Fyldt kylling

Jeg havde besøg af min svigermor forleden dag. Vi sidder tit og snakker om mad og finder på gode ideer til bloggen her (og aftensmaden). Og sådan var det også den dag. Vi havde egentlig planlagt noget andet, men pludselig kom hun på den ide, at vi skulle have Icli tavuk pilav – fyldt kylling med ris, pinjekerner og rosiner. Og så blev det sådan.

Det er ikke noget jeg før har smagt hverken i Tyrkiet, eller når svigermor har lavet mad. Men min mand blev helt begejstret ved foreslaget, så han sagde også god for projektet.

Jeg har før lavet noget lignende, bare med fyld af bulgur, tomater, persille osv (lidt ligesom denne her bulgursalat, bare inde i en kylling). Det er aldrig blevet helt så godt som jeg har drømt om. Enten fordi bulgurkernerne er blevet for hårde, kyllingen for stoppet eller noget helt tredje. Men jeg har aldrig prøvet med ris.

Fyldt kylling til nytårsaften:

Men denne her kylling blev meget bedre. Kunsten er åbenbart at koge risene næsten færdige i gryden og så stoppe ind i kylling for at få det sidste smag.

Både min mand og min svigermor snakkede ivrigt om, at netop denne her ret, plejede man at få i Tyrkiet til nytårsaften – bare med kalkun i stedet for kylling. De lavede den selv om til kylling, da ingen i familien var særlige fan af kalkun. Ærgerligt, for jeg kan egentlig ret godt lide sådan en kalkun, selvom man skal være over den, så den ikke bliver tør.

Nå, men det er jo egentlig ret nemt at lave den her. Jeg synes jo klart, at det nemmeste ville være, hvis man bare skulle blande risene med pinjekerner, rosiner og hvad man nu ellers synes, og så stoppe det ind i kyllingen uden alt det der kogeri først. Men sådan forholder det sig ikke bare lige.

fyldt kylling

Vi fik bønnefritter til (bønner med salt og olivenolie og ristet sprøde i ovnen) og lidt hjemmelavet hvidløgsbrød. Men en god salat med romainesalat eller spidskål, rødkål, revet gulerødder, hakket persille, granatæblekerner og dressing af olivenolie og granatæblesirup, ville ikke være så tosset til. Jeg har længe tænkt på, at jeg skulle lave den salat og lægge op i opskrifterne, så nu må det vist snart være.

Mange versioner og tilbehør:

Men tilbage til kyllingen. En hel del lande har en version af denne ret. Der er som regel lidt ændringer ifht krydderier og brugen af grøntsager (mere kanel og kardemomme i Nordafrika/Marokko, gurkemeje i pakistan og indien osv). Så der er næsten frit spil til, at du kan gøre som du har lyst.

fyldt kylling

Jeg lavede den bare helt plain tyrkisk med en smule løg, lidt ristede pinjekerner og rosiner. Hvis jeg havde haft de små tørrede rosin-lignende ting, küş üzümü, havde jeg klart brugt dem i stedet for. De smager noget kraftigere end almindelige rosiner, og det vil klæde den her ret rigtig godt.

Men lidt hakket persille, tomater, (milde) sivri peber, lidt chiliflager, hvidløg, lidt hvidvin og evt. bulgur i stedet kunne også være rigtig godt, tror jeg.

Fyldt kylling med ris og pinjekerner – Icli tavuk pilav

Lækker tyrkisk kylling fyldt med ris, pinjekerner og tørrede rosiner. En rigtig lækker og nem ret, der smager rigtig godt. Tilberedningen lyder af meget, men det hele er faktisk noget, der nærmest passer sig selv. Intet der skal snittes og hakkes.
Forb. tid40 min
Tilb. tid2 t
Samlet tid2 t 40 min
Ret: Hovedret
Køkken: Middelhavet, Tyrkisk
Keyword: kylling
Antal: 4 personer

Ingredienser

  • 1 stor kylling, ca 1600 gram eller større
  • 1 medium løg, finthakket
  • 3 dl tyrkiske ris, sæt i blød og skyllet
  • 1 dl pinjekerner, ristet i smøret
  • 2-3 spsk kuş üzümü, specielle tyrkiske små indtørrede rosiner (eller ca 1 dl almindelige rosiner)
  • ½ tsk kanel, kan undlades
  • 2 spsk smør
  • 2 spsk olie
  • salt og peber

Sådan gør du

  • 1: Vask kyllingen fri for blod og tør den rigtig grundigt, så den bliver knas tør indvendigt og udvendigt. Krydr kyllingen godt med salt og peber ind- og udvendigt
    2: Sæt risene i blød i kogende vand i ca 30 minutter og kom lidt salt ved. På den led bliver risene større og blødere
    3: Steg løget med smør og olie  i en gryde ved mellem varme, kom pinjekernerne ved og rist i ca 5 minutter.
    4: Skyl risene, dryp dem af og kom dem ned til løget og pinjekernerne sammen med kuş üzümü. 
    5: Hæld ca. 3 dl vand ved, læg låg på og kog ved svag varme i ca 10-12 minutter.
    6: Fyld derefter risene i maven på kyllingen (du må ikke stoppe den, for så er der ikke plads til at risene kan “hæve” yderligere). Luk kyllingen tæt med kødnåle eller sy den evt. 
    7: Kom lidt olie på kyllingen og sæt den i en 175 grader varm ovn i lige knapt 2 timer. Hold øje med den, så den hverken får for meget eller for lidt. Dryp saften over i ny og næ for at undgå at den bliver tør.
    8: Lad den hvile i 10 minutter. Skær den op, læg risene for sig og server evt. med hvidløgsbrød og en god salat.

Noter

  • Hvis du har lyst, kan du skære 5-6 alm. kartofler ud og 4 gulerødder eller andre grøntsager og læg dem i bunden af fadet og kyllingen ovenpå. Det smager ret godt, når det er stegt i kyllinge-saften.
  • Jeg kom slet ikke krydderier i, men lidt kanel vil nu klæde retten godt tror jeg. Bare en lille smule. Og ellers lidt hakket persille, dild, laurbærblad eller lign. i risene.
  • Hvis du har for meget ris i overskud eller har lavet lidt ekstra, så kog det evt i en gryde ved siden af eller kom lidt vand i en skål og kom låg/staniol over og lad det stege med i den sidste time, sammen med kyllingen.
  • Det er vigtigt, at du lukker kyllingen tæt, så “dampene” bliver derinde og hjælper risene med at hæve.
  • Pensl evt. kyllingen med smeltet smør blandet med lidt citronsaft og chiliflager eller med lidt olie blandet med en smule tomatpure. Det giver lige lidt ekstra.fyldt kylling