Jeg tror godt, at vi kan starte med at sige, at Tyrkiet har udviklet sig meget – rigtig meget i løbet af de sidste 70-100 år. Hvilket land har ikke det !! Men selv efter vestlige standarder har Tyrkiet alligevel udviklet sig helt enormt. Tænk at for godt 100 år siden var Tyrkiet stadig betegnet som Det Osmanniske Rige, der ganske vist havde skrumpet i størrelsen, men trods alt stadig var et Sultan-herredømme med, hvad dertil hører. Det har altid fascineret mig en hel del, da sultaner, haremmer og osmannere lød (og stadig lyder) ret eksotisk i mine ører.
Efterfølgende har der kortvarigt været italiensk herredømme indtil den tyrkiske Republik blev grundlagt af Atatürk i 1923. At landet sådan blev revolutioneret med Vesten og Europa som forbillede, har selvfølgelig haft helt uvurderlig betydning.
Provinsen og byen Antalya har selvfølgelig ikke stået tilbage for denne udvikling. Man estimerer, at I 1930’erne boede der ca. 30.000 indbyggere i Antalya. I dag regner man med, at der bor omkring 800.000-1.000.000 indbyggere alene i Antalya by, mens der i hele Antalya-regionen bor knapt 2,3 mio. Dertil kommer millioner af turister. Dét kan man da kalde en udvikling !!!!
Det betyder selv sagt også, at der ikke er særlig mange indbyggere i dag, der er oprindelige “Antalya-anere”. Rigtig mange er tilflyttere fra de omkringliggende provinser, der er kommet for at søge arbejde og lykken i storbyen. Det betyder desværre også, at der i yderkanten, som eks Kepez op ad bjerget, er rigtig meget slum med blik-lignende boliger eller boliger i ekstrem dårlig stand (“Gecekondus” hedder de). Man formoder, at der her er ml. 50-60.000 af disse boliger med omkring 250.000 beboere.
Vi har en rigtig “Antalya-aner” i familien – og ham er vi rigtig stolt af. Izzet Amca, min mands onkel Izzet, er en af de få vi har mødt, som helt oprindelig stammer fra byen. Hans familie hører til nogle af de få, der har boet her i generationer, og det er han vældig stolt af, når vi siger det til ham (ellers gør han nu ikke det store nummer ud af det). Han blev dog rigtig glad, da vi en dag for mange år siden fortalte, at vi havde mødt endnu en, der også hørte til de oprindelige. En nobel ældre herre, der var tjener på et af de rigtig gamle pensionater, Tekeli Konaklari og spisested nede i byen. Han strålede også af glæde, da vi fortalte ham, at én i familien også var fra byen. Så man kan næsten fornemme, at oprindelse betyder noget – i hvert fald er det et uundgåeligt samtaleemne i så stort et land, og at genkendelsesglæden er stor.
Selvom jeg er kommet i byen i rigtig mange år, må jeg indrømme, at tallene fra Kepez skræmmer mig en del. Ca ¼ af byen består af fattige med eller uden arbejde! Det er godt nok meget. Det undrer mig så, at der ikke er flere tiggere, når tallet er så højt. Selvfølgelig er der nogen, men det er ikke så tit man ser dem (og slet ikke helt inde i centrum).
Men der må trods alt også være en del arbejde at få, for antallet af turister har været støt stigende indtil 2015, hvor det gik brat nedad igen grundet uro og usikkerhed i landet. Antalya bliver stadig betragtet som “turist-hovedstaden” i Tyrkiet og trækker ca. 30% af det samlede antal turister til Tyrkiet.
Jeg synes, at det er rigtig sjovt at se på gamle billeder af byen. Her kan man virkelig se, hvordan byen har udviklet sig og bare er vokset og vokset. Men det er også rigtig sjovt at se alle de forskellige indflydelser, der har været på byen. Der er tydelige præg af Romere, Seldjukker, Byzantinere, Osmannere, italienere og så de mere moderne tiltag der blev lavet i 70’erne og senest ved den sidste store byfornyelse igennem de sidste 10 år.
Det er ret så fascinerende at se, hvor meget land, der er blevet inddraget og nu hører med til byen. Billedet ovenover er taget fra den gamle bydel Kaleici ud over bydelen Bahceli Evler mod Konyaalti. Naturligvis bliver yderområderne først bebygget, men også i indre by har det ændret sig en del omend det mere er i egentlig byfornyelse og vedligeholdelse af de flotte gamle bygninger. Heldigvis har tyrkerne fået øjnene op for dette i de sidste 10-15 års tid.
