Udlængsel er en besværlig størrelse synes jeg. En ret besværlig makker at have med rundt på skulderen. For den er der … altid desværre. Og jeg er ret så ramt af den oven i købet. Nogle gange kan det fylde så meget, at det for en stund kan føles som at leve i en drømmeverden. Dvs i en verden, hvor man altid har tankerne (eller et ben om du vil) et andet sted.

I mit tilfælde er stedet meget ofte Tyrkiet (men der er bestemt også plads til andre steder – ofte med palmer). Tyrkiet er jo ikke helt tilfældigt valgt, for som I allerede ved, så har jeg “levet” næsten halvdelen af mit liv dernede. Dvs ikke i fysisk forstand, men jeg har kommet der i mange, mange år og bliver (forhåbentlig) aldrig rigtig træt af det. Der er altid noget at udforske, en nyt sted man ikke har været eller et andet sted, hvor man har været mange gange, men liiige glemte at kigge nærmere på dit eller dat.

Hvad med familien?

Og så er der jo selvfølgelig familien. Det bliver ikke nemmere med alderen at der nogle gange kan gå år imellem at man ses, eller at ens nærmeste sidder alt for langt væk, når man bare ønsker at være sammen med dem og snakke med dem lige nu og her. Som nu her i eftermiddag, hvor vi snakkede med farfar i Antalya. Sådan lige fik catchet op på hvordan det går, hvordan helbredet er, om hverdagen skrider fremad, om vejret er godt, om børnebørnene trives og har det godt og så meget andet. Og det er fint nok …. men bare ik alligevel. For savnet bliver ikke mindre, tværtimod !

Og jeg skal da ærligt indrømme, at jeg i lange perioder er VIRKELIG dårlig til at tage kontakt og lige ringe, facetime osv, selvom det er så simpelt og hyggeligt. Min søde svigerfar viser mig altid rundt i haven, når vi snakker. En tradition vi altid har, når vi også endelig ses. Og i sommers så vi 2 x familie, som vi ikke havde set i hhv 2 år og den anden del af familien i 15 år !!! Er I klar over, hvor meget man “vokser” på 15 år og hvor underligt det er at se, at nu er kusinerne blevet så og så gamle, børnene så store osv.

Kan man savne råben, skratten og bippen??

Men savnet er simpelthen for stort i perioder til, at man for alvor kan tage sig sammen og tage kontakt. Som et sug i maven og fald fra Det Gyldne Tårn i Tivoli, der bare ikke rigtig stopper.

Kender I det??

For man kan jo godt savne noget, selvom man ikke har familie, venner osv et sted. Nogle gange er det bare duftene, lydene, følelsen af at være et bestemt sted. Ja, det kan jo egentlig være ret så tosset ik?? Jeg falder eks. helt til ro ved lyden af Yalla-manden (ja, sådan hedder det hjemme hos os, når Muessinen kalder til bøn). Jeg kan ligefrem savne den skrattende kalden og bippet fra højtalerne. Jeg synes bare, at der er en sælsom ro og regelmæssighed ved det. Og så ved man jo altid, at man befinder sig et andet sted, der er lidt anderledes. Herhjemme fra min udsigtspost i Danmark, kan man i hvert fald mest høre bilerne på vejen, naboerne der larmer og så kirkeklokkerne en gang i mellem. Og det er jo trods alt noget anderledes end en mand der “råber” 5 gange om dagen 😉 . Lige på det her punkt er der nok ikke så mange der kan følge mig. Måske nogle af jer “hardcore” mennesker, der rejser til Tyrkiet i tide og utide kan?? Jeg tænker, at så har man ligesom vænnet sig lidt til det, når man kommer der ofte. For det er unægteligt en forudsætning for at være i Tyrkiet.

Bloggen er en god undskyldning

Og så er der det med bloggen…. I starten troede jeg, at netop det at skrive om Tyrkiet, Antalya og nogle af alle mine mere eller mindre finurlige oplevelser kunne give mig en smule aflad. Bare så jeg ikke konstant gik med den her udlængsel og evindelige trang til liiiige at kigge på flybillet-priser og planlægge, hvornår jeg/vi kunne tage afsted.

Men hvor naivt var det ikke???

Det er da kun blevet endnu være, for nu “lever man” ligesom i det, når man skriver. Alle lydene, duftene og smagene kommer tilbage, når jeg sidder og skriver. Så nogle gange føles det som ren tortur. Især når man ikke lige har udsigt til ferie eller man ved, at der går i hvert fald 8 måneder før man skal derned og gense familien osv igen.

Ren udlængsel og en lang vej

Og så er det hele aspektet i at virke troværdig, når man skriver om et land, man ikke selv bor i, har en hverdag i og for øvrigt sidder næsten 4000 km fra (helt præcist 3608 km, hvis man kører via rute A9 ). Jeg er i hvert fald en kende misundelig på de piger jeg kender, der bor og blogger fra Tyrkiet. Hvor fedt må det ikke lige være? (og ja ja, alt er jo rosenrødt i drømmene ik?)

Men ja, ingen har sagt at det er nemt at stå med et ben i hvert land (og hvordan må det så ikke være for min kære mand? Det er trods alt hans far, hans side af familien, hans ophav, kultur osv). Men han tager det med stoisk ro (måske et meget tyrkisk gen at tage tingene som det kommer ?).

Men hey … det tager kun 38 timer at køre derned, hvis man tager den i ét træk …..

Du kan se denne artikel på engelsk / Read this article in English here