Ovnbagt köfteDenne her ret, Firinda Köfte – ovnbagt köfte, er noget så nostalgisk for mig… Og jeg har været ret så spændt på at give mig i kast med den. Men jeg må sige, at resultatet blev rigtig godt, overraskende godt endda, dog med et lille men. …

Firinda köfte har jeg kun fået 2 gange. Første gang jeg smagte det var, da jeg skulle hjem og spise hos mine kommende svigerforældre første gang. Kærestens forældre OG en hel anden kultur, som jeg ærlig talt ikke vidste så meget om. Behøver jeg at sige, at jeg var noget nervøs?? Men dér stod min søde svigermor og kokkererede og der var ikke en finger at sætte på noget som helst. Hun har siden lavet ovnbagt köfte til mig en enkelt gang for mange år siden og det smagte mindst lige så godt som første gang.

Min svigermor er sådan en, der laver tingene lidt på slump – lidt af det og lidt af det og så har hun fremtryllet det mest vidunderlige måltid. Så det er sin sag at få lokket en opskrift ud af hende, der er brugbar. Jeg efterprøver altid, måler og vejer, laver maden flere gange, indtil den smager rigtigt, så jeg rent faktisk kan skrive en ordentlig opskrift.

Denne her på Firinda köfte skulle jeg arbejde lidt med. For selvom det er en opskrift på tyrkiske frikadeller, så er den ret anderledes end min oprindelige opskrift på köfte. Denne her er mere krydret og måske også lidt mere saftig, da den kun kortvarigt er stegt på panden og ellers i ovnen.köfte

Selvom det hedder ovnbagt köfte, så har jeg lige stegt det hele en smule på panden, inden jeg kommer grøntsager og frikadeller ned i et fad sammen med tomatsovs, for at bage det færdigt i ovnen. Det lukker overfladerne, så det hele ikke “bløder ud” (læs: bliver for blødt og udtværet), auberginerne bliver til at have med at gøre og frikadellerne smager en tand bedre med en stegeskorpe på. Auberginer kan være noget så drilske. Hvis ikke de lige får lov at suge lidt olie til sig, bliver de ofte gummi-agtige og umulige at spise.  Og dét vil da være synd. For det er en virkelig, virkelig lækker ret, der er lækker “smushi” med tomatsaucen og alligevel har lidt bid og struktur i grøntsagerne og lidt sødt, krydret og karamelliseret fra frikadellerne. Jeg gav den desværre lidt for lidt, da jeg lavede den. Kun ca 50 minutter og dét var lige lidt nok. Grøntsagerne skulle have haft lidt mere. Så giv dem ca 1 time og 15 minutter i ovnen, så er den der.

Jeg har altid forestillet mig, at ovnbagt köfte er en ret fra bjergene omkring Antalya. Dét er nok næppe sandt, men jeg tror, at det er en rigtig bonde-ret. Masser af grøntsager som kartofler, aubergine, pebre og tomater og kun en smule kød. Indrømmet – der ér nok en smule mere kød i denne her opskrift, end hvad man vil finde, hvis den blev serveret på landet. Men selvom jeg syntes, at jeg havde lavet en hel del, var der lige knapt nok – ligesom med almindelige tyrkiske köfte. Man tror, at man er på forkant, men nej – alt bliver som regel ryddet. Men ok, så smager det vel godt.

Jeg serverede ovnbagt köfte sammen med lidt grønt salat for at friske lidt op på det (gerne med granatæblekerner, agurker eller lignende i, der sikrer lidt friskhed). Et brød hører sig også til til nærmest al tyrkisk mad. Pide ekmek eller Simit er begge rigtig gode – især til at suge den lækre tomatsaft op fra tallerkenen. Og dét vil man rigtig gerne.Firinda köfte

Firinda köfte - ovnbagte tyrkiske frikadeller med grøntsager.

Forb. tid40 min
Tilb. tid1 t 15 min
Samlet tid1 t 55 min
Ret: Hovedret
Antal: 4 personer

Ingredienser

  • 500 gram okse eller lammekød, hakket
  • 1 mellemstort løg, finthakket
  • 2 skiver brød, opblødt i mælk eller vand
  • 1 æg
  • ½ bundt bredbladet persille, finthakket
  • 1 tsk spidskommen
  • ½ tsk røde chiliflager, "pul biber"
  • ½ tsk paprika
  • 1 tsk salt og peber

Grøntsagerne:

  • 1 stor aubergine
  • ca. 6-7 mellemstore kartofler
  • 2 røde pebre, aflange
  • 2 grønne Sivri-pebre, aflange
  • 3 mellemstore tomater
  • olivenolie

Tomatsaucen:

  • 4 fed hvidløg, finthakket
  • 400 gram tomater, svarende til 1 dåse
  • 1 spsk peberpasta
  • 1 spsk tomatpure
  • 300 ml vand
  • 1 tsk oregano
  • 1 tsk chili

Sådan gør du

  • Frikadellerne:
    1: læg brødskiverne i mælk og lad dem suge væsken til sig.
    2: hak imens løget og persillen.
    3: pres forsigtigt overskydende mælk fra brødskiverne og smuldr det til krummer
    4: Bland brød, krydderier, kød, løg og persille sammen og form flade bolde på størrelse med kartoflerne og aubergine-skiverne.
    5: opbevar frikadellerne på køl til de skal bruges.
  • Grøntsagerne:
    6: skær kartoflerne over i ca 1-1½ cm tykke, runde skiver
    7: Skræl auberginen, så den får striber (dét tager noget af bitterheden). Skær den på langs i store, lange skiver. og skær derefter skiverne i 3 stykker. Alle grøntsagsstykkerne skal ca. være lige lange og tykke.
    8: Skær toppen af pebrene, tag kernehuset ud og del pebren i 3-4 stykker.
  • Tomatsaucen: 
    9: hak hvidløgene fint. 
    10: Rør det hele sammen, så det er klart til brug.
  • 11: Steg først grøntsagerne på panden i en smule olivenolie. De skal kun lige steget lidt og knapt tage farve. Læg dem ned i et ovnfast fad bagefter.
    12: steg köfte, så de får en smule skorpe og kom dem ovenpå grøntsagerne.
    13: hæld tomatsaucen over. Det skal kun lige knapt halvt op. Spæd evt. mere til ved behov.
    14: skær skiver af de friske tomater og læg dem ovenpå frikadellerne. Det sikrer dem mod at tørre ud.
    15:  Sæt fadet i ovnen ved 180 grader (ikke varmluft) i ca. 1 time og 15 minutter. Stik i grøntsagerne og mærk efter om de er møre. Hvis de er det, er rette færdig.
    16: Lad den køle et øjeblik og server med en frisk grøn salat og lidt brød til.
    Firinda köfte