Kender du det, at man nogle gange kan gå og drømme om nogle ting, men at man godt ved, at dét man drømmer om ikke kan lade sig gøre, fordi det er umuligt, ikke findes, ligger for langt væk eller lign. ?? Kan du så også huske glæden, når man så finder ud af, at det godt kan lade sig gøre alligevel?? Selvom bøf måske ikke lige er det første man tænker på i denne sammenhæng, har hele min familie dog ret ofte haft denne modløshed over ikke at kunne finde en ordentlig bøf i Antalya. Dét efter flere uger med traditionel tyrkisk mad, kebabs, pommes frites, suppe, salater og hvad man ellers nu kan få. Ja selv McDonald’s kan snige sig ind – GYS – bare for at prøve noget andet. Men nogle gange trænger man bare til en ordentlig steak, sådan en rigtig god en og det har svære vilkår i byen – eller det havde det i det mindste indtil for ikke så længe siden …
Tyrkiets svar på Mash?
Jeg har tidligere skrevet om at blive glædelig overrasket på den hyggelige restaurant Ship Inn, der ligger midt i Kulturparken ved Konyaalti. Her fik vi for et par år siden en steak, som var overraskende god og virkelig lækker. Men det er en almindelig omend meget hyggelig restaurant. Min mand og jeg får (lidt for tit) ideer om alt muligt mystisk – hvad man kunne udvikle, opbygge, burde, kunne, skulle, hvis bare man havde tid og penge nok. Én af de ideer har altid været, at man burde starte et ordentlig steak house op i Antalya – sådan et rigtig et med varme tallerkener, gode grillede steaks i alle afskygninger, tilbehør, saucer og vin og alt hvad man nu kan forestille sig. Lidt a la danske Mash hvis du kender det.
Heeelt som Mash er My Steak house dog ikke. Men det er virkelig godt!! Faktisk til dato det bedste steakhouse vi endnu har fundet i Antalya. Og med et utrolig godt og varieret menukort. Den ligger i et rigtig hyggeligt og pænt kvarter ud til den gamle vej fra Antalya by og mod Lara-stranden og med en indretning, der ligger langt ud over, hvad mange andre restauranter i byen kan præstere. Alt er holdt i rødt, hvidt, sort og træ, så det er pænt og klassisk, men alligevel med et lidt råt tvist, så man ikke er i tvivl om at man befinder sig i et steakhouse med stil (eks. hænger der et kranie på endevæggen – med en fin lysekrone lige foran).
Sulten?
Vi var så heldige at sidde på den halv-åbne terrasse, der kunne lukkes af, hvis det blev koldt (eller for varmt) – virkelig et dejligt tiltag som mange af restauranterne i Antalya har taget til sig. Ret imponerende, så havde de tørre-skabet med kødet lige ud til gæsterne, så man kunne gå hen og se på det stykke, man gerne ville spise. En ret god service synes jeg. Alt deres kød hænger og modner i min. 28 dage – noget der er med til at give det ekstra saft og smag. Ligesådan med vinen hængte den kunstfærdigt op i et sindigt vire-system, så alt var udstillet. Noget der var med til at skabe hygge og stemning.
Der er plads til rigtig mange mennesker, og der var da også godt fyldt op den dag, vi var der. Vi var inde og kigge på Tripadvisor og så, at dette skulle være et af de bedste steakhouses i Antalya (der er poppet en del op i de sidste par år, så der er lidt at vælge imellem). Maden var virkelig, virkelig dejlig og smagfuld og der var mere end rigeligt. Faktisk ærgrede vi os over, at vi havde bestilt salat til forret (som vi sagtens kunne blive mæt af alene) og lidt for mange side-dishes. For vi kunne ikke spise det hele – der var ikke engang plads til dessert!! Vi kunne selvfølgelig også bare lade være med at bestille så meget forskelligt, men hey – det var forældre-aften, alene ude for første gang i umindelige tider 😉
Vi fik den lækreste blandede salat til forret med et lille stykke ristet brød med friske tomater på. Halv-mætte som vi var, var det overvældende med pommes frites, sauce, garniture og lækre, lækre bøffer der kom ind. Bøfferne var lige som de skulle være og så møre, at jeg tror, at man kunne skære igennem dem med øjenvipperne. Der er bare et eller andet over en ny-grillet bøf, der kommer ind på en sydende varm støbejerntallerken. Og garnituren var lige i øjet og tilpas klassisk, men med et lille tyrkisk tvist over sig. Eneste alvorlige minus var dog saucen, der ud fra mit perspektiv, var lavet af pulver fra Knorr. SÅ trist og kedelig sammenlignet med alt andet (vi fik desværre ikke samlet mod til os til at sige det til dem – de var så flinke og servicemindede, så vi nænnede det ikke rigtigt). Men hold fast der var meget at vælge imellem – lækre supper, salater, carpaccio, brød, ost,kødsushi (!! Ja hvad siger du ..?) steaks i forskellige udskæringer, utallige side-dishes med tilbehør som bagte kartofler, spinat, Majs, løg, svampe, burgers i alle afskygninger og lækre kager, chokolade og tiramisu. Det var en svær opgave at vælge, når nu man bare var rigtig sulten.
Hvis nu man var rigtig fremsynet, så havde man taget en taxa frem og tilbage, for vinen var gudeskøn (og ikke voldsom dyr). Og vi fik endda bare et glas af husets vin. Der var SÅ mange at vælge imellem, men jeg kan især anbefale de lokale tyrkiske vine – de er virkelig begyndt at sparke igennem og passer bare perfekt ind. Så husk det, hvis du kan lide vin og skal ud og have en god aften.
Vi blev – igen – meget overraskede, da vi fik regningen. Vi regnede med, at vi skulle af med omkring 600 kr for alt det, vi fik serveret. Men det blev godt 400 kr for 2 x forret, bøffer, 3 sidedishes, vin, øl, kaffe og the. Dét er vist en god deal for en restaurant af den kaliber. I Danmark var vi nærmere endt med det 3-dobbelte. Næste gang skal ungerne i hvert fald med – de ville elske at få en rigtig god burger med alt hvad den kan få af tilbehør.
Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed:
My Steakhouse ligger lidt fra Konyaalti, som vi plejer at bevæge os rundt i. Men det gør nu ikke alverden. Vejen ud mod Lara-stranden hører til et af Antalya’s velhaver-kvarterer, så der er mange fine bygninger og en god udsigt, når man kører lige i udkanten af byen. By-delen ligger hævet ca. 30 meter over havet, så udsigten er helt fantastisk. Hvis du ligesom os også får forædt dig (men også hvis du forstår at beherske dig), så gå en tur ud til klippekanten, i parken der ligger overfor restauranten. Bare så man får bevæget sig lidt og samtidig kan nyde den skønne udsigt.
Selvom det måske lyder som om dette er indlæg er købt og betalt forsikrer jeg, at det ikke er tilfældet. Jeg er bare super begejstret over endelig at have fundet noget nyt i byen, som jeg har sukket efter i mange, mange år. Og jeg håber virkelig, at du også kan bruge min anbefaling. Det er et skønt sted …. Se evt mere på My Steakhouse egen hjemmeside.
Du kan finde restauranten her: My Steakhouse , Şirinyalı mahallesi Lara Caddesi No:113/A – Antalya