Tyrkisk tomatsuppe med bagte tomater

Måske har du det ligesom jeg …. jeg elsker supper i alle afskygninger. Jordskokkesuppe, porre-kartoffelsuppe, tomatsuppe, hønsekødssuppe, grøntsagssuppe, linsesuppe, yoghurtsuppe … det er lige meget, jeg kan lide dem alle.

Og det taget i betragtning er det nærmest lidt for dårligt, at jeg endnu ikke har så mange forskellige slags supper på bloggen. For er der noget tyrkerne kan lide (og er gode til), så er det suppe. Og jeg brillierer vist med kun 2 supper her på bloggen – linsesuppe og ezogelin suppe. Men de er til gengæld også mega gode og hører til mine absolutte yndlings !!

Så jeg tænkte, at nu måtte det være nu. Derfor kom jeg lige i tanke om den her gode tomatsuppe, som jeg engang har fået hos en af familiens tanter. Og var så heldig at få opskriften på. Hun er heldigvis rigtig god til at lave mad og forstår at sætte tingene sammen, så al ting går op i en højere enhed.

Den her tomatsuppe – den er god uanset om det er en varm sommerdag eller en kold vinterdag. Og hvis man vil, kan den jo også nemt spises kold. Lidt ligesom spansk gazpachio suppe. Dét smager bare endnu skønnere koldt og er tilmed kølende på en varm sommerdag.

Tomatsuppe kun om sommeren?

Egentlig kan jeg bedst lide at lave tomatsuppe om sommeren, når tomaterne er der i overflod og er søde og lækre. Men man kan også sagtens lave den om vinteren. Det er noget nær umuligt at få fat på lækre søde tomater på den årstid. Men et par gode dåser tomater (især cherrytomater på dåse) kan også gøre det. Og er egentlig forbavsende gode, hvis du vælger et par af de ofte lidt dyrere dåser.

Selvom tyrkerne ikke gør det, så kan jeg rigtig godt lide at komme en skefuld alm. flødeost i suppen, når den er portionsanrettet. På tyrkisk kunne jeg nok finde på at bruge labne eller en anden lidt mere cremet smøreost, hvis jeg kunne finde noget ( i Italien ville man formentlig bruge ricotta ost). Det er med til at give suppen en smule kant og fedme, som den ellers godt kan mangle lidt .

Men den smager nu lige så fint uden – især på nogle varme sommerdage, som vi lige har haft. Sidst jeg lavede suppen, der lavede jeg pogaca til med fetaost og persille (så kan du få fedmen ind her fra osten i brødet). Eller dvs en lidt anden version af pogaca / acma/ gevrek , for her rullede jeg dejen til små cirkler, kom fyldet på den ene halvdel og lukkede cirklen næsten helt over. Og så penslede med lidt æg. Jeg synes, at det netop til suppe kan være ret så dekorativt, hvis man lige kan se en smule af fyldet i brødet. Bare for at det ikke bliver for kedeligt.

Hvad synes du?

Simit, rigtige gevrek eller et friskbagt hvidløgsbrød er selvsagt også mega godt til. Og så lige et par uortodokse basilikum blade til også. Mums …

Med bagte tomater

Jeg bager tomaterne først, hvis jeg har god tid og går og hygger om maden. (Selvfølgelig ikke hvis de er fra dåse). Dels dufter det så skønt i hele huset. Og dels får det også sukkeret i tomaterne til at karamellisere en del, så sødmen bliver bragt frem og smager igennem i suppen.

Dét gider man rigtig godt.

Jeg halverer tomaterne og kommer dem i en bradepande. Meget gerne med et par fed hvidløg og lidt løg med skallen på og nogle stilke timian til. Når de er bagt inde i ovnen til kanterne er brunet en smule, så fjerner jeg tomaterne og hælder kogende vand i bradepanden. På den måde er det endnu nemmere at skrabe de brune bundrester af, så du får endnu mere sødme, smag og kraft med i din suppe.

Og derefter, så skal det hele nærmest bare koges sammen og blendes. Husk lige at fjerne skallen fra løgene, hvidløgene og grenen fra timianen, hvis den er kraftig.

Dét er da pænt nem ik??

Tyrkisk tomatsuppe med bagte tomater

Tyrkisk tomatsuppe med bagte tomater

Den her suppe er ekstra lækker, fordi tomaterne bliver bagt i ovnen inden de blendes og smages til. På den måde får suppen ekstra saft og kraft og smag.
Forb. tid5 min
Tilb. tid40 min
Samlet tid45 min
Ret: Suppe
Køkken: Middelhavet, Tyrkisk
Keyword: hvidløg, suppe, tomater
Antal: 4 personer

Ingredienser

  • 1 kg store modne, røde tomater. (eller mellemstore modne cherrytomater)
  • 2 medium løg med skal
  • 3-4 fed hvidløg med skal
  • 1 spsk mel
  • 1 ltr vand med grøntsags eller hønsebouillon
  • 2 spsk olivenolie
  • 1 tsk sukker
  • frisk basilikum

Sådan gør du

  • 1: Halver tomaterne og kom dem i en bradepande sammen med 1 spsk olie, hvidløg og halve løg – begge med skal på. Kom salt og peber ved og bland rundt. Strø en smule sukker over tomaterne 1-2 stk
    2: Bag dem i en 200 grader varm ovn i ca 25 minutter, til der er lidt farve (tændt evt for ovngrillen i de sidste 5 minutter)
    3: Lad tomaterne køle lidt af efterfølgende og tag skallen af løgene og hvidløgene. Hak det groft og steg i en gryde sammen med 1 spsk olivenolie.
    4: Bland 1 spsk mel i blandingen, rør det godt ud og kom vand og bouillon ved. Lad det koge i ca 10 minutter.
    5: Blend og server – evt sammen med et godt brød, lidt friske basilikumblade og en smule flødeost.
    Tyrkisk tomatsuppe med bagte tomater