Mange siger, at Tyrkiet på måder er et spændende land, der har meget at byde på. De fleste ved, at netop Tyrkiet har en kæmpe historie bag sig. Men de færreste ved hvor stor en historisk rolle, landet har haft i udviklingen af civilisationen. At landet så også er arnestedet for flere fabler, eventyr og store dele af den græske mytologi (en god bid af Tyrkiet har igennem flere perioder været græsk), er nok ikke noget man umiddelbart forbinder med Tyrkiet. Det brændende bjerg Yanartaş er netop et af disse steder, hvor de store sagn formodentlig har fundet sted.

Min søn på 11 har længe snakket om, at han rigtig gerne vil ned og se det brændende bjerg Yanartaş, der ligger et stykke vej fra Antalya. Han har ofte hørt os tale om det og jeg tror, at i hans verden er det nærmest et helt bjerg der er ild i. Det er nu langt fra sandheden.

Kridt skoene og op ad bjerget:

Så her i efteråret var vi på den længe ventede tur til det flammende bjerg ved den lille by Çıralı, ca 80 km uden for Antalya. Jeg var også rigtig spændt på at komme afsted, for jeg har aldrig været der. Dvs vi har faktisk været der én gang før sammen med mine forældre for ca. 11 år siden. Men der var jeg gravid og havde en baby med på 1 år i en klapvogn, så jeg fik kun set den lille kiosk og bænkene for foden af bjerget. Jeg blev frarådet at gå derop, da det var en alt for anstrengende tur for en der var gravid og med en baby på slæb.

Og det kan jeg da kun være enig i.

Så vi havde denne gang allieret os med gode løbesko og masser af vand, så vi havde en fair chance for at nå toppen. Og det viste sig at blive ret så nødvendigt. For SIKKEN en tur. Op ad høje, stejle trin belagt med sten, nogle steder erstattet af små stier med grus. Det var lidt af en udfordrende tur, selvom mine 2 “bjerggeder” tog den i et forrygende tempo.

Hvor legender fødes:

Ca. 1 km oppe nåede vi dog til klippesatsen, hvor flammerne springer ud af sprækker i klipperne. Det var et rigtig flot og særegent syn. Fascinerende at se, hvordan det brænder ud af klipperne. Det var lige før at man nærmest kunne tro på legenden om Bellerophon, der på sin hvide, bevingede hest Pegasus overmandede og dræbte det fæle uhyre Chimera (eller Chimaera, som det nogle steder bliver kaldt), der dog ikke døde helt og derfor stadig udspyer ild gennem bjerget). Du kan læse mere om legenden om Chimera her.

Egentlig er der ikke så meget at se deroppe på bjerget. Flammerne er selvfølgelig fascinerende og er et fantastisk sted at sidde og hygge og eks. riste pølser eller spise skumfiduser, som vi gjorde. Udsigten er fænomenal og man kan blive helt hypnotiseret af bare at sidde her og slappe af, kigge ud over landskabet og vandet i det fjerne og bare nyde stilheden og varmen fra flammerne. Og så trænger man decideret til det efter den strabadserende tur op.

Og så er det ret så utroligt at tænke på, at flammerne har brændt uafbrudt i hvert fald i 2500 år.

Skumfiduser og det brændende bjerg:

Et højdepunkt var bestemt, da vi hev pindene og skumfiduserne frem og ristede dem over ilden til de blev bløde og lækre og en smule brændte. Det holdt hele begejstringen oppe hos min søn og han var jublende lykkelig over den oplevelse. Dét er da også noget at prale af i skolegården – at man har ristet skumfiduser på et bjerg, mens ilden kom ud af klipperne. Street-value er der vist nogle der kalder det. 

Min søn aka bjerggeden var selvfølgelig ikke træt efter den stejle tur op. Han hoppede rundt på klipperne, udforskede den omkringliggende skov og plukkede en enkelt blomst til sin mor. Stenene ligger ret så løst, så man skal virkelig passe på – både når man er deroppe og på vej op og ned.

Der er også ruinerne af et lille tempel deroppe tilhørende den græske gud Hephaestus. Hephaestus blev kaldt for gudernes smed og var forbundet med ild og flammer. Så meget passende til dette sted. Der er også rester af en byzantinsk kirke med fine malerier, men stedet er slet ikke ordentlig udgravet.

Yanartaş – et populært sted:

Yanartaş er en populær turist-destination, selvom det langt fra er alle, der giver sig i kast med at klatre op af klipperne. Man skal i hvert fald lige overveje, om man har fysikken til det (selvom man jo bare kan tage den med ro). Det tager ca 45 minutter at gå op med et rimeligt tempo og med et par pauser indlagt. Det er også et populært sted for hikere og folk der er på trekking på den gamle Lykia vandrerute, der bl.a. også kommer forbi Phaselis, som du kan læse om her.

I gamle dage navigerede skibene efter flammerne på Yanartaş bjerget, men det er lidt svært at forestille sig synes jeg. Vi var her dog ikke, da det var mørkt – dertil er vejen op og ned simpelthen for farlig synes jeg. En rigtig god lommelygte er et minimum, for der er intet lys. Vi kom derop sidst på eftermiddagen. For det første så havde den værste varme lige lagt sig (for helt ærligt, hvem har lyst til at klatre op ad et bjerg i fuld sol og stegende hede??) Og for det andet, så var solen gået ned bag bjerget og skumringen begyndte så småt, mens vi var der. Det betød jo selvfølgelig, at flammerne trådte tydeligere frem end ved højlys dag. 

Faktisk så skifter det en del, hvor store flammerne er. Om vinteren skulle de være størst. Jeg har ladet mig fortælle, at det skyldes ændringer i det atmosfæriske tryk samt at grundvandet står lidt højere om vinteren, således at gas-trykket øges og dermed også flammerne. Flammerne skyldes sprækker i klipperne, hvor der siver en blanding af forskellige gasarter op (primært methan-gas). Når den møder luften, så opstår ild. Så det har eks. intet med vulkaner at gøre, som min søn ellers var helt overbevist om.

Praktisk:

Jeg mener, at vi gav ca. 6 tyrkiske lira i entre (dvs ca 10-12 kroner). Børn er gratis og der tages ikke museumskort her, hvis du skulle have købt sådan et.

Jeg må indrømme, at det var lidt svært at finde og at skiltningen til Yanartaş ikke var så god. Men til gengæld er Çıralı en ganske lille by, så det går ikke helt galt. Skulle man have lyst til et lidt længere ophold, er der flere mindre og meget billige pensionater og hoteller i byen og en skøn strand. Ikke langt herfra ligger også de skønne flodcafeer i Ulupinar, som jeg har skrevet om her.