For nogle uger siden skrev jeg et længere indlæg om hoteller i Antalya. Og om, hvor kompliceret det nogle gange kan være at finde “det rigtige” hotel. Især hvis valget står mellem billigere, mellemdyre og dyre luksus hoteller i Antalya. For der er utrolig mange at vælge imellem. Og det kan jo være meget forskellig fra person til person og familie til familie, hvad man ønsker. Nogle vil bo på luksus hotel, andre vil noget mindre vildt, nogle vil helst bo i lejlighed eller på små intime bed- and breakfast hoteller (pensionater).
Så derfor kom jeg med en del bud på billigere og mellem dyre hoteller, hvis nu man er 2 voksne og 2 børn, der skal afsted i midten af juli. Det indlæg kan du læse lige her.
Men jeg lovede også at komme med et indlæg om de dyre og virkelig dyre hoteller. Og jeg må da indrømme, at det er ret spændende med de hoteller. Begge indlæg havde/ har jeg virkelig glædet mig til at lave. Men der er bare et eller andet ekstra ved også at sætte sig ind i de ret dyre hoteller. Og luksus hoteller i Antalya – dem er der mange af. En del kender jeg i forvejen, fordi de har været der i mange år. Men for langt de fleste er de – i hvert fald i sæsonen – langt uden for min rækkeevne og ikke noget jeg hverken kan eller har lyst til at investere i.
Luksus hoteller i Antalya:
Og mon ikke der er flere, der har det som jeg? At det ikke lige er de hoteller, som man rent økonomisk har mulighed for at booke til en familie-badeferie?
Men nogle må jo have råd til det.
Så her kommer hoteller i det jeg kalder maxi og ultra-max klassen. Dvs med beløb mellem 20-30.000 for en uge og beløb over 30.000 for en uge. Så hvis du er nysgerrig, så er der mulighed for et lille kik i en måske anden verden (og måske kan du finde nogle gode tilbud udenfor høj-sæsonen, der er lidt mere til at betale).
Luksus hoteller ml 20 – og 30.000:
Der er en hel del hoteller i den her gruppe. Ja nærmest de fleste hoteller, der er i udbud (i hvert fald sent på sæsonen her i april og maj) ligger ml. 20 og 30.000 for en uge. Det meste er dog også all-inclusive.
Rixos Downtown Antalya er et af de ældre, men ret fine hoteller i Antalya, som ligger meget tæt på centrum, men stadig har en pool af en rimelig større, adgang til strand osv. Rixos er faktisk et ikke så dårligt sted med pæne værelser, 4 restauranter, tennisbaner osv, Dog har hotellet ikke egen strand (men shuttle til den nærliggende strand) og hotellet henvender sig måske lidt mere til et voksent publikum. 27000 for en uge skal du af med (men så er der også fri entre og shuttle til temaparken “land of Legends”).
Trendy Lara Hotel er et af mine yndlingshoteller i den her gruppe, Simpelthen fordi jeg godt kan lide indretningen og pool-området (stranden virker til gengæld ret kedelig og uindspirerende og skråner en del ned mod vandet). Men poolområdet er ret stor og hvis du har en af de private villaer, så har du tilmed også en privat pool. Der er et ret fint vandland på stedet med flere rutchebaner. 1. gang jeg kiggede pris lå det på 25300, men lige nu er der et tilbud på 17000 på hotels.com
Og så et par yndlings-hoteller:
Og nu vi er ved favoritterne … Akra Hotel har en hel speciel plads i mit hjerte af en ganske særlig grund. Det var det 1. hotel min mand og jeg tog til for mange år siden, da vi endnu bare var venner. Dengang hed det Dedeman og var et af de mest fornemme hoteller i byen. Standarden er holdt om end den er opgraderet en hel del. Nu er det virkelig et trendy sted, der indtil forrige år primært var for voksne og altså uden børn. Det har de heldigvis lavet om, så mon ikke vores 20.års kærestedag skal fejres der med børnene?? Men luksus er et af ordene for stedet, smuk indretning og fænomenale omgivelser og udsigt. Her får du virkelig noget for pengene med spa, strand og luksuriøse omgivelser. 23000 skal du af med for en uge.
