Den her opskrift har jeg virkelig glædet mig til at dele med jer. For linsesuppe er en af mine absolutte favoritter – jeg elsker  virkelig suppe – i alle afskygninger, men den er har dog en helt speciel plads. Linsesuppe er særlig god, fordi den er sund og mættende, men mest af alt, at der ikke så meget fikumdik med den. Den er så nem og ligetil at lave (og tilmed uhyggelig billig), at det er lige før, det nærmest ikke er til at tro på. Lidt løg, lidt gulerødder, en enkelt kartoffel (eller lidt ris), vand og røde linser. Det er virkelig alt !!! Ret vildt ikke?

Tyrkisk madlavning og suppe?

Måske er suppe ikke lige det du forbinder aller mest med tyrkisk mad. Men suppe har faktisk en ret vigtig plads i tyrkisk madlavning. For tyrkerne elsker suppe – i alle afskygninger: kartoffel, youghurt, hvidløg, linse, tomat, grøntsags og de mere lokale Tarhane, Iskembe og bryllupssuppe. Min mand har forgæves forsøgt at overbevise mig om, at suppe om sommeren er særlig godt. Det er jeg dog ikke helt enig i. Jeg har i hvert fald ikke lyst til noget varmt, når det er 40 grader udenfor! Men det lader til, at tyrkerne har en helt anden opfattelse, for der er altid suppe på menuen i alle restauranter. Og linsesuppen er da også lige egnet om det er sommer eller vinter.

Mercimek Çorbası er den helt simple linsesuppe uden for mange ingredienser i. Du kan også lave den i forskellige varianter med eller uden bulgur, ris, spicy sauce, mynte osv. Kort sagt findes den her suppe i mange forskellige varianter, så det er bare om at komme i sving.

Linsesuppe – helt ærligt?

Nu tænker du måske, at “linser – det er ikke lige mig. Det er sådan noget 70’er øko-halløj fra Thy-lejren, der ikke smager særlig godt” (jeg har seriøst stødt på præcis den holdning). Og så kan det være lidt op ad bakke, at få overbevist folk om at nej, linser smager hverken dårligt, lugter lidt af prut eller hvad det nu kan være. Om noget smager linser nærmest lidt af peber, sådan en mild aromatisk smag. Lidt melet måske, men det vejer syren op, når du drypper frisk citronsaft hen over din skål med suppe. En ægte tyrker kunne ikke drømme om at servere den her suppe uden citronbåde til, for det giver bare det der ekstra pift, lige at tilføje et par dråber citron.

Jeg laver tit en ret stor portion, for vi spiser en del – selv børnene. Og så er der også til frokosten dagen efter.

Sådan laver du tyrkisk linsesuppe:

Til ca. 4-5 personer skal du bruge:

2-3 spsk olie
1 mellemstort løg
1 stor kartoffel
1 gulerod
3 dl røde linser (du kan også blande dem med de gule split-linser)
Ca. 1,5 L kogt vand med en hønsebouillonterning i (eller lidt hønsefond, hvis du har det)
Salt og peber
Citron

– du kan evt spæde op med 1 spsk tomatpure (eller spicy peberpure) hvis du har lyst til lidt ekstra syre i suppen.

Skær løg, gulerod og kartoffel i tern og svits dem i olien. Hvis du bruger tomatpure i, så vend det i nu. Hæld linser, vand og bouillon/fond ved og lad det koge i ca 25 minutter. Når suppen er færdig, kan du vælge at blende suppen med en stavblender, så du får en blød og glat suppe uden klumper. Kan du lide lidt mere struktur, kan du også bare servere den, som den er med grøntsags-ternene i.  Du skal måske bare sørge for at hakke grøntsagerne i lidt mindre tern, end hvis du bare skal blende den. Smag til med salt og peber og server den rygende varm med brød eller eks. Simit og evt en lille salat til.

Hvis du vil have suppen tykkere eller tyndere kan du justere lidt ind på vand kontra mængden af linser, alt efter, hvad du mest er til.

Jeg håber, at du bliver lige så glad for denne suppe, som jeg er og måske får lyst til at eksperimentere lidt.