Som ærke-dansker – opvokset mere eller mindre på landet, er der mange fødevarer, jeg ikke har stiftet bekendskab med. Ikke af uvilje, nok nærmere grundet vaner og tradition og mangel på tid til den store kulinariske nysgerrighed. En af fødevarerne er auberginen!! Jeg kan simpelthen ikke mindes, at vi nogensinde har spist aubergine i mit barndomshjem. Måske endda dårlig nok set den. Det ændrede sig heldigvis, da jeg mødte min skønne mand. For sikken en verden jeg blev introduceret til og nu hører auberginen absolut til min top 3 yndlings-grøntsag ….
Derfor skal du ikke snydes for den her lækre aubergine salat. Eller en variant af den, for der findes rigtig mange forskellige varianter, den ene mere lækker end den anden.
Til denne her auberginesalat (på tyrkisk kaldet patlican ezmesi ) skal der bruges youghurt – og gerne den tykke fede af slagsen. Det er en ret, der er helt fantastisk som tilbehør til næsten alt! Vi laver den her salat som tilbehør til ca 3-4 mennesker, men den er altid spist op, selvom vi serverer flere andre ting ved siden af.
Du skal bruge:
2 store aubergine
1-3 fed hvidløg (afhængig af hvor stærk du vil have den), hakket i små bitte stykker – husk at smage til. Den bliver stærkere af at stå lidt.
Saften fra ½ citron
1 spsk olivenolie
2-3 spsk tyk youghurt
salt og peber
Grill auberginen enten i ovnen, på gasblusset , grillen eller endda i brændeovnen, så den får den lækreste røgede smag og så du nemt kan pille skindet af. Vend den en gang i mellem, så den bliver ligelig stegt. Skinnet skal gerne være brunt og boble lidt, auberginen skal føles blød.
Lad dem køle en smule (det lærer man at huske, når man har brændt nallerne flere gange, for de her banditter bliver altså helt ustyrlig varme !!). Pil så skindet af med en gaffel og forsøg at skrabe så meget af kødet med ud som muligt.
Hak kødet godt – gerne lidt groft, hvis du bryder dig om det. Bland de øvrige ingredienser i med en gaffel og smag til med salt og peber. Salaten må gerne serveres, mens den er lidt lun, men er også glimrende på brød og sammen med en kold köfte dagen efter.
Velbekommen 🙂
Read this article in english / læs artiklen på engelsk her