til Lycia – en græsk del af det katolske Romerrige, men blev siden overtaget af tyrkerne. Han blev født i Patara d. 15 marts 270 e.kr af velhavende forældre. Da de døde tidligt, opvoksede han hos sin onkel, der var Biskop af Myra. Han var fra en tidlig alder meget religiøs og drog senere ud på en pilgrimsrejse til det Hellige Land. Her boede han i en grotte i 3 år – dér hvor St Nicholas Græsk Ortodokse Kirke ligger i dag. Han vendte tilbage til det nuværende Tyrkiet i 317 og blev kort efter Biskop af Myra.
Han var kendt som en gavmild og godhjertet mand, der gav gaver, nødder og frugt til børnene, hjalp lokalbefolkningen i nød og udførte flere mirakler. Han hjalp blandt andet en fattig mand med hans 3 døtre. Dengang blev man betragtet som prostitueret, hvis ikke man blev gift, men manden havde ikke råd til medgift til døtrene. Derfor går overleveringen på, at biskoppen kastede 3 punge med guldmønter ind til manden – de 2 første gennem vinduet. Og da der var fare for at blive opdaget, blev den sidste pung kastet ned igennem skorstenen og landede i de strømper, der var til tørre over ilden.
Sankt Nicolas skulle angiveligt have vækket 3 børn fra de døde, samt senere en sømand under sin pilgrimsrejse. Under sin færd til det Hellige Land sejlede han med et egyptisk skib. En nat drømte han om en voldsom storm, men at Gud ville beskytte dem. Han fortalte kaptajnen om dette, da han vågnede. Øjeblikkeligt brød stormen ud. En sømand faldt fra masten og døde, men vågnede igen, da biskoppen rørte ved ham og de kom alle sikkert i havn. Siden da blev han betragtet som søfarernes beskytter.
Sankt Nicolaus døde selv i Demre d. 6 December 343 e.kr og blev begravet i sin kirke. Denne dag er siden blevet kendt som Sankt Nicolaus dag og bliver mange steder fejret med gaver til børnene og mønter i sko, der står udenfor ved døren. Op igennem Middelalderen satte nonner kurve med sko og tøj ved døren til de værdigt trængende. I 1200-tallet fik børnene hvert år d. 6. Dec. en særlig Nikolaus-mønt med billede og årstal. Dette blev senere udskiftet til “rigtige penge”, godter og små gaver, og blev givet som flidspræmier i skolen til artige, flittige børn. De uartige fik i stedet ris (herhjemme er det siden blevet til en kartoffel. Jeg fik det ind imellem som barn og mine børne har vist også prøvet det en enkelt gang eller to).
Flere år efter sin død blev Sankt Nikolaus kåret til Helgen af den katolske kirke. Han bliver derfor betragtet som skytshelgen for Rusland, Grækenland og Sicilien og som beskytter for bl.a. børnene, sømændene, fiskere, bagere, apotekere og jurister. Han afbilledes altid med en glorie omkring hovedet, 3 små punge eller guldæbler i hånden, en kåbe med kors på og ofte med skibe og børn i baggrunden.
Kan man se julemanden i dag??
I foråret 1087 blev de fleste af St. Nikolaus knogler taget af italienske sømænd og fragtet til den italienske by Bari. Hvorvidt det var en åbenbaring eller en reel bekymring om den truende muslimske invasion og adgangen til den hellige grav, står hen i det uvisse. Der var helt sikkert også et kommercielt formål med at flytte en helgen-grav. Resten af knoglerne fra den oprindelige grav blev samlet under det 1. Korstog og ført til Venedig, hvor de stadig ligger udstillet. Kun et par enkelte knogler findes stadig i Tyrkiet på det arkæologiske museum i Antalya.
Det siges, at knoglerne udskiller en hvid væske kaldet Manna, der har helbredende kræfter. Væsken samles hvert år op d. 6 December fra graven i katedralen i Bari og sælges på små flasker. Man ved ikke om det reelt er knoglerne, der udskiller væsken eller om det kommer fra marmoren (kirken ligger lidt under havniveau, så teorien er, at det formentlig er havvand, der bliver suget op af stenene).
Man kan besøge den officielle Sankt Nikolaus kirke i Demre, der er noget så fin (og med de smukkeste mosaik gulve og flotte frescoer på væggene). Kirken betragtes som det 3. vigtigste eksempel på byzantinsk arkitektur og er virkelig flot og meget højtidelig, at træde ind i. Den nuværende kirke er bygget ovenpå den oprindelige kirke i år 520, men den reelle arkæologiske udgravning startede først i 1988. Man kan stadig se sarkofaget, hvor St Nicolaus lå.
Det tager godt 2 ½ time at køre til Demre fra Antalya, men det er en køretur værd (evt kombineret med en overnatning på den smukke kyst strækning). Måske et af sommerens projekter med vores to børn?
Man kan måske diskutere, om det hele bliver lidt for kommercielt eller bare er hyggeligt med Julemanden og alle gaverne. På et eller andet tidspunkt får man i hvert fald et forklaringsproblem overfor sine børn, hvis man skal fortælle dem, at julemanden ikke findes og at det, de har troet på hele deres barndom, ikke er rigtigt. Hvorfor ikke fortælle dem om Sankt Nikolaus og hans gavmildhed og gode gerninger. Det var alt sammen fortællinger, der senere førte til legenden om den julemand, vi kender i dag.
