Jeg har ofte spist haydari, når vi har fået meze i Tyrkiet. Det er nærmest en klassiker, der bare hører til i sammensuriet af de mange små retter, man får præsenteret i starten af et måltid. Og jeg har altid elsket den – min mand og børn ligedan. Det er altid en af de retter vi vælger, når vi er ude og spise på restaurant og de kommer med det store bord eller bakke, hvor man – helt umuligt – skal vælge nogle retter blandt måske 30 forskellige. Dét er altså ikke et nemt valg, men der er altid nogle sikre hit og Haydari er bestemt en af dem.Haydari

Så det er egentlig fuldstændig fjollet, at jeg ikke har givet mig i kast med den noget før. Det kræver ikke så meget- bare nogle få ingredienser som fetaost, røde snackpebre, persille og hvidløg. Og så en minihakker. Den er faktisk ret vigtig her, selvom man selvfølgelig også kan lave dippen uden. Det tager bare rundt regnet ca. 30 sekunder med en minihakker. Lidt længere hvis man skal skære og hakke ud i hånden.

Haydari er ofte noget som vi har købt i delikatessen i Migros, når vi skulle afsted på tur eller på picnic på stranden. Den er ganske udmærket. Men det er lidt ligesom når man laver hummus (som du forøvrigt lige kan få opskriften på her). Det (kan være) ok at købe den færdig, men når man ført selv har lavet den, så gider man ikke at købe den igen. For den smager simpelthen ikke helt af det samme. Der mangler smag og friskhed (det siger næsten sig selv).

Feta-dippen kan faktisk bruges til det hele. Den minder meget om friskost i konsistensen og vi bruger den ofte ligesom smør. Den er især god på flute til eks. en suppe eller bare som dip til grøntsager, smagsgiver sammen med kød osv., osv. Den er nu også ret så god som dip til chips 😀

Det er måske ikke så sundt med al de ost – for man kommer altid til at frådse og spise lidt vel rigeligt af den her Haydari. Men der er også røde pebre i – og persille. Vejer det ikke lidt op??Haydari

I nogle opskrifter anbefaler man, at man kan bruge et par skefulde Ajvar i (en anden slags dip eller creme, som man kan købe færdigt på glas. Den er primært lavet af aubergine, røde pebrefrugter og løg). Og ja, det kan man da også sagtens …. men helt ærligt. Det er lidt snyd og smager altså ikke ligesom når man selv lige har grillet og flået skindet af de friske snackpebre. Dét er nok den mest tidskrævende del af processen – at grillle pebrene til skindet bobler,og så få flå dem og hakke dem fint, så de er parate til at komme i den blendede feta-ost. Hvis skindet driller lidt, kan du evt. lægge dem i en frysepose, mens de er varme og så lukke, indtil skindet bliver blødere og nemmere at få af.Haydari

Så bare kom i gang – du vil vende tilbage til denne opskrift gang på gang (eller også vil din familie og venner kræve at du gør det)…

Haydari - tyrkisk feta-dip med grillede røde pebre

Forb. tid20 min
Tilb. tid3 min
Samlet tid23 min
Ret: Forret, Meze
Køkken: Middelhavet, Tyrkisk

Ingredienser

  • 400 gram feta-ost, ca 2 blokke af den på dåse
  • 3 stk røde snack-pebre
  • 1 håndfuld bredbladet persille, finthakket
  • 1 fed hvidløg, lille eller brug evt ½
  • 2 spsk vand
  • 2-3 spsk olivenolie
  • friskkværnet peber

Sådan gør du

  • 1: Grill pebrene indtil skindet bobler, læg dem evt i en plasticpose, så skindet er nemmere at flå af. Al skindet skal af pebrene for at de ikke får en underlig konsistens i dippen
    2: Kom hvidløg, pebre og persille i en minihakker. Blend indtil det hele har en hel fin konsistens
    3: Kom fetablokkene i hakkeren og blend dem med persille/hvidløgsblandingen indtil de har en fin, ensartet konsistens
    4: Kom vandet og olien i og rør rundt.
    5: pynt evt med lidt hakket persille og server eller sæt i køleskabet indtil du er klar.
    Pebre

Noter

1: Gør dig selv den tjeneste at købe en god feta-ost. Det er trods alt det, der er omdrejningspunktet i denne lille ret. Den tyrkiske på dåse, som du kan få hos etniske grønthandlere er super god.
2: Grill pebrene og flå skindet af. Hvis ikke du er frisk på at tænde op for grillen kan du også bage dem i eks. brændeovnen (men hold godt øje med dem, skallen er tynd og de brænder hurtigt på). Ovnen kan selvfølgelig også bruges, men du får ikke helt den samme røgede smag, som på grillen.
Haydari