køfte 3 J

Jeg vil næsten påstå, at du ikke har været i Tyrkiet, hvis ikke du har fået tyrkiske frikadeller. Bum!! Og her taler jeg om de gode frikadeller af lammekød – ikke dem af kartofler, fisk, gulerødder, squash og hvad man ellers kan finde. De her små frikadeller er simpelthen ikke til at komme udenom, og de fås de fleste steder enten som ægte autentisk grillede, som fastfood, som mormors egne og i mange, mange, mange forskellige versioner alt efter region og smag og behag. Ikke to steder får du den samme frikadelle (medmindre det er en fastfoodkæde der serverer dem) og det er egentlig meget rart for så er der uendelige muligheder for variationer og forskellige smage og indtryk. Ganske som herhjemme er frikadellen en national spise, der serveres med stolthed. Hver region og hver familie har deres egen opskrift, nogle med chili, nogle uden, nogle med flere forskellige krydderier som eks. spidskommen og muskatnød, nogle med mere eller mindre persille, hvidløg, tomatpasta og brødkrummer, men hovedbestanddelene er altid de samme.

Jeg fik köfte første gang min tyrkiske svigermor Fazilet inviterede mig hjem til middag – og siden har jeg selv lavet dem 1000-vis af gange til familie, venner og gæster, der altid spørger efter dem. Selv når ungernes skolekammerater spiser herhjemme, bestiller de somregel köfte på forhånd 🙂 De smager næsten lige godt om de er direkte fra panden eller en grill, men jeg foretrækker nu fra grillen da de syder og bobler og har den ægte lidt røgede smag, der bare gør dem ekstra gode. Hvis der virkelig skal kræses skal de steges over brænde og ikke kul, som vi mest har herhjemme.

Köfte er egentlig ret let at lave – fuldstændig ligesom danske frikadeller, jeg følger aldrig en opskrift, men tager det lidt mere på øjemål indtil farsen ser rigtig ud. Som med al anden tyrkisk mad skal man ikke gå ned på fedt – dvs vælg godt kød med en god fedtprocent (især hvis du skal grille) eller steg dem i rigeligt smør. Ægte tyrkere vil hårdnakket påstå, at al smagen ligger i fedtet og det er nok ikke helt forkert.

køfte 2

I denne opskrift er der nok til ca 4-5 mennesker, men hvis de er sultne eller bare meget glad for tyrkiske frikadeller, så lav evt en dobbelt portion. Så kan du være heldig, at der også er til frokosten, madpakker eller til små hapsere dagen efter. For de skal nok blive spist !!!

Du skal bruge:

500g hk lammekød (forsøg at finde noget uden den store fedtprocent for at undgå en evt. lidt “ulden” smag)

500g hk oksekød (eller endnu bedre hk kalvekød – uanset hvad du finder, må der gerne være lidt højere fedtprocent her – sådan 10-20%.)

2 mellemstore løg

3-4 fed hvidløg afhængig af størrelse

ca. 1 stor dåse med tomatpasta

2 skiver tørt brød (eller en god håndfuld rasp)

ca ½ bundt bredbladet persille

evt 1 æg for at gøre farsen mere sammenhængende

evt 1 tsk spidskommen

evt 1 tsk tyrkiske chiliflager (“Pulbiber”)

–  du kan evt også tilsætte 2 spsk citronsaft eller lidt rosmarin for at få en lidt kraftigere smag

Jeg plejer at hakke løg, hvidløg og persille i en minihakker, da dette går noget hurtigere, men hak det endelig i hånden hvis du har godt tid og står og hygger dig med maden. Duftene og oplevelsen er ikke helt den samme i en minihakker og det er mindst lige så stor en del af at forberede et godt tyrkisk måltid som det der bliver serveret. Derefter blander du det hele sammen og lader det stå i ca 30. min, så farsen lige kan nå at samle sig og smagene udvikles.

Derefter former du dem i hånden, du kan selvfølgelig også bruge en ske, men jeg plejer at mose kødet ud i hænderne og derefter forme nogle lidt aflange frikadeller, så de ligesom ligger godt i hånden. Jeg laver dem ikke voldsomt store (dog lidt større hvis de skal på grillen, så de ikke så let falder fra hinanden), men du kan lave dem lige som du ønsker, runde, aflange, firkantede eller hvad du synes er rigtigt.

Hvis du steger på panden så steg dem i rigelig smør og en god sjat olie – det giver altså noget til smagen. Hvis du griller dem, så pensl dem evt. med lidt olie eller lav farsen af lidt god med lidt ekstra høj fedtprocent – du ønsker ikke små tørre kødstykker efter tilberedningen men nærmere en lækker lidt fedtet frikadelle fuld af smag.

Server dem evt med ris, stegt aubergine, bønnesalat og et godt brød til. Afiyet olsun – velbekommen.

kofte 5