Har du også nogle gange gået i gaderne Kaleici i Antalya eller i en anden tyrkisk by, og lagt mærke til de smukke gamle traditionelle historiske huse? De ser helt anderledes ud end husene herhjemme med deres træværk, små karnapper, massive døre, små vinduer og en 1. (og nogle gange 2.) sal, der “hænger” lidt ud over gaden. Mange af dem er helt faldefærdige, men flere og flere bliver heldigvis restaureret til punkt og prikke. Og efter yderst stramme regulativer, så bygningerne forbliver så originale og oprindelige som muligt.

Jeg tror nu ikke, at det bare er mig, der er interesseret i disse specielle bygninger. Men hvis der er noget, jeg har været pjattet med og fascineret af i tidens løb, så er det arkitektur og hvordan ting er udformet. Og især bygninger. Men de gamle, traditionelle tyrkiske byhuse, er jeg virkelig fascineret af. Måske fordi de er så anderledes. Men helt sikkert fordi de repræsenterer en spændende og meget anderledes historie og kultur, som betyder en del for husenes udformning.

Så jeg skulle selvfølgelig lige læse lidt om dem. Og det viste sig ikke bare lige at være “lige”. Det var mere omfattende end hvad jeg troede (så forbered dig på en lidt længere artikel 🙂 ).

Nomader, telte og byggematerialer:

Man skal huske på at tyrkerne oprindelig var nomader og i sin tid boede i telte. Det betyder en del for bygningerne, for alle rummene i de gamle huse er bygget således, at man både kan spise, sove, bade, lave mad osv i hvert rum. Dvs. ligesom man gjorde i teltene. Byggematerialerne var heller ikke de bedste eller egnede til at skulle bestå i århundrede, da man jo netop var vant til hurtigt at rykke videre.

Alle husene har samme karakteristika uanset om de tilhørte rige eller fattige. Eneste forskel var bare at de rige havde væsentlig flere rum og havde mulighed for at bruge lidt andre materialer.

Husene var alle steder de samme, men ændrede sig alligevel en smule fra egn til egn. Hvor man mest brugte træ oppe nord på, brugte man andre steder – især i Antalya og længere sydpå – sten, mursten og træ. Husene i Kaleici er underetagen som regel bygget af sten og 1. salen bygget af træ. Selve designet var påvirket af eks. livsstil, brug (husdyr, handel etc.), byggematerialer, rigdom og afstand til storbyerne eks. Istanbul, Edirne, Bursa etc. Som så meget andet så starter mange ideer, ændringer, mode etc fra storbyerne og breder sig ud til landet derfra. Lige så er det med de historiske huse.

3 typer af de historiske huse :

Der findes populært sagt 3 typer huse, som man også sagtens kan finde eksempler på i Antalya. Det er faktisk ret hyggeligt at gå rundt i gaderne og “hus-spotte”, der kan gå helt sport i det.

A) Huse der har en ydre hall eller åbent rum (kaldet “sofa” eller “Eyvan”), der vender ud mod andre huse, uden en væg til at skjule siddepladser etc.. Dvs som en slags overdækket terrasse eller veranda, hvor man lever en del af familielivet, kan følge med i livet på gaden udenfor huset og andre kan ligeledes følge med i, hvad der sker inde i huset. Disse typer af huse hører til nogle af de ældste huse og er meget typisk tyrkisk. Senere, da glas blev mere udbredt, afskærmede man den ydre gang med store simple glaspartier. De mest velhavende borgere havde buede vinduer.

b + c) den anden og tredje type huse minder mest om hinanden og blev bygget i 1800-tallet, men mest udbredt i 1900-tallet. Her er de åbne rum (altså “sofaerne”) inde i husene skærmet fra omverden. Man ønskede en mere komfortabel og privat tilværelse og det gør, at grundplanen er mere indadrettet. Da der samtidig var tiltagende tilstrømning til byerne betød det, at grundene blev mindre, husene stod tættere og priserne steg. Det var også med til at ændre designet på husene, så man kunne bruge de åbne rum året rundt, skærmet fra støv, kulde og nysgerrige blikke.

Islam og traditionel byggestil

Efterhånden begyndte man også at kunne se islamiske og tyrkiske traditioner og skikke i udformningen af husene. Husene afspejlede mere og mere det private familieliv, hvor kvinderne var ekskluderet fra det offentlige liv. Deres liv var defineret af huset mure. Sådan er det heldigvis ikke i dag, men man siger mange steder i Tyrkiet, at den virkelige herre i huset er kvinden. Hun bestemmer derhjemme og styrer ofte hvad der skal ske indenfor hjemmet vægge.

De forskellige huslige pligter krævede organisering omkring åbne indendørs rum, så man stadig kunne være privat uden at eksempelvis at bære slør. Fronten på huset mod gaden var ofte helt uden eller med meget få vinduer. 1. salen havde vinduer, men dækket af kunstfærdigt udskåret gitterværk i træ, så kvinderne ugeneret kunne kigge ud.

Når nu jeg ikke for alvor kan tyrkisk er det ikke helt nemt at finde litteratur om de traditionelle osmanniske huse i Antalya. Jeg tror, at de måske hed “Cumalikizik“ og mindede lidt om de ikoniske huse fra det nordlige Bursa. De var ofte i to eller 3 etager og bestod af 2 typer: Dem hvor husene var omgivet af have og en mur mod vejen og dem, hvor der var direkte indgang til huset fra haven. Denne type huse havde ofte en indre gårdhave.

I mange af husene var der et stort modtagelsesrum (“selamlik“) i stueetagen for mændene, hvor man tog imod gæsterne, holdt bryllupper osv. Samt bagvedliggende værelser til kvinderne (“Haremlik“). På 1. salen var soveværelserne, sidderummene, bad osv. 2. salen’s værelser og sofaer blev ofte kun brugt om sommeren.

Fælles for de traditionelle huse var, at møblerne blev pakket væk i små rum, skabe osv, så rummet kunne åbnes helt op. De fleste rum blev varmet op af ovne, hvor man også lavede mad og varmede vand til bad. Siddesteder (“divan”) var meget vigtige og fungerede som store indbyggede sofaer, man også kunne sove på.

Hvis nu du tænker, at du da har set denne type huse andre steder end i Tyrkiet, så er det helt korrekt. Det osmanniske rige strakte sig jo rundt om hele Middelhavet, så lande som Grækenland, hele Balkan halvøen, Nordafrika, Mellemøsten har stadig mange huse, der minder om dem du finder i Tyrkiet.

Mange af husene er bygget i træ og selvom man kan tænke sit, så var der en god grund til det. Tyrkiet er jo i jordskælvszone og selv efter flere 100. år, står husene stadig. Træ overlever jordskælv, som man siger dernede. Samtidig så brænder de langsommere sammenlignet med huse med stål-konstruktion 8hvis ikke de er bygget for tæt)

Hvis du har lyst til at gå på jagt i Kaleici, kan jeg især anbefale at kigge nærmere på de mange hoteller og pensionater, der ligger i bydelen. En del af dem er ombyggede gamle osmanniske huse af forskellige typer. Jeg kan især anbefale Tekeli Hotel (hvor du også kan spise rigtig god og hyggelig aftensmad), Minyon, Char Me (der nok har byens bedste morgenmad), Villa Perla, Mediterra Art, Tuvana og mange, mange flere. De står ikke som den gang, men du kan få en meget klar fornemmelse af byggestilene.

Især det lokale bymuseum har nogle meget fine beskrivelser, billeder og rum, der forklarer dagliglivet og indretningen i husene, så det er virkelig et besøg værd.