For en god måneds tid siden, blev jeg kontaktet af en journalist fra det anerkendte magasin “Check – in“, der ligger tilgængeligt i Billund lufthavn for alle de rejsende.
Journalisten spurgte mig meget pænt, om jeg kunne have lyst til at skrive en artikel til bladet omkring Antalya i anledningen af, at der nu blev åbnet endnu flere direkte ruter til Antalya (i hvert fald fra Billund af).
Og JA – der er da sådan cirka ikke noget jeg hellere vil. For jeg elsker jo at skrive og tager imod sådan en bestillingsopgave med kyshånd. Ja faktisk blev jeg en smule benovet og frem for alt virkelig glad 🙂
En smule kriller i maven fik jeg nu egentlig også, for det er altid udfordrende at skrive til andre og finde ud af, om det man skriver og gør, nu er godt nok og som de forventede. Og så en seriøs artikel, der skulle udbredes til de større masser. Men her var der heldigvis ingen ko på isen, om man så må sige – alt strøg lige igennem og blev godkendt.
Hvis du er nysgerrig, er du velkommen til at kigge med på min artikel til Check in her.
Et besøg i Antalya er mere end en overvejelse værd, for den er en sand skattekist af oplevelser, sol og strand, byliv og mange aktiviteter for hele familien ….
Men det er da egentlig også lidt af en nem opgave sådan at skrive om noget, som man nu har beskæftiget sig med igennem mange år. Kunsten er jo selvfølgelig at begrænse sig og plukke kun det bedste ud, når man sådan skulle komme med anbefalinger til oplevelser i byen.
Hvorfor, hvorfor, hvorfor:
Og ja. . sådan en form for anerkendelse kan jo sætte skub i flere ting. Ikke mindst omkring det der med at skrive. For det er jo en slet skjult hemmelighed, at det ikke er så meget, I har hørt til mig i de sidste par måneder. Og sådan går det nogle gange når arbejdet kalder, livet bringer citroner og hverdagen er fyldt med for mange ting.
Nu tror du måske, at jeg bare har ligget på den lade side mht bloggen her, men næh nej. Sådan er det ikke. Der har både skulle justeres en hulens masse på siden (arbejdet er langt fra slut endnu). Noget så spændende som søgeoptimering – så du bedre kan finde mig på eks. Google, skulle også opdateres og forbedres en smule. Der er endelig kommet en “om mig” side. Og så skulle der selvfølgelig ordnes billeder og ikke mindst udvikles opskrifter til kommende projekter. Og selvfølgelig eksperimenteres med den nye bageplade som Bagesten.dk har været så venlig at udlåne til mig. Måske er der nu endnu bedre brød i vente? Men alt sammen tager en rum tid.
Så jeg håber nu, at den værste pukkel er ovre, så jeg så småt kan begynde at skrive og blogge lidt igen. Måske er der noget specielt, som du venter med længsel på at høre noget om??
I så fald, så skriv endelig til mig. Det er kun så dejligt at høre fra jer og få endnu flere ideer til, hvad I gerne vil læse mere om 🙂
Rigtig god søndag 🙂