“Er du aldrig bange, når du rejser til Tyrkiet”??

Jeg må sige, at jeg ret tit møder og støder på netop denne sætning: ” Er du ikke bange for at rejse til Tyrkiet?”. Jeg har skrevet om det før, men spørgsmålene bliver ved med at poppe op. Både på bloggen, på Facebook og privat bliver jeg tit spurgt. Især i forbindelse med min sidste rejse, hvor jeg skulle afsted alene, var det aktuelt igen. Jeg spørger tit igen, hvad folk præcis mener med den sætning. Og svaret er egentlig ret entydigt, selvom der nogle gange er lidt variationer. Folk spørger til, om ikke jeg er bange for terrorister og bombeangreb i Tyrkiet. Dernæst om man skal være bekymret for at rejse derned som kvinde – alene.

Og jeg kan da kun sige ja til det meste – JA, selvfølgelig er jeg da bange for terrorister og angreb. Hvem er ikke det? Jeg tror ikke, at jeg kender én eneste, der – uanset hvor de skal rejse hen – ikke lige har det inde i overvejelserne. Men om jeg er specifik bange for, at det sker i Tyrkiet, eller er mere bange når jeg rejser i Tyrkiet end i andre lande, må jeg svare et klart NEJ til. Jeg tænker lige så meget over det i andre lande – måske endnu mere, når jeg er i Frankrig – men også i Rom, Barcelona, Paris, Berlin og hvor jeg ellers har rejst til i de sidste par år. Det ér bare et vilkår for at rejse. Sådan er dét. Desværre.

Terror og angreb:

Måske bliver det mere virkeligt for mig i mange andre lande, fordi det er nemmere at visualisere. Jeg har eks. været en del i Paris og i Nice. Når der så specifikt sker angreb her, så har jeg langt nemmere ved lige at se det for mig (selvom medierne gør det meste af arbejdet). Der er ikke (endnu) sket et specifikt angreb i Antalya, så her er det på en eller anden måde lidt sværere, at have det der skræmmebillede på nethinden. Men jeg frygter den dag det kommer. Virkelig !! Og jeg vil begræde det lige så meget som i de andre byer. Men om det holder mig væk fra at rejse til de lande og byer, hvor der er sket noget eller er i større risiko?? Aldrig i livet!! At rejse er at leve – og en meget vigtig del af mit liv. Så må man bare tage sine egne forholdsregler.

Nødplaner:

Eksempelvis gik det op for mig, da vi sidste sommer var i Tyrkiet, at den alligevel sad der – den der nærende frygt. Mens vi var afsted, skete bombe-angrebet i Atatürk lufthavnen i Istanbul og i Tyskland var der også en aktion i et indkøbscenter. Og det fik mig – helt ubevidst i virkeligheden og meget nøgternt – til lige at lægge en strategi for, hvad vi skulle gøre, hvis nu der skulle ske noget, mens vi var i Migros  (jeg fik en ide om et par af bagdørene og de små gemmesteder) eller når vi stod i afgangshallen i lufthavnen (så var det bare med at tage kuffertbåndene, for de førte ud). Jeg kunne ikke undgå at blive en smule chokeret over mig selv ( og egentlig også grine lidt) for så har det vel alligevel arbejdet sig ind i bevidstheden, hvis man alligevel går og planlægger?

Forbeholden for at rejse?

Desværre oplever jeg også mange, der er forhåndsindtaget og forbeholden overfor at rejse til et muslimsk land. Ofte, når jeg spørger dem, kan jeg ikke få et helt konkret svar på, hvad det præcist er, der gør, at de har deres forbehold. Dét får mig helt op i det røde felt. Bevar mig vel. Selvfølgelig skal man da have lov til at have sin egen holdning. Men hvis man ikke engang kan konkretisere den holdning, forsøge at sætte ord på eller opsøge facts, der kan udfordre den holdning…. så … ja, så opgiver jeg nærmest på forhånd. Mod stupiditet kæmper selv de kloge (ja, jeg er nok ret streng lige nu, men her har jeg virkelig min brist ang. manglende forståelse). Bare synd for dem, hvis ikke de vil udvikle sig og opleve noget nyt… så rykker man aldrig videre …

Kan man rejse alene til Tyrkiet??

Er jeg så bange for at rejse alene kvinde?? Igen må jeg sige nej – så absolut nej. Jeg har jo lige været alene afsted, og her var min oplevelse så klar og entydig positiv, at det nærmest var helt rørende. ALLE steder jeg var, mødte jeg søde hjælpsomme mennesker, der gjorde deres yderste for at hjælpe, sikre at jeg havde det godt og prøve at forstå mig. Ikke alle kunne engelsk, men forbavsende flere end når jeg er afsted med min (tyrkisk-talende) mand og selv prøver at kommunikere med dem, uden at han skal oversætte. Jeg bevægede mig frit rundt – helt inde i centrum, ude i yderkanten,  tidligt om morgenen, midt på dagen og sent om aftenen, men ikke på noget tidspunkt, var der den mindste tilnærmelse eller andet der gjorde mig utryg. Måske er jeg blind eller ignorant – måske begge dele. Men jeg kan virkelig ikke se, hvad man skulle være bange for.

Helt fremmede mennesker kom hen i eks. toget og kort spurgte, om jeg havde det godt, var på ferie, havde brug for hjælp til noget. I hvor mange lande oplever man lige det ??

Skal man være bange i Tyrkiet?

Så ja, summa summarum – der er altid noget at være bange og bekymret for. Også i Tyrkiet – bestemt. Men ud fra mine oplevelser holder jeg stadig på, at man skal følge sin næse og sunde fornuft. Så er der stadig masser af nye, unikke oplevelser der venter. Og du oplever noget, som alle skeptikerne ikke gør. Formentlig uden at være bange. Jeg er ikke.

Tak for at du læste med så langt – du må også høre til en af dem, der er nysgerrig og har lyst til at undersøge tingene, før du siger nej tak.

Hvis du har lyst til at læse mere – så kig evt. med her.