Antalya står for mig som en kæmpestor by med mange bydele, større eller mindre seværdigheder og frem for alt mange muligheder. Antalya er en by, der har ekspanderet voldsomt de sidste 30 år og derfor er der bygget lag på lag – både opad i form af flere højhuse samt udad i form at en betydeligt forstørret areal. I lettere poetiske vendinger kan man sige, at der er et hjerte, et sted hvor byen udspringer fra. Dette hjerte er Kaleici – Antalya’s gamle bydel.

Når man er der, giver det god mening. Kaleici er den inderste bykerne, der – som i mange andre gamle byer – centrerer sig rundt om havnen. Derefter er der bygget udad. De gamle kvarterer indenfor bymuren oser af charme, atmosfære og “en anden verden” og de fleste steder erder den smukkeste udsigt ud over bugten. Heldigvis er mange af de gamle bygninger stadig velbevarede og flere og flere bliver restaurerede, eftersom man er begyndt at få øjnene op for værdien af landets og ikke mindst byens historie. Og heldigvis for det, for stemningen derinde er helt unik.

Hvis du forestiller dig lange, smalle (og meget stejle) gader, flotte bindingsværkshuse efter osmannisk og græsk stil, gader der ofte er dækket af blomstrende bourgonvilla, flere små parker og pladser, hvor man kan sidde og nyde maden og den lokale the eller kaffe, små fine boutique- hoteler og pensionater, et væld af restauranter og cafeer, spændende forretninger og souvenirshops med alt fra kelim og puder, til det smukt dekorerede porcelæn fra Kütahya, vandpiber, krydderier, kopitøj, smykker og det allesteds-værende amulet-øje, der beskytter dig mod andres “onde øjne”. Du kan kort sagt finde det meste derinde og kontrasterne er store.

Jeg har to butikker, jeg altid besøger, når vi er derinde. Den ene er en fin butik fyldt med Kütahya-porcelæn, der er så smukt (og nogle gange så dyrt!!) at man næsten ikke tør eller kan lade være med at røre ved det (Kütahya er Tyrkiets svar på det kongelige porcelæn). For mig er det en spændende del af landets historie, tradition og kultur og jeg kommer ofte hjem med en eller anden lille ting. Den anden butik jeg ynder at besøge er en lille undseelig forretning i starten af gaden, hvis man går ind oppe fra Yivli Minare. Det er en lille butik, der har de fineste billeder og kalligrafier af osmanniske scener og arabiske citater. Skriftegnene forstår jeg ikke noget af, men de er så smukke og fine at kigge på. Billederne kan man få i mange størrelser og prisklasser. Man kan være heldig at se nogle, der er flere hundrede år gamle og helt utroligt detaljerede, men andre er også helt nye. Jeg har aldrig købt noget derinde, været lige ved mange gange, men jeg kan alligevel ikke undgå at skulle et smut forbi. De sidste 3 år har jeg ikke været inde i centrum, så jeg skal bestemt derind til sommer og jeg håber virkelig, at butikkerne stadig er der. Så skal jeg gerne poste flere billeder og adresser.

Mad og spisesteder:

Der er mange gode grunde til at tage ind til Kaleici – en af dem maden! Du finder en helt utrolig samling af gode cafeer og små spisesteder med mere eller mindre lokalt mad, men der er også mulighed for større eller mindre restauranter med den ypperste gourmet-mad. Mange af disse formidable restauranter finder du på de små hoteller, men man kan sagtens gå direkte ind fra gaden. Hos de mere populære er det dog en god ide, at bestille bord i forvejen. Der er en grund til at de er optaget! Men for alt i verden – undgå at fylde dig med “turist-mad”. Prøv den ægte lokale tyrkiske mad, som er så værdsat verdenen over. Du vil ikke fortryde det. Tjenerne står gerne på hovedet for at tilbyde dig det bedste af det bedste. Og hvis ikke du kan lide maden, er den altså ikke dyrere end at du bare kan bestille noget nyt. Det er med at prøve sig frem. Jeg håber på at kunne give dig en rigtig god og udførlig guide til gode spisesteder, når vi har været dernede til sommer. Bare så du har noget at pejle efter.

Fornyelse:

Vi har ikke altid været lige flinke til at komme helt ind til Kaleici, når vi har været i Antalya. Det skyldes til dels, at vi altid bor uden for byen, at vi ofte synes at der er for varmt om sommeren (Kaleici ligger gemt nede mellem nogle skrænter mod havet, så der bliver ulideligt varmt, når temp. stiger) ,men også at vi har været der så mange gange og sagtens kan undvære menneskemylderet, turistfælderne, trafikken osv. Men det er egentlig ikke fair, for det er ligesom, at der mangler noget vigtigt, hvis ikke man har været derinde – jeg tænker at det er en bid af charmen og den oprindelige stemning, man mangler. Og så har politikerne i de seneste år gjort et kæmpe arbejde for at forbedre bykernen væsentligt. Utrolig mange veje er blevet lukket, så trafikken er blevet betydeligt reduceret (samtidig med at det blevet DYRT at parkere derinde), veje er blevet ensrettede, så det er nemmere (og mindre farligt) at komme rundt som turist. Der er ryddet gevaldigt op i butikkerne, butiksejerne, restauranterne etc., så det hele fremstår lidt mere præsentabelt, lidt mindre rodet og i alles interesse. Der er også kommet regulativer ifht byggestilen og hvordan man opfører sig overfor turisterne. Her oplever du ikke i lige så høj grad som andre steder, at tjenere og sælgere hiver fat i dig og vil have dig til det ene og det andet. Du kan selvfølgelig ikke undgå, at de stadig forsøger at fange din interesse (de skal jo tjene penge og har kun ca 5-6 måneder til at indtjene hele årets indkomst), men dette foregår på en ikke helt så anmasende og fysisk måde, som især Alanya desværre er berygtet for. Nede ved den gamle havn, kan tjenerne godt virke en smule mere ivrige. Bare tak høfligt nej, hvis du ikke orker dem eller har spist. De accepterer det som regel.

Du kan komme ind til Kaleici gennem flere steder – de mest populære er fra toppen af bakken ved Yivli Minaretten, eller gennem den smukke Hadrians byport. Uanset hvad havner du i de smukke kvarterer, der bærer præg af alle de mange belejringer. Antalya er en gammel by, der blev grundlagt af romerne ca 150 år f.kr., men har siden været under byzantinsk, seljuk, osmannisk og senest italiensk overherredømme, indtil byen igen kom på tyrkiske hænder under Uafhængighedskrigen i 1923. Den egentlige udvikling af byen startede først efter 2. verdenskrig og den moderne udvikling tog sin fart i 70’erne og senest i de sidste godt 10 år. Det har naturligvis sat sit præg på byggestilen, maden og befolkningen, men der er skønt og man må ikke snyde sig selv for en tur op og ned af de pittoreske gader.