sunshineSå kom vi ind i et nyt år – 2017. Og dét er ensbetydende med én ting for mig. Flybilletter !! Et helt nyt ferieår, hvor alle muligheder er åbne. Måske er du lidt ligesom mig – noget af en ferie-tosse, der konstant er i en eller anden form for planlægnings-mode for at udtænke og planlægge den næste ferie. Hvor, hvornår, hvordan og hvorfor. Og ikke mindst hvorhen.

For os er den i virkeligheden ikke så svær. Vi ved, at vi minimum én gang om året skal til Antalya for at besøge familien. Det trækker tit til mere end det, men én gang om året skal være sikret. Lysten går bestemt også andre steder hen og nysgerrigheden efter at se noget nyt er kæmpe stor. Men det er savnet til gengæld også. Og på en eller anden måde vinder savnet altid. Lydene, smagene, synet og ikke mindst duftene af Antalya er så påtrængende, at det ikke helt kan ignoreres.Antalya city

Indrømmet – jeg har det i virkeligheden bedst, hvis den næste ferie/flybillet er købt og betalt og ligger og venter på mig i skuffen eller hænger på opslagstavlen. Bare så man ved, at man kommer afsted. Så det er garanteret uden nogle svinkeærinder eller undskyldninger for ikke at skulle ud. Udlængsel er der vist nok nogle, der kalder det. Og det lyder da ikke helt forkert.

Ferieplanlægning

Så herhjemme er det efterhånden blevet en fast tradition, at 1.nytårsdag er dedikeret til at snakke ferie, planlægge, undersøge og kigge efter flybilletter. En ret så hyggelig beskæftigelse må jeg sige, når nu man alligevel er lidt ugidelig ovenpå julen og nytårets strabadser, og bare ønsker sig fred og ro (og også helst sol og varme). Og så er priserne på sommerens ferie også ret så fornuftige på denne tid af året.Konyaalti beach

Jeg har før skrevet om overvejelser, inden du rejser afsted (det kan du læse mere om her) og gode råd til billige billetter her. Men jeg kom i tanke om, at jeg endnu ikke har præsenteret dig for GULDET . Det vil sige, mit absolut bedste råd til at komme afsted med de billigste flybilletter på hånden. Og det er egentlig ret nemt.

Hvor er de billige flybilletter?

Altså – selvfølgelig kan du godt være heldig at falde over nogle billige flybilletter alle mulige steder – bare du søger ihærdigt nok. Det er i bund og grund et spørgsmål om timing og held (og hvilket tidspunkt på dagen/måneden/året du vil rejse på). Her kan du især gøre brug af mit tidligere indlæg om billige flybilletter (som du også fik et link til lige ovenover, men nu får du den her igen – bare hvis du ikke gad læse det tidligere). Du kan ofte med fordel gøre brug af Momondo.dk og flypgs.com, der er henholdsvis en god søgemaskine og et flyselskab, der ofte har billige billetter til især Tyrkiet. I år er Sunexpress også særdeles attraktiv, da de også har direkte flyvninger til Antalya (og Alanya).Flying Antalya

Men en søgemaskine som ikke så mange er bekendt med er dadadadaaaaa …… (fornemmer du trommehvirvlen og lyden af truttende horn, forventningens begejstring stiger …?) trutterut ….. Google. Ja Google. Så simpelt og enkelt er det. “Aaaaarh…. ” tænker du måske. “Virkelig – det er da overhovedet ikke nyt, jeg har kendt Google i årevis”. Ja meget muligt, men har du så også kendt Google.com/flights ?? Hmmm, nej måske ikke vel??

Google flights

Jeg opdagede Googles specielle “fly-søgemaskine” for nogle år siden og har testet den ved flere lejligheder siden. Og det virker må jeg sige. Meget enkelt opsat og super nem at søge på. Der er en masse forskellige kriterier, du kan indsætte og søge på. Alle de kendte selvfølgelig som dato, lufthavne, og antal mellem-landinger. Men Google har også en feature, hvor du kan tracke priserne og få en advarsel, hvis de stiger (lidt ligesom hos Pegasus, hvor du kan låse prisen i en dags tid eller to – hos Google er det bare en reel overvågning af prisen). En rigtig god feature, hvis man som os rejser flere (for så betyder en stigning på 5-600 kr pr. billet x 4 altså en hel del) …Flybilletter København Antalya

Oversigten over billigste billet kan nemt findes under den dato, som man taster ind – eller på en graf, hvis man hellere vil det. Og du kan på et kort nemt finde den billigste lufthavn at flyve fra/eller til (måske kan det være mere fordelagtigt at flyve fra eks. Malmø i stedet for Kastrup).

Så i bund og grund er Google Flights ligesom eks. Momondo, Travelmarked eller expedia, den søger bare endnu bredere qua deres algoritme og adgang til fly selskaber. Og derfor er den efter min mening også bedre. Men dobbeltcheck evt altid med en anden søgemaskine også (for der kan selvfølgelig opstå tekniske fejl, men det er ens for alle).Vacation

“Får du penge for det her??” Nej jeg gør ikke. Jeg har det bare som en sport eller en slags hobby at søge efter flybilletter og kigge på kort (ikke et ord om nørderi !!!). Så hvorfor ikke give det videre til jer?? Kunne jo være at I også kan bruge rådet – og ikke kun til Tyrkiet, selvom det kunne være sjovt at møde flere danskere i Antalya 😉