Måske har du allerede stødt på det her finurlige hotel … Titanic Beach Lara – som er et hotel, der mest af alt ligner.. ja .. et stort skib. Stranden er utrolig flot og lige til postkort billeder, de 2 pools er fine og værelserne er ok. 29000 skal du af med for et all inclusive ophold.
Bellis Deluxe hotel fortjener også at komme med, selvom det ligger et pænt stykke udenfor Antalya (ca 20 minutter i bil fra centrum). For det virker til at være et rigtig godt familie hotel med nogle virkelig gode børnepools, voksen pools og flotte værelser, strand, 5 restauranter osv. 27000 kostede en uge der. Ikke dårligt tænker jeg.
Ultra – luksus hotellerne i Antalya:
Her finder du hoteller til over 30.000 for en uge, og der er så mange, at jeg ikke kan nævne bare halvdelen. I denne gruppe findes der Dolphin – kæden og Titanic-kæden, der hver især har flere luksus-hoteller placeret forskellige steder omkring Antalya. Men du får lige nogle lidt andre her.
Et hotel, jeg flere gange har kigget lidt på er Sherwood Exclusive Lara. Det er et fint hotel og har et ret dejligt vandland til børnene. Stranden virker også fin, men værelserne og restauranterne måske en smule ordinære ifht prisen. 33000 skal du her af med.
Jeg har hørt rigtig mange rose Aska Lara Resort & spa for god mad og fine omgivelser. Det er et ret stort hotel med 545 værelser, 5 restauranter og 3 poolbarer. Der er flere store pools at vælge imellem, et lille vandland og en ret fin strand. Prisen er er pt sat ned fra 32.000 til 28.000, så det er jo også lidt.
Royal Wing Hotel hører til et af de hoteller, hvor man får en hel del for prisen. Maden skulle især være rigtig god, men de 6 restauranter, 11 barer og ialt hele 11 pools tæller også godt i regnskabet. Det er et hotel, hvor der er en del plads og bliver kræset lidt for gæsterne. Og så hjælper det jo også at det pt er sat ned fra 38000 til 31000.
Jeg gad ret godt prøve Lara Barut Collection, hvis pengepungen var til det. Meen 40000 for en uge er en kende i overkanten … Der er dog ingen tvivl om, at det her er et virkelig luksuriøst hotel med smagfuld indretning, 8 restauranter der garanterer en gourmet-oplevelse, pools, der er både store og fine, strand, spa og alt hvad man har brug for.
Hvis du leder efter eventyr og noget der mest af alt minder om Disneyland, så kan det være at The Land of Legends Kingdom måske er noget for dig? Hotellet ligger midt i tema-parken/vandlandet af samme navn, så der er masser af plads og vand. Værelserne er meget farverige, på en lidt bolsje/børne-agtige måde og restauranterne er store og indrettet som i en anden verden. Men det er naturligvis ikke helt billigt at bo der – 43000 for en uge, hvis du både skal have morgenmad og middag.
Lidt længere ude af byen ligger området Belek – og her er der virkelig mange af de helt store fine luksus-resorts. Selectum Luxury Resort er et af de steder, hvor alt er en smule ekstra. På stedet her kan du også bowle, der er en vingård osv. Og de virker til at have helt fantastiske omgivelser for børnene og med meget underholdning af den gode slags. Poolen snyder en del, da den er opdelt i flere, med kæmpe vandland og med mulighed for en god svømmetur rundt. Stranden virker også ret så god. 42000 koster en uge med all-inclusive – og det er fuldt forståeligt.
Måske har du fået mod på endnu flere ferier i Tyrkiet eller har lyst til at høre endnu mere om Antalya og omegn. Hvis ja, så håber jeg at du vil følge bloggen her enten ved at tilmelde dig på email og/eller evt klikke ind på min Facebook-side eller på instagram. Hvis du trykker “følg” og “alle nyheder” inde på facebook-siden, så får du besked, når der er nye indlæg osv… Mon ikke der kommer flere artikler med hoteller, aktiviteter, steder at spise og ikke mindst gode opskrifter på lækker tyrkisk mad?