Historien om den tyrkiske fez

De fleste af os kender helt sikkert den tyrkiske Fez, den røde hat med den sorte kvast. Men forventer måske ikke ligefrem at se den på ferien. Men kender du historien bag?

Jeg gjorde ikke, så det måtte der jo laves om på. For fez’en har haft en kæmpe betydning for Tyrkiet – meget mere end hvad jeg lige umiddelbart vidste eller havde forestillet mig.

Fez’en er noget af et omstridt beklædningsstykke, og har stået for lidt af hvert lige fra modernitet og fornyelse til ønsket om et islamistisk kalifat! Ja, hvad siger du så?

Faktisk har det været ret interessant at læse om et sådant nationalt klenodie. For fez’en er om noget et symbol på, hvordan tiderne og normen har ændret sig igennem årene.

Ideer om modernitet og sammenhold:

Fez’en stammer fra det osmanniske rige i begyndelsen af det 19. årh. Her blev der skabt nye reformer for militæret for at styrke og støtte staten. Man lånte selvfølgelig en del fra Europa og kopierede de vestlige hære, deres uniformer og de mange nye ideer om en regering og nationalt sammenhold.

Man havde helt tilbage i 1600-tallet haft love om påklædning, der gjorde forskel på eks. jøder og kristne i fht. muslimer. Men i 1826 besluttede Sultan Mahmut d. 2. at alle embedsmænd der arbejdede for det osmanniske imperium, skulle bære skinnende sko, jakkesæt, slips og en rød fez uanset religiøs overbevisning. Civilbefolkningen skulle også bære fez. Han deklarerede bl.a.: “Fra nu af ønsker jeg ikke at genkende muslimer udenfor moskeen. kristne udenfor kirken og jøder udenfor synagogen“.

Fez’en skulle altså forene folk i en tid med nød og usikkerhed. Ikke alle var dog med på den ide – især handelsmænd og artister afviste fez’en. Men den blev langsomt et symbol på modernitet i hele Mellemøsten.

I 1826 var fez’en omviklet af en klud som en slags turban med en hat indeni, men det blev gjort forbudt i 1829 med et direkte forbud mod at bære turban. Herefter fandtes kun den lidt stive, høje, cylinderformede røde fez med den sorte kvast, som vi alle kender udseendet af.

Man havde ikke folk nok til at lave alle de mange fez, der var brug for. Derfor immigrerede skræddere fra Nordafrika til Konstantinopel for at starte fabrikker op i Eyüp-bydelen. Formen, farven og stilarten begyndte at variere en smule afhængig af land, hær og rang.

Udenlandske forviklinger og Fez-boykot:

Efterhånden som syntetisk farve kom til, flyttede produktionen af fez’en til Tjekkiet (under det Østriske imperie). I 1908 annekterede Østrig-Ungarn Bosnien-Herzegovina. Det resulterede i et boykot af østriske varer og en nedgang i udbredelsen af fez’en. Andre stilarter end den klassiske begyndte at vinde indpas og blev socialt accepteret.

Fez’en blev i vesten opfattet som en slags orientalsk kultur identitet og set som noget ganske eksotisk og romantisk, ja ligefrem smart. I begyndelsen af det 20. århundrede blev det især i Amerika og i England opfattet som en smart og moderne del af smokingen.

Nye tider og Fez – forbud:

I 1925 var den store krigshelt fra 1. Verdenskrig, Mustafa Kemal “Atatürk”, kommet til og havde dannet republikken Tyrkiet. Her udstedte han et forbud mod at bære fez, da den blev set som symbolet på det faldne Osmanniske imperie og alle dets dårligdomme: konservatisme, tilbageståenhed og ignorance.

Samtidig ønskede han at nærme sig vesten og ikke skabe synlige forskel ml vestlige og tyrkere. Derfor blev det pludselig forbudt og dermed strafbart at bære andet end vestlige hatte.

Mange tog eks. sixpencen til sig (den flade hat, som mange også gik med herhjemme på den tid). Sixpencen har igen vundet indpas i Danmark med Frank, kendt som “Bonderøven”.

Et spørgsmål om identitet:

Men ikke alle tog den til sig. De mest religiøse tyrkere nægtede at bære andet end fez’en og det kom endda til optøjer i flere byer over forbuddet. Ialt blev 78 mennesker henrettet for at trodse forbuddet. Det kan du læse mere om her.

Det tog flere måneder før der igen var ro og accept af den nye lov.

I dag er hatten ironisk nok endt som souvenir og et kendt symbol på orientalsk og mellemøstlig kultur. Men bortset fra kommercielt brug i reklamer, hos is-sælgere i turistbyer osv , står hatten i dag som et yderst kontroversielt symbol på længslen efter at gå tilbage til den osmanniske æra og foragt for, hvad det moderne Tyrkiet står for.

Man kan se den blive båret af de yderst konservative, der inderligt ønsker at ødelægge den sekulære tyrkiske republik og i stedet genopbygge et islamisk kalifat. Men jeg har aldrig nogensinde set nogen med den.

Hos mange tyrkere bliver fez’en i dag opfattet enten som symbol på noget meget kontroversielt eller på nogle, der er lidt dummere end gennemsnittet – ofte karikeret gennem reklamerne.

Måske vidste du allerede noget af det, jeg har skrevet. Men jeg tør vædde på, at du tænker på historien, holder øje og tæller antallet af fez næste gang du er i Tyrkiet.