Manti er det tætteste, du kan komme på det, du på italiensk kender som ravioli – altså små pakker pasta fyldt med alskens lækkerier. Manti er et rigtigt hyggeligt søndagsprojekt – eller i bedste fald et fridag projekt, for Manti tager lang tid at lave – som i virkelig lang tid! Hvis du en dag kan besnære et par veninder eller en gruppe madentusiaster til at hjælpe dig er det endnu bedre. For jeg advarer dig, du kommer til at bruge en del timer på dette projekt – især hvis du skal lave mad til flere. Jeg lavede Manti til 4 personer (2 børn og 2 voksne) og der var lige knapt nok. Min kære familie fik udtrykkelig besked på at nyde hver en bid, hvilket de virkelig forsøgte på i de fulde 15 minutter, det tog dem at tygge sig igennem de her lækkerbiskner. Og det tog mig 3 timer at sidde og folde dem! Men de var hvert et minut værd (det tog mig formentlig lidt ekstra tid at folde dem, da jeg aldrig har prøve det før. Når man først var i gang, gik det egentlig ok hurtigt)! Og hvis man endelig samler mod til sig og kaster sig ud i det, kan man vel lige så godt lave en hel masse og så fryse lidt ned. De kan holde sig i godt 3 uger i fryseren. Ja, der er en grund til at de tyrkiske kvinder i landsbyen oftest samler sig sammen og laver en kæmpe portion. På den måde får man lavet mad til alle, drukket the og ordnet (og sladret) om landsbyen og hele verdenssituationen. Smart!!
Hvis Manti minder dig lidt om de små sprøde dumplings (bare uden at være sprøde), som du kan få på div. kinesiske restauranter, er det ikke helt forkert. Manti (der også blev kaldt for mantu) blev bragt med af de tyrkiske nomader fra Centralasien og man kan stadig finde dem i forskellige variationer i asiatisk, afghansk, armensk, kaukasisk og kinesisk madkultur. I de fleste regioner i Tyrkiet er de her små pakker en central del af køkkenet, og du kan støde på retten de fleste steder og i stort set samme variation – med hvidløgs/youghurt sauce og en stærk smør eller olie med krydderier i, til at komme ovenpå. Kvaliteten kan dog variere. Jeg har fået de lækreste hjemmelavede ravioli på flere restauranter, hoteller og private hjem i Antalya, men også smagt den mest elendige, vandede version på en turistfælde af en restaurant i Istanbul.
Hvis du virkelig ikke order det, kan du også købe dig til en frysetørret version, fra den lokale etniske grønthandler. Men det er altså ikke det samme (og hvorfor ikke gøre det ordentligt fra starten). Min første oplevelse var heldigvis hjemme hos min mands mormor – og heldigt for mig. Hun var en af den slags sejlivede tyrkiske landsby-mødre, der havde lavet det til bevidstløshed, og det var jeg ikke ked af. Selvom ideen om hvidløg og youghurt kombineret med kød og pasta lød noget underligt i min skandinaviske madopfattelse, så er det en himmelsk mundfuld, fuld af smagsoplevelser.
Her er der til ca 4 mennesker (lav gerne ½ portion mere, hvis du skal servere for 4 voksne og ikke har noget andet til).
Til dejen skal du bruge:
ca 300 gr. alm. hvedemel (jeg blandede en god slat Tipo 00 i, da jeg ikke havde så meget tilbage)
1 tsk salt
1 æg, letpisket
2 spsk olivenolie
godt 1 dl vand eller mælk
Fyld:
ca 300 g. lamme eller oksekød
1 lille løg, meget finthakket
ca. 1 dl friskhakket bredbladet persille
salt og peber
Youghurtsauce:
500 gr. tyk, fed tyrkisk youghurt
1-2 fed presset hvidøg
Topping:
4 spsk olivenolie
1 spsk stærk peberpasta eller tomatpure
2 tsk mynte
1 tsk sumak (specielt tyrkisk krydderi, der er lidt syrligt)
1 tsk chili flager (Pul biber)…
Si melet og saltet ned i skålen, bland de øvre dele i og rør (jeg bruger en røremaskine med dejkrog i de første minutter, men du kan også ælte det efter gammeldags metode på køkkenbordet). Dejen skal gennemæltes i ca 5-8. minutter til den er blød og elastisk, men stadig rimelig fast i det. Jeg ælter altid de sidste par minutter i hånden. Dæk skålen til med et fugtigt klæde og lad den stå i ca 30 min. et køligt sted.
Lav imens fyldet. Bare bland det hele sammen og mix grundigt. Overdæk og stil det i køleskabet, til du er klar. Lav youghurtsaucen ved at presse hvidløgene ned i youghurten. Stil den i køleskabet, til du skal bruge den.
Nu skal du rulle dejen ud – og det skal gøres meget tyndt. Du ønsker ikke at sidde med sådan en klump klæg dej inde i munden, når du skal spise. Jeg kan bedst rulle ud med sådan en tung rulle uden håndtag – den hedder sikkert et eller andet fint, som jeg ikke ved. Den giver ligesom muligheden for at arbejde lidt bedre og rulle lidt tyndere ud. Jeg bragte min med hjem i dyre domme fra Paris (spørg lige om folk kiggede, da jeg lykkeligt vandrede rundt med mit mordvåben i tasken på vej gennem gaderne), men helt så avanceret behøver du ikke at være. I princippet kan dejen rulles ud med en flaske eller lign. Du skal bare rulle tyndt, tyndt, tyndt – dvs svarende til en milimeter eller to.
Skær dejen ud i 3 stykker og rul dejen hel fint ud. Drys evt lidt mel på bordet, men være varsom med det. Dejen tørrer virkelig hurtigt ud (så husk at holde de andre 2 klumper dækket med det våde viskestykke). Skær dejen i 3-4 cm’s tern og sæt en smule af fyldet – svarende til ca ½ kikærte-størrelse, på hver tern. Pak ganske fint hvert hjørne mod hinanden, så der dannes en lille pakke, og tryk kanterne let sammen. Sæt dem tæt sammen på en bageplade med bagepapir. Fortsæt indtil du ikke har mere dej.
Bag ravioliene på pladen i en 180º varm ovn i ca 10 minutter indtil de er let gyldne. Tag dem derefter ud og frys evt en portion, hvis du har lavet nok.
Kog ravioliene i kogende, letsaltet vand i ca 10 minutter og tilbered imens toppingen. Varm olien i en lille gryde. Tilsæt peberpastaen (hvis du bruger den for den kan undværes), samt chili, sumak og mynten og rist hurtigt igennem – det tager 1-2 minutter.
Server Manti med det samme eller drys en smule olivenolie over, for at forhindre, at de klister sammen. Nogle bruger at vende pastaen med youghurten, men jeg serverer dem hver for sig, så man selv kan bestemme mængden. Drys lidt olieblanding hen over og evt lidt ekstra chili og mynte, hvis du er til det.
Jeg er spændt på at høre, hvad du synes om denne ret. Skriv endelig til mig.
Velbekommen – Afiyet Olsun….
.
