At være på roadtrip i Tyrkiet er simpelthen noget af det bedste jeg ved. Og vi har været det en hel del gange efterhånden – både med og uden børn. Begge dele har lige dele charme.
Det er så nemt at være på roadtrip. Og man får set så meget. Om man lejer bil (det plejer vi at gøre), tager den lokale bus, kører på cykel (ja – det er der faktisk en del der gør) eller hvordan du kommer frem, det er jo et temperaments-spørgsmål. Og om du er til at bo i et telt, tage på 5 stjernet hotel, bor i bilen eller på hyggelige små, lokale pensionater er helt op til dig selv. Jeg har primært erfaring med det sidste, så det kan jeg klart anbefale. For her ligger der rigtig mange gode oplevelser og med fantastiske muligheder for at lære kulturen (endnu) bedre at kende.
Men én ting er sikkert – en succesfuld roadtrip vil blive hos dig hele livet. Og (forhåbentlig) skabe minder, der får dig til at smile bredt på en kold og kedelig dag derhjemme.
Børn og roadtrip:
Selvom mine børn ofte har brokke sig en del over udsigten til at skulle tilbringe mange timer i en varm bil, så er det sjældent et problem, når vi så er i gang. Jo, kun den ene gang, hvor vi skulle køre fra Izmir til Antalya (en tur på ca 8 timer), hvor airconditionen i bilen ikke virkede og det var 42 grader udenfor. Dét var måske en smule stramt. Men alle overlevede….
Udover det, så er roadtrips i Tyrkiet heldigvis blevet lig med mange gode oplevelser, lidt utraditionelle steder og spektakulær natur. Og så er forældrene måske lige en tand mere spontane og løsslupne end normalt. Og meget nemmere at overtale til lige at køre en anden vej, stoppe og få en is og proviantere snacks og sjove drikkevarer i stor stil på den nærmeste tank, spise et spontant sted, holde pause et sted med en lækker strand osv.
Og så er turen som regel indbygget med spørge-leg, “hvem kender og kan synge med på flest sange”, div. spil, snak og hygge. En skøn måde at komme tættere på hinanden på.
Roadtrip i Tyrkiet:
Roadtrip i Tyrkiet er nok ikke så meget anderledes end i andre lande. Og alligevel er der altid nogle ting, som kan være gode at kende til og planlægge efter. Men frem for alt er en tur på vejene ofte ensbetydende med frihed og en vis portion uvished. Ikke alt skal planlægges ned i mindste detalje for der skal også være plads til spontanitet.
Men hvis du kender dit budget, hvor du skal hen og hvornår du skal afsted. Så er du allerede noget af vejen.
Så nu får du lige nogle tips til, hvordan du kan – forsøge – at planlægge en så gnidningsfri tur som muligt. Og helst med så mange indbyggede oplevelser som muligt.
Tips til roadtrip:
- Kig på Google Maps inden du skal afsted. Tast evt din endestation ind og se, hvad der ligger undervejs af byer, restauranter, seværdigheder osv. Måske er du tættere på noget spændende og ukendt end du troede? Men gør plads til spontanitet og det uventede.
- Hvis du har lyst, så kan hjemmesiden Roadtripper.com også være rigtig god – udover Google. Her kan du taste din præcise rute ind eller bruge sidens foreslag til steder at sove, spise, se, campere osv, tæt på din rute. Siden her beregner også km, tid- og dit benzin-forbrug på turen og dækker hele verden. Jeg har i hvert fald tænkt mig at kigge lidt på den til efteråret, når vi skal på tur igen.
- Tag de lidt mindre veje. Ja, de er måske en kende langsommere, men til gengæld får du set en hel del mere end langs de store motorveje.
- Det er fristende at køre om natten, hvor der ikke er helt så mange biler på vejene og hvor det er køligere. Lad være! Der kører generelt lidt for mange biler rundt, hvor der er alkohol involveret. Og færdselsuheld er klart den største døds-synder i Tyrkiet.
- Overvej at have et almindelig kort med – både for hyggens og udfordringens skyld, men det er også rart at ha’, hvis nu du ikke har noget signal på telefonen. Og det sker altså ret tit i Tyrkiet. Måske kører du i eller mellem bjergene eller helt ude ved vandet, hvor der ofte ikke er signal? Men du kan selvfølgelig også bare downloade et kort på telefonen. Nogle gange kan det dog være rart at være off-line.
- Husk at opdatere din telefon og især GPS’en. Bare så ikke der kommer overraskelser på vejen.
Praktiske forberedelser:
- Noget så simpelt som en bil, og bilens tilstand/udstyr kan betyde alverden for din tur. Hvis du som os er uheldig at få en bil, hvor AC ikke virker, så er det altså ikke fedt at køre langt en meget varm sommerdag. Tænk også lige over, hvor mange mennesker, der skal være plads til i bilen, hvor tæt vil man sidde og er der overhovedet plads til alle kufferterne? Dén er vi rendt ind i nogle gange. Og det er altså heller ikke fedt at sidde med tunge kuffeter og tasker på skødet og rundt om benene, når du skal køre. Og husk forsikringen.
- Dine rejsekammerater er også vigtige. Har I noget at snakke om i de mange timer, I sidder i bilen. Er der en der kan overtage rettet, når du bliver træt, er børnene med på, hvad der skal ske og i hvor lang tid I skal køre?
