Af alle steder i hele Antalya er den gamle havn i Kaleici (den gamle bydel) også kaldet Kaleici Marina (eller Yat Limani af de lokale) et af de største trækplastre i byen og langt de fleste turister runder den på et eller andet tidspunkt for at få de klassiske, flotte billeder, som man nu skal have, når man er på ferie. Og det er da også en særdeles charmerende og fin havn man finder, omgivet af de gamle romerske bymure, de fine osmanniske huse, de vuggende både og det store blå hav.
Før i tiden skulle man kæmpe lidt for at komme derned. Ikke at det var umuligt, men man skulle ville det (eller ikke tænke på, hvordan man kom op igen) for havnen ligger langt nede i forhold til byen og det var lidt af et hestearbejde at tage de stejle trapper op og ned. Det begrænsede selvfølgelig de dårligst gående en hel del, men i dag er det heldigvis anderledes, da der er kommet en fin elevator. Meget snedigt blev der bygget en udsigtsplatform omme bag ved elevatoren, så der er i dag endnu bedre mulighed for gode billeder.
Trapperne er der dog stadig og når du endelig får kæmpet dig ned til havnen, vil du ikke fortryde det. Der er en utrolig smuk udsigt og havnen har sin helt egen charme blandet af nyt og gammelt. Heldigvis er selve havnen også blevet fornyet i de sidste år, så den nu fremstår fin og flot. For bare nogle år siden var det et lidt mere trist syn, da meget var på randen til forfald og flere forretninger og restauranter var lukkede eller så faldefærdige ud. Vi kom der helst ikke – medmindre vi havde gæster med,der absolut gerne ville derned. Sælgerne var meget pågående og insisterende og stemningen ikke så hyggelig. Det blev der heldigvis rettet op på, så det i dag er et sted man har lyst til at tage hen med sin familie og nyde en god middag på en af restauranterne. Min mand er fra Antalya, så jeg har desværre aldrig kunne lokke ham hen til en af disse restauranter, selvom jeg har forsøgt mange gange. Der er efter hans mening for turistet og priserne og maden følger turisterne. Uanset hvad har du en af byens bedste – og mest stemningsfulde udsigter lige foran dig, så nyd den! Vi har ofte siddet og hygget ved et af de små thehuse, der ligger til højre i havnen. Thehusene ligger ud til en lille gårdplads med et fint springvand og her er rigtig dejligt at sidde og nyde en is med sine børn en varm aften.
Hvis du vil ud på en af de famøse éndagsture med bådene, der sejler ud med fuld musik til forskellige destinationer omkring Antalya, er det her du skal hoppe ombord. I højsæsonen kan det være en god ide at få hotellet til at arrangere en båd og et tidspunkt eller selv lige hoppe ned forbi en dag eller to inden. For selvom der er mange både, er de yderst populære og du er ikke altid sikret en afgang, hvis ikke du kommer tidligt. Jeg har dog aldrig helt forstået, hvorfor de fleste både skal ligne piratskibe og skal overgå hinanden i skøre gadgets. Interessant er det dog at kigge på og følge udviklingen i. Hvis ikke du bryder dig om alt liret er der stadig et par stykker af de mere traditionelle både tillbage med traditionel tyrkisk arabesk-musik. Det har vel også sin charme.
Er du i bil, kan du køre ned til havnen gennem en stejl, snoet vej fra Cumhuriyet Caddasi. Bare rolig, du finder en rimelig parkeringsplads for enden (men du kommer til at betale for den). Hvis du er frisk på lidt ekstra god mad eller en tur i byen er “Club Arma” et godt bud. Den har åbent til sent om natten og der skulle være rigtig gode drinks, god menu samt den bedste udsigt ud over Kaleici Marina og Antalya bugt.