Der er ingen tvivl om, at sommeren er skøn og dejlig, når solen bager ned og man kan pjaske rundt i vandet, og sidde ude sent uden at skulle have tykke trøjer på. Nogle vil sikkert mene, at sommeren er lidt for skøn, dvs lidt for varm og fugtig til at man rigtig kan holde det ud. Det kommer nok an på, hvem man her. Herhjemme i familien er vi fordelt ligeligt i begge lejre – nogle er til varme, andre er ikke. Derfor er efterår et kompromis.
Men efteråret har altså også virkelig sin charme. Det begynder så småt at vende sidst i oktober/start november – lidt ligesom herhjemme, bare en måned eller to senere. Der bliver så smukt og grønt igen efter sommerens sol-afsvidning og med blomster alle steder, nye frugter og bær kommer frem igen (nogle for 2. eller 3. gang i den sæson) og man kan rent faktisk overleve en hel dag ude og inde uden sin aircondition. Bladene tager alle mulige flotte farver, ligesom vi kender det herhjemme og det er tid til at høste frugterne og sylte til den store guldmedalje (noget de fleste tyrkere er rigtige glade for). Der skal måske laves paprika af de soltørrede pebre, tomatpure af de mange tomater, oliven skal syltes, så der er til det næste års forbrug, vinblade skal samles, så der er til Sarma (fyldte vinblads-dolma – opskrift skal nok komme senere) i det kommende år, bønner høstes osv osv…. 
For 2 år siden var vi dernede i efterårsferien (noget du kan læse lidt om her) og det var bare en gennemført skøn oplevelse. Tilpas med sol og varme sammenlignet med herhjemme og plads til gode oplevelser. Men én af oplevelserne var også at se, hvor meget landskabet forandrer sig i fht om sommeren – hvordan bladene forandrer sig og frugterne hænger modne på træerne.
Min svigerfar (hvor vi ofte bor) har den skønneste kæmpe have, hvor der er en masse frugttræer. Han er rigtig flink til at vande om sommeren, så der bliver sjældent afpillet og grimt (det skulle da lige være hvis der har været en græshoppe-sværm forbi eller lign.). Men om efteråret strutter træerne med deres frugter og haven bugner af ting der er klar. Og når man så er en nordbo som mig, så bliver det bare ekstra eksotisk at se de indsamlede citroner og farverige granatæbler fra haven.
Det bliver aldrig rigtig koldt i Antalya – et par enkelte gange er der måske lidt frost i et par dage og en smule snefald, men det er ret så usædvanligt. Min svigerfar ringede en gang op til os og fortalte begejstret om, at nu var der minus 5 grader og sneen var begyndt at falde. Heldigt at der ikke blev mere, for det er de maksimale minusgrader som citrustræerne kan tåle, hvis de skal overleve uden for mange skader.
Vi var engang dernede i marts måned – NØJ det var koldt. dvs, det var det egentlig ikke – temperaturerne var omkring de 10-15 grader udenfor, men husene er ikke isolerede, som vi er vant til, så der er ofte virkelig koldt indenfor. Dét havde vi ikke lige taget højde for. Så uldtrøje og tykke sokker er på sin plads, hvis du skal afsted på denne årstid (hotellerne har dog ofte også varme på deres aircondition, så her er det ikke helt så slemt). Det regner dog en hel del fra december og til marts, så ferien kan hurtig få et lidt trist præg, hvis man ikke er til regnskyl.
Hele det her indlæg var egentlig bare én undskyldning for, at jeg kunne få lov til at vise dig nogle billeder fra min svigerfars skønne have, som jeg er så stolt af. Og så en venlig opfordring til også at rejse til Antalya og være nysgerrig og udforskende, selvom det ikke er i den varme og solrige sommer.
