Meget snart skal vi på ferie i Antalya (blandt andet) og vi glæder os virkelig, virkelig meget. Meget snart er i virkeligheden lige om lidt for om helt præcis 8 dage er der afgang!! Så vi har i et stykke tid været i “planlægnings-mode” og har tænkt og overvejet, vendt og drejet, hvad og hvor vi skal hen. Og det er faktisk ikke helt så nemt! Man skulle ellers tro, at vi var rimelig mætte og har set, hvad der er værd at se, efter at have boet og rejst dernede i mange, mange år. Men nej – vi har altid travlt og når aldrig i nærheden af, hvad vi gerne vil.
Men i år skal det være anderledes – i år skal der også være plads til nye eventyr.
Når man har rejst dernede på kryds og tværs i så mange år, bliver man på en eller anden måde også lidt afhængig af engang i mellem at gense nogle af de steder, vi tidligere har besøgt. Eksempelvis tager vi altid til Phaselis , fordi det er et helt igennem dejligt sted, hvor der ånder ro og fred og med den bedste stemning og smukkeste udsigt. I det hele taget er området sydvest for Antalya (og i virkeligheden syd for Kemer) noget at det smukkeste, man efter min mening kan finde i Tyrkiet. Og det har vi i mange år snakket om, at vi gerne vil udforske lidt nærmere. Min mand har sejlet en del dernede, så han kender alle de smukke steder fra vandsiden. Men lad det være sagt med det samme – mange steder ses bedst fra vandet og flere steder er der slet ikke adgang fra landsiden, grundet bjerge eller uvejsomt terræn. Men vi satser og håber …
En af mine helt store drømme (som nok ikke går i opfyldelse denne gang) er at leje en båd dernede og så sejle rundt om halvøen ved Tekirova/Cirali/Adrasan. Det er besynderligt nok et område, jeg aldrig har været i, selvom vi har været en del rundt om. Det er også hér at mange billeder fra de glitrede turistbrochurer er taget, fordi vandet er uhyggeligt klart og farverne helt uimodståelige og surrealistiske. Så man må sige, at det er virkelig lovende. Min mand kan de vildeste historier om fisketure i stormvejr og nær-døds-oplevelser ude på vandet på disse kanter, men det er på en eller anden måde lidt uvirkeligt, når man har nærstuderet de smukke billeder. Så en bådtur må kunne gøre det (og nej ikke for at jagte nær-døds-oplevelser, men nærmere for at jagte smukke billeder og gode oplevelser). Sikken en dag det kunne blive med øhop på de mange skønne øer, der ligger spredt ud over bugten, badning i Middelhavet direkte fra båden og udforskning af den skønne og vilde natur.
Og det er faktisk muligt at leje både dernede (selvom det er noget dyrt). Du kan eks tjekke airbnb, der tilsyneladende også gør det i både (ja, det vidst jeg altså ikke lige – troede kun at det var huse og lejligheder) og getmyboat.com, som kan hjælpe dig med alt fra et surfboard (yeps – det er rigtigt at det bliver lejet ud !!) til gummibåde (!!!) til kajakker og større eller mindre motorbåde og endda hele Gülets (de der turistskibe – eller yalla-både som vi kalder dem – der sejler ud for fuld musik). Mulighederne er mange, og du kan både rejse helt for dig selv eller sammen med andre (jeg vil klart helst bare sammen med familien). Men mulighederne er mange og det er noget, der KLART skal udforskes på et tidspunkt….
Hvad skal man lave i Adrasan?
Adrasan (eller Cavusköy som byen også bliver kaldt) er ikke en decideret turistby, selvom der er lidt hoteller. Der er langt til alting, og det er en fordel, at have en bil, hvis man vil holde ferie her. Hvis man er heldig (og ihærdig med at lede efter det) kan man finde dykker og yoga rejser hertil, da området bliver betegnet som lidt alternativ og uden den store luksus og komfort. Så man skal ikke komme her for at holde resort-ferie på all-inclusive hoteller, for det findes ikke. Man skal komme for at udforske den vilde natur og bade i det skønne, klare blå hav.
Der er også flere vandrestier i området og en tilsyneladende meget berømt rute, der hedder The Lycian way. Jeg er ikke til trekking (selvom jeg egentlig godt kan se charmen i det), men denne rute skulle høre til en af verdenens top 10 bedste, så det var måske her man skulle starte 😉 Der er angiveligt hele 200 km stier at vælge imellem, så et kort kan vel anbefales … De her virker ret pålidelige og laver ikke andet end at arrangere trekkingture til Tyrkiet. Ikke så tosset.
Hvis man er glad for at dykke, skulle dette område været helt suverænt (der er bl.a. flere grotter man kan dykke i). Der er dog nogle steder, hvor man ikke må dykke, fordi de stadig er ved at blive undersøgt mhp arkæologiske udgravninger (og straffen er HÅRD hvis man alligevel sniger sig derhen – flere tusinde i bøde og flere års fængsel). Jeg har ikke undersøgt så meget om dykkerture endnu, men jeg skal nok skrive mere om det på et andet tidspunkt.
Selvom vi i forvejen har et riiigeligt stramt program, så kunne vi godt overveje at overnatte i Adrasan – især efter at have set nogle af de her boliger på airbnb! Der er da virkelig noget for enhver smag. Vi har aldrig været på telttur med ungerne, men tjek lige det her “telt” – det kunne jeg seriøst godt overveje (kan desværre ikke få lov til at vise jer billede af det). Selvfølgelig kan du også bo på hotel og her er der faktisk også nogle rigtig gode bud. Tjek eks. Arikanda River Garden Hotel eller Ford Hotel eller Paradise Hotel for lidt mere low-key stemning. Eller hvad med dit helt eget hus, som her ??
Et par af de steder, som vi virkelig håber på at se er især det smukke fyrtårn Gelidonya, der troner over cavus-bugten. Dén udsigt skal vi simpelthen opleve. Og så står et besøg på et af de hyggelige the-huse også ret højt på listen. Der er flere at vælge imellem – alle ligger i det delvist udtørrede flodleje, men Arikanda – thehuset skulle høre til et af de bedre, og jeg har fået det anbefalet fra flere lokale også. En tur til Adrasan tager ca. 3 timer fra Antalya, så turen kunne jo snildt kombineres med en overnatning og en tur op på det brændende Olympos-bjerg (som du kan læse en smule om her ) og måske en hel dag ved den skønne Phaselis-bugt, som jeg alligevel altid foreslår.
Jaaa, drømme er der masser af – og heldigvis for det…