- Har du styr på vejreglerne? Tyrkiet er nu ikke så meget anderledes end hjemme. Måske lige på nær glatførevarsel om sommeren på grund af smeltet asfalt. Ja, det er reelt noget du skal tage hensyn til. Og så, at du oftere kan møde får på vejene, at en lille vej måske er lukket grundet bryllup (der er bedst plads til stolene på vejen), at der kan være stenskred i bjergene – eller endnu være, naturbrand. Og at du forøvrigt skal tage de mange politi- kontroller alvorligt og ikke bare suse forbi. De vil med glæde gennemtjekke både bilen, din forsikring og kørekortet, hvis der er den mindste undskyldning.
Flere forberedelser:
- Hvad er en roadtrip uden ordentlig musik? Ja ikke meget værd i min optik. Sørg evt. for at have playlister (og kabel til radioen) med i bilen, så går det lidt nemmere. Hvert år er der jo altid en ny sang, der hitter. I Tyrkiet ingen undtagelse. Vi undrer os i hvert fald stadig over, om hende, der sang sidste års hit: “Lost in Istanbul” har fundet hjem eller stadig er faret vild? 🙂 Noget vi stadig kan grine af her et år efter. Og så kan det på en eller anden måde være meget hyggeligt at lytte til de lokale radiostationer. Nogle spiller “vestlig” pop-musik, andre tyrkisk eller traditionel folkemusik. Ja, det hele kan være ganske underholdende.
- Ryd op i bilen. Der er sjældent noget så irriterende (og ildelugtende i varmen), som skrald i bilen. Chipsposer, chokoladepapirer, dåser, smuldrede kiks osv. Ryd op og smid ud, hver gang du forlader bilen eller kommer på en tankstation. Og husk at have rene poser og evt papir eller vådservietter med i bilen (det glemmer vi ofte). Og måske en ekstra pose til evt. indkøb af diverse ting langs med vejen. Vi er både kommet hjem med skåle og skeer fra vores ture.
- Overvej om der er et hotel eller noget du skal booke inden afrejse. Bare så du er sikker på at der er plads, og så du har noget at se frem til.
- Der kan være langt imellem tankstationer. Meget langt. Så hold øje med dit benzin, gas eller diesel forbrug. Ikke sjældent har jeg set et skilt, der vise 50 km til den nærmeste tank.
- Hav evt en køletaske med madpakker og drikkevarer med. Og sørg for at proviantere godt inden du skal afsted. Du kan få meget på tankstationerne – forbavsende meget faktisk. Men det kan være lidt ensformigt eller udvalget variere. Vi har altid kiks, chips, saltstænger især, rigeligt med drikkevarer og måske lidt frisklavet gözleme eller lign. med.
Husk hyggen på dit roadtrip:
- Tyrkiet er et mega hyggeligt og flot land, at køre rundt i. Men hvis du vil lære lidt undervejs, kan jeg kun anbefale at bo og spise lokalt. Selv små underlige steder kan virkelig udvide din horisont. Naturligvis skal man også lige skæve til hygiejnen. Der er jo ingen grund til at få en mave-infektion et tvivlsomt sted.
- Hav behageligt tøj på. Både hvor der er plads til maven, der ikke er noget der strammer, men også noget du hurtigt kan få af og på. Jeg har tit oplevet, at det kan være nødvendigt at skifte, hvis du kører i bjergene. Kulden snyder altid og der kan være store forskelle oppe og nede.
Husk at dobbelt-tjekke din bagage, medicin, telefon, pung, oplader, kamera, solbriller osv. Og tag evt. en pude og et tæppe med. Lidt ekstra vand i en stor 5 l. dunk (til at skylle dig med efter en spontan badetur) og en ekstra benzindunk er nu heller ikke dårligt givet ud.- Underholdning – for Guds skyld husk underholdning. Især hvis du rejser med børn. Ellers kan tiden blive virkelig lang og fyldt med flere skænderier end godt er. Vi har altid små magnetspil med – Ludo, backgammon, “galge-ord-leg” og tablets med. Men lydbøger er heller ikke nogen dårlig ide. Og så lege med at tælle heste, får, flag osv. Og så er Tyrkiet et herligt land at være på roadtrip i. Ud over, at der er meget “anderledes” natur at se fra vejen end i DK, så kan man også bruge en hel del tid på at identificere nummerplader. Hvis den starter med 35 er den fra Izmir, 34 fra Istanbul, 09 fra Aydin, 07 Antalya, 06 Alanya, 42 Konya osv… Ungerne synes at det er ret hyggeligt, især at spotte en langt væk fra (og fra andre lande). Og så lærer de en smule om geografi og afstande samtidig.
- Og husk at tage sjove billeder. Ikke kun billeder der er postkort, eller Instagram værdig. Men skøre, sjove billeder, som du husker og kan grine af.
Skal du på afsted?
Ja det blev lige pludselig til en hel del. Men jeg håber virkelig, at du kan bruge mine råd til en rigtig god roadtrip i Tyrkiet til noget. Og at du har mod på at kaste dig ud i det. Ingen tvivl om, at nogle af vores bedste oplevelser er foregået i biler på kryds og tværs i landet. Så jeg vil ønske for dig, at du også får nogle af de samme oplevelser. Der er alt at vinde og ik så meget at miste …..