Konyaalti-Beach-Park-76120Det er måske ikke alle, der er enig med mig i, at Konyaalti er byens bedste badestrand – alle har deres præferencer, men stranden lever fuldt ud op til mine ønsker og jeg vil gerne fortælle dig hvorfor. For jeg er sikker på, at du også vil finde et eller andet spot på den lange strand, som du også rigtig godt kan lide.

Se det er jo en af fordelene med en lang strand, at der er forskellige områder langs med strandbredden og at tingene udvikler sig. Heldigvis er der plads til det meste, når man har en strand, der er godt 3 km lang og strækker sig helt inde fra byen og ud mod vest til den store industrihavn for foden af bjergene. Ikke for ingenting bliver Konyaalti kaldt for “folkets strand”, for det er virkelig en strand for alle.

Vi har kommet på stranden gennem årtier og har set, hvordan den har udviklet sig fra at være som enhver anden tilfældig strand uden de store armbevægelser til at blive en regulær strandpark. Eller det er den i hvert fald nogen steder, for det skifter heldigvis meget. Længst mod øst (og tættest på byen) finder du den regulære strandpark, hvor der er masser af tilbud, cafeer, thehuse, legepladser for børnene, trampoliner, vandsport, volleyball, fest og ballade. Mange af disse steder tilhører de store luksushoteller Sheraton og Hillside Su og du skal betale entre for at komme ned på selve stranden og benytte deres faciliteter ( jeg mener at det er omkring 17 TL pr. person). Det er ikke helt billigt, men er bestemt en oplevelse værd hvis du kan lide forkælelse, ekstra kræs, pragtfulde himmelsenge, god mad og betjening. Stedet er måske ikke så meget for børnene, men prøv ad. konyaalti beach 2-antalya

Til disse områder er der også en stor overvåget parkering, hvor du også betaler lidt for at komme ind. Hvis du er med dolmus de små lokale busser, kan du stige af lige udenfor eller tage sporvognen inde fra byen ud mod museet, stå af der og så gå 10 min ned af bakken. Vi kører altid i bil eller kommer med taxa, så det er så nemt – hurra for dovenskab, når man er på ferie 😉  Der er især hyggeligt i dette område om aftenen, hvor du kan finde flere bittesmå spisesteder, dog desværre med “turist-mad”, men de plejer at være ok. Flere steder har de indrettet en lille have omgivet af palmer, træer og blomster, så du glemmer helt at du sidder ved stranden (bortset fra duften og lyden af bølgeskvulp). Stemningen, hyggen, lyden af bølgerne, snakkende mennesker, legende børn og farvede lygter går bare op i en højere enhed. Vi plejer at komme herned om aftenen for at få lidt frugt, dessert, en kold øl, lidt nødder eller en kop tyrkisk the og det er nogle skønne minder, vi har herfra. Så det kan på det varmeste anbefales.konyaalti cafe

Hvis du går længere mod vest – ud mod bjergene flader de mange tilbud lidt mere ud og bliver lidt mindre intense. Lige efter hotellernes strandpark finder du stadig mange aktiviteter og høj musik. Her er der som regel mulighed for Paragliding, sejle med bananbåde og cykelbåde, men også på landjorden summer det af aktivitet. Volleyball er særligt populært. Alle steder langs med stranden er der brusere med fersk vand – et virkelig rart tilbud, når nu vandet er så salt som Middelhavet og man sveder bare man ligger stille.

Alle steder kan du få tilbudt liggestole og en parasol og priserne varierer efter hvor langt nede af stranden, du befinder dig. Regn med ml 8 og 15 TL per person for en hel dag. De fleste steder er der betjening, og det er da også noget så skønt at kunne gå op og få lidt mad eller få det bragt ned sammen med kolde drikkevarer. Man gider bare ikke så meget når temperaturen udenfor parasollen siger 40º C. Du skal dog være opmærksom på, at du som regel hverken må tage mad eller drikkevarer med ind i disse områder (så det kan godt løbe lidt op for en hel dag).Konyaalti beash strand plaji

Nogle gange sidder vi helt uden for områderne med liggestolene – især hvis vi bare er nede for en hurtig dukkert (kan især anbefales ved solopgang eller solnedgang). Her er generelt mere stille, ikke så meget fest og musik og det er også stedet, hvor du finder mange tyrkere, der kommer for at blive kølet lidt af ovenpå en hård arbejdsdag. Her er også mange familier, der har pakket til den helt store picnic. Tyrkerne er VILDE med picnic i alle afskygninger. Prøv at følge deres eksempel – det er noget så hyggeligt at holde picnic på en strand. Hvis ikke du bor et sted, hvor du selv kan lave mad, kan du købe noget og tage med. Prøv eks. det super lækre udvalg, der er i delikatesseafdelingen i de større supermarkeder. Du finder ikke noget mere autentisk tyrkisk end disse små retter, lidt ost, lidt tomater, lidt oliven og et godt brød.

Konyaalti har sten over det hele – og det er jo ikke alle der kan lide dette. Personligt gør det ikke mig noget. Jeg bryder mig noget mindre om at have sand over det hele (især hvis du også skal spise på stranden). Stenene er heldigvis ikke store klippestykker, men mindre små sten afrundet af bølgerne og de enorme kræfter. Ligesom sand bliver de dog helt enormt varme, efter en lang dag i solen, så husk klipklappere, der er egnede til at gå helt ned i vandet med. For tro mig, du har ikke lyst til at stille dem, før du er mindre en et skridt fra det kølende vand. Ud over det, så er stranden rimelig børnevenlig. Antalya er bygget på klipper, så der bliver hurtigt dybt, når man går ud (og bølgerne kan være lidt store, hvis du kommer midt på dagen). Så hold et godt øje med børnene! Med ud over det, kan I få mange timer til at gå hernede (og de bliver så dejligt trætte bagefter). DSC_1196

Langs hele stranden er der bygget en stor, fin promenade med fliser, så du kan tage dig en god gåtur (eller løbe, hvis du er plaget af dårlig samvittighed over dine ferie-udskejelser). Mange ynder at promenere her, vise sig frem, dyrke motion, lære børnene at cykle, gå en tur med klapvognen og vise yngste-arvingen frem, sludre med vennerne, stå på skateboard eller hvad man nu finder på. Mod øst er den dog pænest og med fine træer langs vejen mens der mod vest er udsigt til de dramatiske Beydaglari bjerge.

Har du nu fået en fornemmelse af, hvorfor jeg holder så meget af lige netop denne strand??Konyaalti beach beydaglari