Forleden dag sad jeg og ordnede billeder til familie-albummet. Alle billederne var fra min svigermor og ankom hulter til bulter i en stor bærepose. Hold op, hvor var der mange. Det var lidt af en opgave at sætte dem i orden og finde ud af, hvilket årstal de var fra, men nej hvor var det sjovt at få lov til at følge Antalya (og en tyrkisk familie i Danmark og Tyrkiet) op igennem 70’erne og 80’erne. Familiebilleder har det jo med at udvikle sig, og der er altid ret underholdende at kigge tilbage på og måske grine lidt af. Men det var egentlig også meget interessant at kigge med på landskabet i og omkring Antalya og se, hvor meget der er sket.
Min mand har ofte fortalt mig, hvordan Antalya så ud, første gang han kom derned i starten af 80’erne og senere da han boede dernede i flere år. Jeg har stadig svært ved for alvor at se det for mig, men udviklingen har været enorm. Fra at være en by af rimelig størrelse, med omkring 180.000 indbyggere, store grønne arealer, oliven- og appelsinlunde så langt øjet rakte, til nu at rumme over 1 mio indbyggere og i dén grad at være en storby. Appelsinlundene er nu blevet erstattet af store og høje bydele, hvor især områderne omkring strandene Lara og Konyaalti er blevet udnyttet. Måske den nødvendige gænge, når man har en by der udvikler sig, men alligevel ret ærgeligt synes jeg. Bare duften af flere tusinde appelsintræer må have været berusende. Jeg sætter i hvert fald pris på dem der er i min svigerfars have. 
Jeg gad virkelig godt have oplevet byen dengang – hvor der bare var grønt og åbent, men jeg kom til i 99 og der var der allerede bygget godt og grundigt ud. Appelsinen er der dog stadig rigtig mange steder (plantagerne er bare endnu længere væk fra byen) og du vil flere steder i byen kunne finde en større eller mindre statue med en stor orange appelsin. Lidt fjollet måske, men eftersom Tyrkiet er en af de største eksportører af citrusfrugter, har netop appelsinen ganske stor betydning. Og hele Antalya-egnen var altså dér, hvor man primært dyrkede mandariner, appelsiner og citroner grundet det varme Middelhavs-klima. I dag satser man også meget på avocadoer, men ikke til eksport.
Appelsinen kom først til Antalya omkring 1930’erne, hvor de første mange appelsinlunde blev plantet i udkanten af byen. Citrusinstituttet, der kom til i 1936 fremmede dyrkningen af appelsinen, så den blev udbredt og anvendt overalt i Tyrkiet. De bitre appelsiner (der stadig bruges til bl.a. marmelade, parfume, duftvand og syltede appelsiner som Antalya er så kendt for) har vokset i egnen fra ca. d. 7. århundrede og var meget eftertragtede på Topkapi-paladset allerede i Osmanner-tiden. I Egypten blev appelsinen kaldt Addalia – det gamle navn for Antalya, mens navnet Portakal (tyrkisk for appelsin) stammer fra Portugal.
Men appelsinen er stadig byens officielle vartegn og er repræsenteret i amtets logo. Hvert år afholdes der en stor film-festival, Antalya Altin Portakal Film Festivali, der promoverer nye film fra ind og udland). Den har holdt ved siden 1963 og bliver betragtet som Tyrkits svar på Oscar-uddelingen.
Jeg skal da ærligt indrømme, at de gange min svigerfar har kommet herop til jul og nærmest har haft hele kufferten fuld af lækre, nypluggede appelsiner – dét har vært noget helt særligt. Og de appelsiner står som noget af det bedste jeg kan få. 
